Kære brevkasse
Min kæreste og jeg har svære konflikter. Han ønsker ikke at søge hjælp udefra, selvom jeg har foreslået det et par gange. Han afviser og siger, at han ikke ønsker at sidde og få fortalt, at han er fuld af fejl. Han reagerer meget voldsomt, når vi har en konflikt. Ofte ved jeg ikke, at vi har konflikten, før han begynder at råbe af mig eller true med at slå op. Han går fra 0 til 100. Jeg bliver meget ked af det, græder meget og bliver også meget forvirre. Efterfølgende holder han afstand til mig, vil ikke ses (vi bor ikke sammen) og trækker sin kærlighed, som om han har brug for at komme sig i dagevis. Når vi så genoptager kontakt, kan det hele gentage sig, hvis jeg spørger ind til konflikten. Hvis jeg taler om alt andet, virker det som om, det er glemt. Det er svært for mig, dels at blive råbt af og dels at miste kærlig kontakt i længere tid. Jeg er meget usikker i forholdet og beder ind imellem om bekræftelse alene grundet det konfliktmønster. Det, at jeg beder om bekræftelse, kan nogle gange starte en ny konflikt.
Vores historie er, at vi mødte hinanden via en datingprofil for ca. 2 år siden. Vi er omkring de 50 år og har begge børn, der bor hjemme. Vi bor langt fra hinanden, så selv da vi var nyforelskede, var det svært at ses. Vi har endnu til gode at holde en rigtig ferie sammen, da vi kun har været af sted i nogle dage. Han bruger sin ferie med børn og en årlig vennetur, og siger, at han ikke tør tage på ferie med mig, hvis det ender med en konflikt. Han trives bedst med kun at ses en aften eller en overnatning eller være på besøg hos venner og familie. Alt sammen fordi han ikke ønsker konflikter, siger han. Nogle gange aflyser han vores aftaler, fordi han ikke orker at ses. Jeg vil gerne ses og føler også, at vi ville have færre konflikter, hvis vi brugte mere tid sammen og fik talt ud om tingene.
Ind imellem får jeg lyst til at give ham den kolde skulder. Jeg har også haft arrangeret en date og har skrevet med en anden, men det er ikke med hjertet, da det er min kæreste, jeg elsker. Jeg oplever bare ikke en tryghed og stabilitet som jeg trives med. I begyndelsen af forholdet var det mig, der slog op, fordi jeg blev i tvivl. Da han konfronterede mig med min adfærd, holdt jeg op. Jeg kunne godt se, det ikke var holdbart, men nu er det som om, at han har overtaget min adfærd.
Han siger også tit, at det hele er min skyld. At han aldrig talte så meget om problemer med sin ekskone, og at han ikke kan holde til altid at tale om problemer. Jeg mener ikke, at jeg opfinder problemer. Jeg ønsker bare at tale med ham om de ting i forholdet, som jeg ikke trives med. Jeg kan godt føle, at jeg er i et forhold, der eksisterer på hans præmisser. Så snart jeg har et ønske om noget, hidser han sig op, fortæller mig, at han ikke kan leve op til mine krav, og at han har sagt til mig, at han vil komme til at skuffe mig. Han virker som om, han er fyldt op og ikke vil mere, men bare ikke kan tage sig sammen til at ende forholdet. Samtidig har han tidligere fortalt mig, at han elsker mig og ser os sammen for altid, men at vi bare lige skal blive gode sammen. Jeg kan ikke se, hvordan man bliver gode sammen uden at tale om det og tilbringe tid sammen. Hans løsning er tilsyneladende at være lidt tid sammen, men god tid uden konflikt eller forventninger.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre?
Mvh. den fortabte
Kære fortabte.
Tak for dit brev! Jeg håber, at dit brev kan være en lille ventil for frustrerende og svære følelser. Det er sjældent godt, at gå med ting alene, så det er godt, at du deler det!
Først vil jeg kort vende det, at din kæreste ikke ønsker at opsøge hjælp. Jeg kan godt forstå, at det opleves som den eneste vej lige nu. Vi kan desværre ikke tvinge nogen til at få hjælp. Derfor tænker jeg også, at det er så fint, at du søger hjælp på en anden måde! Jeg håber, at jeg kan give nogle øvelser/refleksioner med, som du synes giver mening for dig og eventuelt for din kæreste.
Når jeg læser dit brev, kunne jeg blive nysgerrig på, hvad henholdsvis du og din kæreste definerer som værende en konflikt. Du skriver, at du nogle gange ikke ved, at I er i en konflikt, før han begynder at råbe ad dig. Det kan virke meget banalt og lige til, hvad en konflikt er. Min oplevelse er dog, at mennesker definerer det forskelligt og derfor også reagerer meget forskelligt på det. Du beskriver netop, at du bare ønsker at tale med ham om de ting, du ikke trives med. Din kæreste har fortalt dig, at han ikke tror, han kan leve op til dine krav og at han vil komme til at skuffe dig. Kunne du forestille dig, at spørge nysgerrigt til, hvad der er på spil for din kæreste, når han opfatter en konflikt? Jeg håber du kan bruge denne lille øvelse til at blive klogere på det, du selv beskriver som et konfliktmønster. Hvad forbinder din kæreste med at være i konflikt og hvordan ser du selv anderledes på det?
Du skriver, at han ikke ønsker hjælp, fordi han ikke ønsker at sidde og få fortalt, at han er fuld af fejl. Jeg tænker, der ligger noget meget sårbart bag denne udtalelse. Derfor skriver jeg bevidst at være ”nysgerrig”. Netop fordi det handler om konflikter, tænker jeg, at det vil kræve noget at spørge ind til emnet uden, at det opfattes som en konflikt for din kæreste. Sådan en snak kunne starte med, at du fortæller hvad det betyder for dig og hvordan konflikter for dig ikke er farlige, men måske ligefrem givende. Skriv eventuelt det ned, du vil sige og sørg for at invitere ham ind på din banehalvdel, uden at dømme hans måde at forstå en konflikt på. Derefter er det hans tur til at fortælle. Jeg håber, at denne lille øvelse kan være med til at løse op for noget.
Vejen til forandring ligger ofte ikke i, at den anden ændrer adfærd, men at man i stedet får større forståelse for, hvorfor ens kæreste gør, som han/hun gør. Det kan lyde hårdt at forsøge, fordi det gør ondt på dig, når han trækker sig fra dig. Jeg forstår godt, at det er meget svært at blive råbt ad og miste kontakten i perioder! Hvis du ikke allerede har delt det, tænker jeg helt sikkert også, at det vil være godt at få sagt højt.
Min erfaring er, at når vi forsøger at besøge den andens banehalvdel uden indvendinger, kan der ske noget med os. Med andre ord kan det give ro i et parforhold at opnå en følelsesmæssig accept af den anden, uden nødvendigvis at være enig i, hvad den anden gør. Nedenfor er nogle små øvelser. Du kan spørge din kæreste, om han vil være med til dem, da det er par-øvelser. Du kan også sagtens lave dem for dig selv.
Fokuser først på, hvor I er forskellige og hvilke knudepunkter, der er til stede. Hvis det er med din kæreste, så handler det om, at hver får taletid uden at den anden responderer. Gå eventuelt en tur imens. Hvis du gør det for dig selv, så skriv ned, hvad det præcis er, der udgør knudepunktet for dig.
Her handler det om at få fortalt hver sin oplevelse om dét knudepunkt, man har fundet ovenfor. Fokusér så vidt muligt på, hvad der har været med til at forme jeres reaktionsmønster. Hvis det er med din kæreste, er det vigtigt at lytte til den anden uden at respondere. Hvis du laver det for dig selv, så handler det om at blive klogere på dit eget reaktionsmønster. En fordel ved at lave denne øvelse selv er, at det kan give større indsigt i, hvad der er på spil for dig. Når du så er i samtalen med din kæreste, kan det måske gøre det nemmere at tale ud fra din egen banehalvdel.
Her handler det om at få fokus på, hvad der kan påvirke parforholdet udefra. Det kan være forhold, der stresser en på arbejde, i familien, blandt venner osv. Dette punkt tænker jeg er særligt relevant i jeres parforhold, hvor der netop er langt imellem jer og man ikke nødvendigvis er vidne til, hvad der sker i hverdagen. Laver du øvelsen selv, så hav fokus på, om der er tidspunkter, hvor du oplever udfordringerne stærkere. Kan det hænge sammen med noget der ligger udenfor dit forhold?
Den sidste øvelse leder ind til selve kernen. Hvordan kan den viden du har fra de øvrige 3 øvelser, ligge til grund for en konfliktsituation. Her handler det så om at få øje på, hvad der gør dig (og evt. din kæreste) låst i jeres reaktionsmønstre.
Jeg håber øvelserne giver mening for dig og eventuelt for din kæreste. Jeg vil anbefale dig at bruge lidt tid på at blive klogere på, hvad der også er på spil for dig, før du taler med din kæreste.
Til sidst vil jeg kort runde din kærestes udtryk for, at I bare lige skal blive gode sammen. Jeg kan ikke umiddelbart læse, om det er noget han har uddybet. Men jeg læser, at det for dig står lidt uklart, hvad det vil sige. Han har nævnt, at god tid blandt andet er uden konflikt og forventninger. Min erfaring er, at forventningsafstemning er vigtig. Jeg kunne måske forestille mig, at din kæreste opfatter forventningsafstemning som en konflikt. Derfor tænker jeg, at det er vigtig at få adskilt de to ting.
Vi kan ikke læse hinandens tanker. Vi kommer hver med forskellige opfattelser, der for os selv er naturlige, men som ikke nødvendigvis er det for den anden. Hvis du har mod på det, tænker jeg, at det er vigtigt at italesætte, at forventningsafstemning og konflikt er adskilte og forskellige. Det falder desuden i tråd med at forstå, hvordan det er din kæreste, oplever konflikter.
Du er meget velkommen til at skrive igen, ringe til Partelefonen eller søge hjælp hos en psykolog eller terapeut, hvis du har brug for yderligere råd.
Venlige hilsner
Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.
TAK for enhver gave!
Send til 94 907