Hej
Jeg står i det store dilemma, som overskriften også fortæller, at min kæreste gennem snart 2 år, lyver om hvorvidt han onanerer.
Jeg har gennem tiden forsøgt at “konfrontere” ham en del gange, på diverse måder. Hver gang jeg gør det, bliver han skide sur eller rigtig irriteret. Han har endda udtrykt, at hvis det bliver ved, stopper forholdet. Det er jo så bare ikke sket endnu. Jeg har jo så også opgivet at blive ved, da jeg mentalt ikke orker at tage diskussionen med ham, når han alligevel bare skal stå og lyve mig direkte ind i hovedet.
Jeg har sågar forsøgt at forklare ham, at jeg ikke føler mig god nok. Jeg har også forklaret, at jeg føler, han hellere vil sin egen hånd end mit underliv. Jeg har sagt, at jeg er okay med det, hvis han bare vil være ærlig om det. Sandheden er faktisk, at det gør skide ondt. Jeg har ikke tal på de gange, hvor jeg har grædt virkelig meget, for jeg føler mig absolut ikke god nok.
Han har både udtalt, at jeg er for vild/sindssyg, og at jeg bare skal forstå, at hans behov ikke er lige så stort som mit. Det ville også være okay, hvis så også bare det var rigtig. Jeg har på forskellige måder fundet ud af, at han faktisk gør det næsten hverdag. Det er uanset om jeg er hjemme og til “rådighed” eller ej.
Jeg er godt med på, at vi mennesker også har et behov for at have solosex. Men når man gang på gang bliver afvist, og så faktisk finder ud af, at han rigtig gerne vil sig selv, samtidig med han sidder og kigger på billeder af kvinder (og gerne kvinder der træner) i undertøj, så føler man sig fanme ikke god nok.
Han har også sagt, at han ikke kan forstå de mænd, der gør det, for det må jo være et tegn på de ikke har en smuk/flot nok kæreste. Der tænker/tænkte jeg bare “Av!”. Det er endt ud i, at jeg har trukket mig rigtig meget. Jeg lægger kun meget sjældent op til sex, da jeg ikke orker at være ked af det over, at blive afvist konstant.
Jeg har heldigvis nogle få gode og rigtige tætte mennesker i mit liv, som jeg har vendt denne her situation med. Jeg har været virkelig meget ude af mig selv og de har alle sagt det samme: de forstår ham ikke og at jeg fortjener bedre. Jeg har jo bare heller ikke lyst til at give op på ham. Men jeg må indrømme, at det er hårdt at blive ved med at være i et forhold, hvor noget så vigtigt bliver nedprioriteret, fordi han hellere vil ordne det selv.
Mvh en utrolig frustreret kvinde
Kære frustrerede kvinde
Tak for din henvendelse. Jeg har læst din beskrivelse af jeres forhold flere gange, og jeg er i tvivl om, hvad du gerne vil, at jeg skal svare. Jeg vil derfor forsøge at kommentere på beskrivelsen, selv om jeg ikke ved, om jeg helt svarer på det, du ønsker. Samtidig er der også en del oplysninger, som du ikke beskriver f.eks. jeres alder, om I bor sammen, har børn, hvordan var jeres sexliv i begyndelsen, kan din kæreste få udløsning, når I har sex osv.
Når jeg læser om jeres forhold, er det første, jeg standser ved, din beskrivelse af den fælles mistillid imellem jer. Du beskriver, hvordan du konfronterer ham og forklarer ham om, at du ikke føler dig god nok, og hvad du længes efter. Og det uden at han hører dig. Samtidig oplever han, at du går for tæt på. I al fald afviser han dig meget markant og truer også med at opløse jeres forhold. Det lyder ikke rart med måden, I er sammen på. Du tror ikke på ham, og sætter måske “fælder” op for ham; du ved i al fald mere om, hvor meget han onanerer, end du fortæller ham.
Desuden er du også ked af det. Samtidig kan han ikke holde dine konfrontationer ud og bliver meget vred og irriteret. Det lyder som en dynamik med sin helt egen “motor”, der er imellem jer. Det er svært at stoppe og lever sit helt eget liv, hvilket må være anstrengende at være i. Jo mere du kritiserer ham og jo mere, du giver udtryk for, at du længes efter ham og hans nærhed, jo mere støder du ham fra dig. Prøv et øjeblik først at overveje: hvad får dig til at blive i forholdet? Dernæst: hvad tror du, der får din kæreste til at blive i forholdet?
Det næste, jeg standser ved, er, at det virker som om, jeres tilfredshed med jeres sexliv er meget begrænset. Det er ikke ualmindeligt, at tilfredsheden og lysten daler, når man har været sammen i et par år. Det er heller ikke ualmindeligt, at den ene af parterne har mere lyst end den anden. Nogle par lever fint med det, og for nogle kan onani lejlighedsvis være en løsning, uden at der behøver at være noget dramatisk eller forkert i det. Måske fortæller de også hinanden åbent om den løsning.
Jeg har jo ikke din kærestes beskrivelse af, hvor ofte han onanerer og hvorfor. Men hvis du har ret, er hans onani et reelt problem – både for dig og jeres forhold. Han kigger på andre kvinder, mens han fantaserer meget åbent om dem i stedet for dig, samtidig med, at han fravælger dig. Desuden lyder det også som om, at han ikke vil være ved det, og er meget lukket om det. Hvad er i øvrigt grunden til det, tror du? Så når du kun sjældent tager initiativ til sex, giver det meget god mening.
Når I har sex, kan din kæreste så gennemføre et samleje? Har du oplevelsen af, at han er til stede, og får han udløsning? Er der i øvrigt noget, som har ændret sig siden I begyndte som kærester? Når jeg spørger, er det fordi, din beskrivelse af ham kan virke som om, at han muligvis er pornoafhængig. Se evt. mere her: Pornoafhængighed – Rådgivning og Anonym Behandling. Her tænker jeg især på afvisningen af dig sammenholdt med, at han kigger på andre kvinder, og at han ikke vil tale om det. Men der kan også være andre årsager til din kærestes manglende lyst til dig. Jeg vil gerne understrege, at jeg kun har din beskrivelse.
Så hvordan kommer I videre? Dine veninder siger, at “du fortjener bedre”. Jeg vil udtrykke det anderledes. For på trods af smerten “har du ikke lyst til at give op på ham”, som du skriver. Mit forslag er derfor, at I begge anerkender den dynamik, som I er fanget i, og at I begge har lyst til at bryde ud af den. Så mistillid erstattes at tillid, og at afvisning erstattes af nærhed og intimitet. Samtidig vil jeg være ærlig og sige, at det ikke bare sker af sig selv.
Jeres forhold virker som om, at det er kørt fast i nogle uhensigtsmæssige spor. Her er det nødvendigt med ekstern hjælp for at komme ind på en ny vej. Jeg tror, at det vil være vanskeligt for jer at gøre det alene. Min klare opfordring er derfor at begynde hos en parterapeut, hvis du og han vil det. Du kan fx kigge på oversigten over Brevkasseskribenter hos Parvis, hvoraf mange er parterapeuter. Initiativet skal nok komme fra dig, så jeg vil foreslå, at du fortæller din kæreste, at du vil ham og jeres forhold, og at du er ked af den måde, I er sammen på. Sig, at du håber, at han vil være med til at begynde på en ny tilgang sammen med dig.
Jeg håber, at du kan bruge mit svar.
Mange hilsner
- Online
- Fysisk fremmøde
Til brevkassen Hej Mand begrænser datter Jeg går flere gange om ugen og tænker på, hvordan livet uden min mand...
Til brevkassen Hej Jeg er for et halvt år siden kommet ud af et forhold med en kvinde, hvor det...
Til brevkassen Hej Jeg skriver i håbet om, at I måske kan give mig et råd eller noget, da jeg...
