Min kæreste bliver mere og mere trist

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Min kæreste flyttede op til mig i marts i år. Han forlod den by, han havde boet i det meste af sit liv. Han savner sin by rigtig meget! Han savner sine venner, og han har tre hunde hos sin ekskæreste, som han også savner rigtig meget. Han har fået et job heroppe, som han på ingen måde er glad for.

Jeg lægger op til, at han skal besøge sine hunde og sine venner, så meget han vil, men han gør det ikke rigtigt. For tiden er han helt lukket inde i sig selv. Jeg kan se, hvor trist han er, og det gør mig rigtig trist.

Jeg er bange for at miste ham. Jeg elsker ham utroligt højt. Han er normalt et meget positivt menneske – fuld af energi og latter, hvilket han ikke har været i lang tid. Mit spørgsmål er, hvad kan jeg gøre for at gøre ham glad, uden at jeg mister ham? Jeg ville gerne bare rykke pælene op og flytte til hans by, men det er ikke en mulighed, fordi jeg har datter fra et tidligere forhold, som jeg har 7/7 med hendes far.

Svar

Kære brevskriver

Tak for dit spørgsmål til brevkassen. Jeg kan godt forstå, at det er hårdt for dig at se din kæreste så trist, selvom det sikkert også er dejligt at være tæt og bo sammen i hverdagen.

En naturlig sorgreaktion

Din kæreste har forladt det, som har været en vigtig del af hans liv i lang tid; hans venner, hunde og hjemby. Derfor er det helt naturligt, at der kommer en sorgreaktion over ikke at have det til daglig.

Samtidig er det noget, der helst skal blive mindre med tiden. Det bliver mindre, når man får fyldt nogle andre gode ting ind i hverdagen, der hvor man er. Det betyder, at han gerne skal lære nogle flere mennesker at kende, som kan blive hans venner, og få et job, som han er gladere for. Måske er der mulighed for at få en hund hos jer, når det er noget, som betyder meget for ham?

Et forslag kan også være, at I sammen tager på besøg hos hans venner, så han måske ser, at han sagtens stadig kan se dem. Du kan måske tage initiativ til det, så han kommer afsted. Lige nu hvor han er så trist, har han måske selv svært ved at tage initiativet.

Kan han mon se, at han kan komme til at trives med at være flyttet, hvis der kommer flere ting ind i hverdagen, som giver noget godt?

Alternativt skal I måske snakke om, om det er bedre for nu, hvis han flytter til sin egen by igen, og I så er kærester med lidt afstand imellem? Jeg ved ikke, hvor langt I så vil være fra hinanden, men vil det kunne fungere på den måde?

At skabe en ændring

Det lyder i hvert fald til, at der kan være brug for en ændring for din kæreste, enten noget mere initiativ til at få venner i nærheden og arbejde, som giver mere glæde, eller måske ændring i bopæl. At fortsætte som I gør nu, lyder ikke til at være en god vej frem. Tristheden kan blive mere permanent, hvis der ikke sker ændringer. Hvis tristheden fortsætter eller har stået på i mange måneder uden at blive bedre, vil jeg anbefale, at din kæreste også tager en snak med sin læge om det.

Dette var lige mine tanker, som jeg håber kan være en hjælp. Hvis du har brug for mere hjælp, kan du kontakte vores gratis og anonyme telefonrådgivning.

Dina Lundberg, Psykolog

Støt Parvis

Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.

TAK for enhver gave!

Send til 94 907

Flere brevkassesvar

Læs mere fra brevkassen: