Kære brevkasse.
I 2023 begyndte jeg at ses med min kæreste, og ret hurtigt erkendte han, at han en gang imellem røg hash. Han sagde, at det kun var i ferier, at det foregik. Da sommeren var slut, fortsatte han med at ryge, når vi var sammen i weekenden. Efterhånden som vi er begyndt at være mere og mere sammen, er det gået op for mig, at han ryger eller har røget, inden vi ses hver eneste dag.
Han mener ikke selv, at han har et problem – for han passer jo sit fuldtidsarbejde. Jeg føler dog, at jeg hele tiden går på kompromis i forholdet. Han har mødt min familie to gange, fordi han ikke kan ryge, når vi ser dem. De må heller ikke komme hjem til mig, når han er her, fordi han jo er påvirket. Vi går ture i alt slags vejr for at han kan ryge – nogle gange flere gange om dagen. Hvis jeg ikke vil gå med, bliver han irriteret og går selv.
Han har en sød og kærlig side, som jeg elsker meget højt. Men det er svært for mig at være i hans misbrug. Jeg ved, at han har en utroligt kort lunte, når han får kritik, og så bliver han enten rasende eller giver mig den kolde skulder. Jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op.
Kære du.
Mange tak for dit spørgsmål.
Jeg kan virkelig godt forstå, at du står i en svær situation. Du er rigtig glad for din kæreste, men samtidig mærker du, at jeres relation mere og mere er på hans præmisser – eller rettere: hashmisbrugets præmisser. Her har du selv en pointe. Du kan rigtig godt lide den, han er, når han ikke er påvirket, men den han er, når han enten er påvirket eller trænger til sit stof, tager mere og mere over.
Over tid er jeres dagligdag blevet mere og mere indrettet, efter at han kan få sit stof. Gåture flere gange om dagen er indrettet efter, hvornår han skal ryge. Din familie kan ikke komme på besøg, når han er der, og hans økonomi er sikkert også præget af, at hashen er en ganske stor post.
Det er en meget sund refleksion, du har i forhold til, hvad du kan – og vil være i. Det kalder på, at du for din egen, og i virkeligheden også for hans skyld, er nødt til at få sagt tydeligt, hvordan du har det.
Når du skal fortælle ham, hvordan du har det, er det vigtigt, at du adskiller ham fra det, vi kunne kalde “misbrugsmennesket”, så han forstår, at du gerne vil ham.
Prøv at spørge ham lidt om, hvad det er, hashrygningen giver ham.
Nogle vil svare, at det hjælper dem til at få ro i tanker, følelser og krop og til at komme ned i gear.
Andre vil svare, at det hjælper dem til at komme op i tempo.
Hvad vil han savne, hvis ikke han kan ryge hash?
Måske din kæreste har nogle udfordringer i sit liv, som han håber, at hashrygningen kan lægge en dæmper på. Det kan være nogle traumatiske hændelser, eller det kan være en uopdaget ADHD eller ADD, hvor hashen går ind og hjælper som en slags selvmedicinering. I dit spørgsmål beskriver du ikke noget i den retning, så jeg nævner det blot, som en refleksion du kan have. Hvis ikke det giver mening, skal du blot skyde den tanke til side.
Jeg håber, at I kan få en god snak, som vil sætte nogle refleksioner i gang hos ham. Måske han selv ønsker at stoppe eller reducere forbruget ved egen hjælp eller hos det lokale rusmiddelcenter.
Hvis ikke han ønsker at stoppe med hashen, ligger bolden hos dig. Du må gøre op med dig selv, om du vil være kæreste med ham på de nuværende betingelser. Jeg synes klart, du har fortjent bedre. Allerede nu oplever du, at dine behov bliver fravalgt til fordel for hashen.
Prøv at spring ud i det med en snak. Hvis du tænker, det bliver for svært, kunne det måske være en ide at kontakte det lokale rusmiddelcenter, hvor der flere steder er tilbud om 3-4 gratis pårørendesamtaler.
Jeg vil ønske dig alt det bedste.
Venlig hilsen
Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.
TAK for enhver gave!
Send til 94 907