Langdistance

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Hej

Det er sådan at min kæreste er flyttet til New Zealand og vil være der 10-12 måneder. Inden, han rejste, var vi sammen i lidt over et halvt år. Inden jeg gik ind i forholdet, vidste jeg godt, at han ville rejse. Jeg skal ned og besøge ham her til februar. Han rejse her i oktober og indtil videre går det rigtig godt, vi har selvfølgelig nogle kommunikationsproblemer, men vi snakker facetime 1 gang om ugen er skriver sammen ca. hvad anden dag.

Nå, men problemet er, at her for en uge siden snakkede vi om vores forhold, og hvordan vi syntes det gik. Fra hans side af gik det rigtig godt, og han vil stadig gerne have det til at fungere, og det samme tænkte jeg.

Til slut i samtalen får jeg at vide, at han overvejer at rejse til USA efter New Zealand. Så han skal væk igen.

Jeg blev virkelig sur og ked af det og sagde, jeg gerne vil vide, hvad han vil, fordi jeg gider ikke kæmpe for ham, hvis han alligevel ikke kommer tilbage til Danmark.

Jeg føler lidt, at jeg er et valg, og jeg er i tvivl om, hvor meget han vil være sammen med mig.

Vil bare høre om min følelse er helt forkert, og om I har et godt råd, fordi lige nu ved jeg ikke, hvordan jeg skal placere mig selv i forhold til mig og ham.

Svar

Kære du

Tak for din mail. Først og fremmest vil jeg sige, at det, du føler, ikke er forkert. Jeg kan godt forstå, at du bliver ked af det og sur – og så kan jeg godt forstå, at du er forvirret og rundt på gulvet. Derudover kan jeg godt forstå, at det er svært, at han er så langt væk. Langdistanceforhold er udfordrende. Og når du så oplever tvivl og frustration, kan han ikke være der fysisk og berolige dig. Det forstår jeg godt, er svært.

Du skriver, at han fortæller dig, at han er glad for jeres forhold, at han synes, det går godt, og at han ønsker, at I skal få det til at fungere på trods af distancen. Men jeg fornemmer, at du oplever hans mulige beslutning om at tage til USA efter New Zealand som modstridende med det, han har sagt. Og det kan jeg godt forstå. – Det må være svært at forholde sig til, at han ønsker jeres forhold, når han ligeledes udtrykker et ønske, som involverer at være langt væk fra dig.

Jeg tænker, det vil være godt, hvis du indvier ham i, hvordan dette kan være forvirrende og svært for dig. Jeg bliver derudover nysgerrig på, om du, hvis han tager til USA efter New Zealand, ikke længere har mod på at kæmpe for jeres forhold? Hvis han vælger at tage videre til USA efterfølgende og forlænger jeres tid som langdistancekærester, vil du så stadig være kærester med ham?

Jeg vil råde dig til at fortælle ham ærligt, hvordan du har det. At du bliver ked af det og sur og er i tvivl om, om han ønsker at være sammen med dig. Det vil give ham indsigt og formentligt vise ham, at du har brug for at vide, hvordan jeres mulige fremtid ser ud sammen. Jeg forstår godt, at du har brug for et klart svar og brug for at vide, om han reelt vil jeres forhold. Jeg vil derfor råde dig til at fortælle ham ærligt, hvordan du har det, og at du bliver meget i tvivl både på dig selv, ham og jeres forhold. På denne måde kan I forhåbentligt have en ærlig og afklarende snak om jer og jeres forhold.

Jeg håber, du kan bruge mit svar.

Venlig hilsen

Støt Parvis

Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.

TAK for enhver gave!

Send til 94 907

Louise Lyngsøe, Psykologistuderende

Se også: