Min kæreste vil ikke sove sammen med mig

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Hej.

Jeg er en kvinde i tyverne. Jeg er kærester med en fyr, som jeg er helt vild med. Han lader også til at elske mig. Han ville gerne flytte sammen, have børn med mig, og han vil gerne have, at det skal være mig for resten af sit liv. Vi har mange fælles interesser og har typisk et godt forhold.

Han har sin egen lejlighed, som han delte med en roommate, der nu er flyttet ud. Siden da har jeg overnattet hos ham og hjælper til, som om jeg selv boede der. Jeg er dog han første kæreste efter 3 år, så jeg har været nervøs for, hvordan han ville tage det.

Desværre har vi et problem, som vi ikke kan løse, og som fylder meget for os begge. Han vil gerne tidligt i seng, og det vil jeg ikke. Senere på aftenen/natten kommer jeg listende ind til ham for at sove ved siden af ham, men han er meget sensitiv overfor lyde, og vibrationer. Derfor vækker jeg ham ofte bare ved de mindste bevægelser eller lyde. Det kan han ikke klare overhovedet. Han bliver vred, og går endda ud af soveværelset for at sove et andet sted i lejligheden. Det gør mig ked af det, at vi ikke kan sove sammen.

Det plejede kun at være sådan i hverdagene, da han ikke skal tidligt op i weekenden, men nu er han begyndt på det også i weekenden. Derudover har han nogle gange på forhånd smidt ud af værelset eller selv valgt at sove i et andet rum.ham selv. Endog på dage, hvor vi går i seng samtidig, har vi det samme problem.

Hvis jeg går ind til ham om morgenen, før han selv er vågnet, bliver han også sur.

Derudover bliver han også irriteret, hvis jeg ikke har taget hele opvasken, inden han kommer hjem, for det plejede hans roommate at gøre, dog kun hendes egen opvask. Jeg har så også påpeget, at vi ikke er roommates, men partnere, og at vi deler den opvask, der er, men at jeg gerne tager det hele i lidt langsommere tempo.

Jeg ved ikke helt, om han nogle gange ser mig mere som en roommate, da det er det, han er vant til, og måske er det også en grund til, vi ikke kan sove sammen, da han er vant til, at man sover i to forskellige rum.

Jeg har dog lagt mærke til, at han nogle gange sover bedre i stuen. Jeg har en fornemmelse af, at det ikke kun er mig, men også den madras han sover på, som ødelægger nattesøvnen. Dertil kommer, at man kan høre hans overbo tydeligere i soveværelset.

Vi står også til at flytte sammen officielt i en anden lejlighed, men jeg bliver mere og mere nervøs for, hvordan vi vil håndtere det. Han siger dog, at han glæder sig, da lydisolationen i disse nye lejligheder er langt bedre. Når jeg prøver at tale med ham om det med sove-problemet, ender vi med at skændes.

Jeg har et behov for at kunne være tæt på ham, mens han bare har et behov for at sove, og vi kan ikke sætte os ind i hinandens følelser omkring det.

Samtidig fortæller han mig også ofte, at det problem må jeg selv løse, hvilket jeg ikke forstår, man kan sige, når problemet indeholder os begge to. Helt ærligt, hvad skal jeg gøre? Jeg er bange for, at problemet fylder så meget, at det kan splitte os ad i sidste ende. Jeg føler lidt, at det er svært at bo sammen som et par, når han ikke kan sove i samme seng eller rum som mig.

Jeg har også oplevet, at han har sagt til mig, at jeg skal vække ham, hvis jeg har brug for ham, men hvis jeg så virkelig gør det, bliver han også sur. Jeg græd en dag over det, men så blev han bare irriteret.

Hvad skal jeg gøre?

Mvh. en frustreret kvinde.

Svar

Kære frustrerede kvinde.

Du skriver, at du er helt vild med din kæreste og hvor er det dejligt at læse! Hold fast i det og mind dig selv om, hvor sejt det er, at du skriver til os og på den måde kæmper for dit forhold! Godt gået!

Du skriver også, at det lader til, at din kæreste elsker dig! Det er jo fantastisk og hvor dejligt, at han har sagt, at han gerne vil flytte sammen med dig (som I snart skal), have børn med dig og leve med dig resten af livet. De fælles interesser lyder også til at være en gave og indikerer, at I generelt bare har det godt.

Grunden til, at jeg nævner det igen, er, at det er vigtigt at huske på, når svære ting i parforholdet dukker op. Når to mennesker er så tætte, vil der komme konflikter, og jeg synes, det virker som et godt parforhold, at du trods en stor konflikt kan skrive så gode ting. Så hold fast i den del, når du går i gang med at håndtere konflikterne.

Roomate vs. partnere

Du skriver, at du var lidt nervøs for, hvordan din kæreste ville tage det, at I blev kærester, fordi han ikke havde haft det i 3 år. Hvad ligger der mon i det? Ud fra det du skriver, tænker jeg, at det blandt andet handler om, at du føler, han ”behandler” dig som en roommate, og det gør ondt på dig, fordi for dig er roommates og partnere ikke i samme kategori. Jeg forstår det også, som om at du føler, at han forventer, at du tager opvasken på samme måde som den gamle roommate. Det, kan jeg godt forstå, kan være hårdt! At føle, at man skal være en anden end den, man er.

Måske du selv har gjort dig nogle overvejelser om, hvad der ligger i dét at være roommates kontra partnere, udover at man deler opvasken? Hvis ikke, vil jeg anbefale dig, at du prøver at tænke over, hvad du ser som forskellen og skriver det ned. Tag en snak med din kæreste om det på et tidspunkt, hvor I har god tid og er gode venner. Nogle gange er det nemmere at ”håndtere konflikterne” i fredstid.

Soveproblemet

Først vil jeg sige, at soveproblematikken lyder rigtig hård. Det er helt forståeligt, at det er noget, der fylder meget for jer begge to! Og jeg forstår godt, at du føler problematikken opleves uløselig, fordi det virker til, at I har meget forskellige behov. Men du skriver også, at I står overfor at skulle flytte i noget bedre lydisoleret, som din kæreste giver udtryk for, at han glæder sig til. Det tænker jeg er et godt tegn! Som jeg læser det, du skriver, er det et udtryk for, at han faktisk ønsker en løsning.

Du skriver også, at han har sagt, at du gerne må vække ham. Det tænker jeg også er et signal om, at han rigtig gerne vil dig. Selvfølgelig er det frustrerende, at han så bliver irriteret, når du så gør det. Men hold lige fast i, at han sender signaler om, at han gerne vil dig. Måske han gerne vil være der for dig, men bare har svært ved det – og måske skal have noget hjælp til det. Én hjælp kunne være at undersøge jeres kærlighedssprog.

De fem kærlighedssprog

Jeg ved ikke, om du kender de fem kærlighedssprog?  Jeg tænker, at de kan være en hjælp og måske øjenåbner for dig og jer. Du skriver, at du har et behov for at være tæt på ham, imens han har brug for at sove. Og det gør dig ked af det, at I ikke kan sove sammen, og du oplever, at det er svært at bo sammen uden at dele denne glæde. De fem kærlighedssprog er: anerkendende ord, modtage gaver, fysisk berøring, tid til hinanden og tjenester.

Tanken med kærlighedssprogene er, at vi har et primær kærlighedssprog. At det er primært betyder, at når vi modtager kærlighed på dét ”sprog”, så fyldes vores kærlighedsbeholder op. Hvis vores partner ikke taler vores primære sprog, bliver kærlighedsbeholderen let tom. Det betyder ikke, at vi ikke kan modtage kærlighed på andre måder end vores primære, men det primære er vigtigt at kende til, fordi det vil fylde vores beholder op.

Tænk på, hvis en dansker og franskmand snakker sammen – danskeren snakker flydende dansk og franskmanden flydende fransk. Men det er ligegyldigt, at de taler deres eget sprog flydende, hvis den anden ikke forstår sproget, mislykkes kommunikationen.

Lær at tale hinandens sprog

I jeres tilfælde tænker jeg, at dit behov for nærhed kunne indikere, at fysisk berøring har stor betydning for dig. Om det er det primære, det ved jeg ikke, men det er vigtig for dig. Ofte møder man en partner, der har et andet primært kærlighedssprog, og derfor skal man ”lære at tale/bruge hinandens kærlighedssprog”. Det kan godt være rigtig svært og tage lang tid. Men det tyder på, at hvis man lærer det, så er der gode muligheder for at kunne fylde hinandens kærlighedsbeholdere op.

Positiv eller negativ spiral

Når man selv har en fyldt kærlighedsbeholder, er der energi til at fylde den andens beholder, og det kan føre til en positiv spiral. Omvendt kan det blive en negativ spiral, hvis kærligheds beholderne er tomme. At din kæreste synes, det er irriterende, at opvasken ikke er taget kunne måske tyde på, at tjenester er vigtig for ham? Måske handler det ikke så meget om, at han ønsker du skal være som hans gamle roommate, men mere om kærlighedssprog?

Der er dialekter inden for hvert sprog

Jeg vil opfordre dig til at læse mere om de forskellige kærlighedssprog. Der er ”dialekter” inden for hvert sprog. Så hvis ens primære sprog er tjenester, er det ikke sikkert, det er alle tjenester, der er lige vigtige. Måske det er opvasken, eller måske er det at handle ind. For fysisk berøring er der også mange dialekter.

Det kan være en stor gave at finde frem til ens primær sprog og dele det med sin partner. Men der er ikke garanti for, at han/hun kan ”sproget” med det samme. Du skriver også, at din kæreste synes, det er et problem du selv må løse. Det, kan jeg godt forstå, at du føler, er urimeligt og forkert. Det er selvfølgelig jer begge, der skal på banen. Men måske du igen i fredstid kunne gå på opdagelse sammen med din kæreste i, hvad hans kærlighedssprog er og prøve at lære det.

Tag en test

Nogle gange kan det godt være svært at finde frem til det. Der findes forskellige tests, men en god regel er, at man kan vende spørgsmålet om. Hvad ville du blive mest ked af, hvis din partner ikke gjorde? For eksempel, hvis han aldrig ville være tæt på dig. Eller hvis hun aldrig tog opvasken. Eller hvis han aldrig kom hjem med en gave osv. Og så er det vigtigt at huske, at der er ikke noget kærlighedssprog, der er mere rigtigt end de andre.

Nærhed i dagtimerne

Sidst vil jeg nævne, at hvis det er nærheden, der betyder meget, er det måske muligt at starte med, at I er mere tæt i dagtimerne? Så du får lov til at være tæt på ham. Ikke hvor du helst vil, nemlig ved at sove ved siden af ham, men i løbet af dagen, så din kærlighedsbeholder kan fyldes lidt op, og der er mere overskud. Og måske kan det være, at det så bliver bedre, når I får ny lejlighed.

Jeg ønsker dig og din kæreste alt det bedste og håber, at I finder en god vej for jer begge!

De varmeste hilsner

Stine Østerlund Førrisdahl, Psykologistuderende

Støt Parvis

Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.

TAK for enhver gave!

Send til 94 907

Flere brevkassesvar

Læs mere fra brevkassen: