Min kæreste ryger hash
jeg kan snart ikke mere

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Kæreste ryger hash

Ved ikke, om jeg skal gå fra kæresten. Han ryger en del hash, sidder bare og spiller herhjemme, er på kontanthjælp og laver intet.

Da vi mødtes, var han en anden person – mere aktiv og nysgerrig på livet. Nu er han tilbage i de gamle rammer, hvor der intet sker.

Vi diskuterer stort set hver måned, om han skal hente hash eller lade være. Han gør det, selvom jeg ikke synes om det. Han vil ikke have hjælp, og jeg kan snart ikke mere.

Bange for at gå fra ham

Problemet er, at jeg også er bange for at gå fra ham, da han ingen opsparing har og heller ingen familie til at hjælpe med en flytning. Dertil kommer, at han bliver modstridig, hvis vi kommer ind på emnet. Så kan han bare bo på gaden, mener han.

Jeg er i vildrede med, hvad jeg skal gøre. Jeg føler ikke rigtigt, vi har et forhold længere. Sexlysten fra min side er så småt forsvundet, og han forstår ikke et nej til sex.

Kunne godt bruge et godt råd?

Svar

Forhold på hans præmisser

Mange tak for dit spørgsmål.
Det lyder på ingen måde til, at du har det godt i jeres forhold. Ja, faktisk føler du ikke, at I har et forhold længere. Som du beskriver det, er I sammen på din kærestes præmisser. Han sidder hjemme og spiller og ryger hash, lever af kontanthjælp og har ikke forståelse for, at din lyst til sex helt naturligt er forsvundet.

Kan jeg flytte fra ham

Det, der egentlig afholder dig fra at flytte fra ham, er hans udtalelser om, at han måske kommer til at bo på gaden, hvis du forlader ham. På dit brev forstår jeg det sådan, at han tidligere har været i misbrug og desværre igen er tilbage i det gamle. Det er rigtig trist, men slet ikke holdbart, at I bliver sammen, som det er nu. Du har gjort ham opmærksom på, at du ikke længere vil leve med det og har opfordret ham til at søge hjælp. Du har gjort, hvad du kunne.

Pådrages skyldfølelse

Din kæreste forsøger at give dig skyldfølelse ved at antyde, at han vil være henvist til gaden, hvis I går fra hinanden. Det kan aldrig være dit ansvar, hvad han vælger at gøre med sit liv. Det er ene og alene hans beslutning, om han ønsker, at livet skal være anderledes, end det er nu.

Bolden ligger hos ham

I længden vil du mere og mere være den, der holder hånden under ham, og det vil ikke være værdigt for nogen af jer. Hvis han vælger at søge hjælp og igen bliver den glade og energiske person, du faldt for, vil fremtiden for jer sammen have nogle helt andre perspektiver. Bolden ligger hos ham. Hvis ikke han tager bolden, er det dig, der må handle.

Hjælp fra venner og familie

Det er forbundet med mange følelser, men også mange praktiske udfordringer at vælge at gå fra sin kæreste. Jeg tænker, at du skal bede din familie og venner om hjælp til at støtte dig i alt det , du står i. Måske du kan bo et sted midlertidigt, til du finder dig et mere blivende sted.

Hvis både du og din kæreste står på lejekontrakten, kan der være nogle udfordringer, hvis kun du ønsker at flytte, og han ikke kan betale for lejligheden, hvis du flytter. Hvis du er bekymret for hans reaktioner, vil det måske være en god støtte for dig, om en ven eller et familiemedlem kan være behjælpelig med stille og roligt at gøre ham klart, hvad din beslutning er, og at du ønsker, I skal skilles på fredelig vis.

Jeg ønsker dig alt det bedste.
Du er velkommen til at skrive igen, hvis der er noget, jeg kan gøre.

Venlig hilsen

Bente Nykjær, Psykoterapeut

Støt Parvis

Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.

TAK for enhver gave!

Send til 94 907

Flere brevkassesvar

Læs mere fra brevkassen: