Min kæreste har lagt mig på is

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Hej, min kæreste og jeg havde nogle problemer, og jeg valgte at snakke om det med ham. Det gik ikke så godt, og jeg sagde til ham, at vi skulle holde en pause og tænke over tingene, så vi kan finde ud af, hvad vi vil gøre. Men jeg gjorde det tydeligt for ham, at jeg ikke har slået op.

Efter tre dage kontaktede jeg ham igen og sagde, at jeg var klar og vil snakke videre med ham nu. Men jeg kunne mærke på ham, at han var kold og at han ikke vil snakke med mig. Jeg blev rigtig ked af det, og vi havde en lille skænderi igen, over beskeder.

Så sagde han, at han vil skrive til mig efter arbejde, men det gjorde han aldrig. Jeg ventede i 5-6 dage og skrev så igen til ham, men denne gang havde han ikke engang “læst” min besked. Det gjorde mig rigtig ked af det. Så jeg skrev igen næste dag over sms. Men ingen svar. Jeg forstår Ikke, hvorfor han ignorerer mig lige pludseligt på den måde, og hvad det skal betyde. Det er rigtig hårdt ikke at have ingen kontakt og ikke at vide, hvad der sker i hans hovede. Jeg ved ikke, om han har brug for tid, eller om det er hans måde at vise mig på, at det er slut mellem os? Men han har hverken slettet eller blokeret mig, og han ser mine stories og hans bror følger mig stadig på instagram. Vi har et langdistance forhold, og har været sammen i et år. Håber I kan hjælpe mig, tak på forhånd.

Svar

Kære Kvinde

Tak for din henvendelse til brevkassen.

Problemet
Det lyder som et tungt problem, du står i.
I alle forhold kan der opstå problemer.
Du uddyber ikke, hvad problemet går på.
De fleste problemer kan måske løses ved, at man starter med at sætte ord på problemet.
Herved får man indsigt i hvad den anden part tænker, og hvad vedkommende muligvis føler.

Ord forløser
Du er oppe mod en tavs mur. For tiden uigennemtrængeligt.
En tavs mand – ingen reaktioner hverken på opkald eller sms.
Tavshed er meget” sigende” og smertefuld for dem, som oplever det.
For mange opleves det som straf.
Du har ikke facts du kan forholde dig til, så det må blive gætteri fra din side, om hvad der foregår i din kæreste.
Ubehageligt.

Løsning
Du skriver, håber vi kan hjælpe dig?
Jeg vil forsøge at stille nogle spørgsmål, som du kan reflektere over.
Kun du og han ved, hvad problemet er.
Du reagerer på problemet, og udtrykker at du har brug for en pause for at tænke over jeres forhold, uden at du dermed har slået op med din kæreste.
I har været sammen et år, men med langdistance forhold.
Ville I have mulighed for at være nærmere hinanden og måske også på den måde lære hinanden bedre at kende. Er det det, du ønsker?

Jeg tænker, har du mon tidligere oplevet problemer i jeres kommunikation?
Hvordan er din kæreste – er han en sårbar person som har vanskeligt ved at tale om problemer?
Hvordan har hans opvækst været? Er tavshed modellen han har set som et mønster i sit barndomshjem?
Mange gange bærer vi det med os, som vi tidligere har oplevet som ubehageligt, om vi vil det eller ej.
Der kan være brug for at søge professionel hjælp for at bryde mønsteret.

Et andet spørgsmål jeg vil stille dig, er det den mand du ønsker at være i forhold med?
Har I fælles værdier? Kan du se en fremtid sammen med ham?
Hvis ikke der kommer en udmelding fra kærestens side, hvad er så dit næste træk? Måske kan du sende ham dit spørgsmål og mit svar? Måske kan det være udgangspunkt for en snak?
Har du venner, familie du kan dele det svære med?
Tænk dig godt om, den her reaktion fra din kæreste ændrer sig måske ikke.

Hvis forholdet afsluttes, vil jeg ønske, at I kan gøre det på en ordentlig måde.
Det er godt at lave gode afskeder i sit liv både i forhold og i ens arbejdssituation.
Afskeder skal vi leve videre med.

Hvis du har brug for at snakke med en udenforstående om alt det svære, kan du ringe til vores gratis parrådgivningstelefon hver mandag.

Bedste hilsen

Ellen Hedelund, Psykoterapeut

Se også: