Min kæreste og jeg har været sammen i 4 dejlige år, og har boet sammen i de 2. Årene har selvfølgelig også budt på udfordringer henad vejen, når der er dine og mine børn, men vi er kommet igennem dem, på en god måde, syntes jeg. Jeg har taget hendes børn til mig som mine egne, elsker dem, de har taget mig til dem. Den mindste som er hjemmeboende, ser mig faktisk mere som hans far end hans biologiske.
Mine børn har til gengæld ikke det samme nære forhold til min kæreste. Min yngste som også er hjemmeboende, har hun desværre fået et anstrengt forhold til over tid, idet hans personlighed kan kræve megen energi. Han har desværre også haft en kriminel løbebane, hvilket også har været sket i hjemmet, og især dét har påvirket min kæreste meget, når hun samtidig ikke føler sig tæt til mine børn heller.
Med tiden er hun langsomt blevet fyldt op, føler sig irriteret på ham (hjemmeboende), bange for hvad der pludselig kan ske, konsekvenserne af det skidt min søn har lavet. Alt imens har jeg løbende prøvet at få lavet deleordning ændret – ikke altid som ønsket.
Hun og jeg har stort set aldrig været uvenner. Vi passer godt sammen, har et godt samliv – også intimt. Vi har prøvet, oplevet og gjort en masse dejlige ting sammen. Der er faktisk langt og meget mere godt i vores forhold end skidt. Jeg har altid været åben, tolerant, hjertelig, støttende og har accepteret forskellige ting.
Nu er situationen, at hun forleden har meldt ud, at vil flytte for sig selv. Simpelthen for at finde sig selv igen, blive glad, komme væk fra min søn og det skidt han har lavet. Hun ønsker ikke være bange og nervøs for sig selv og hendes søn, plus tænke på, hvornår sker der noget nyt lort.
Hun siger nu også, at hun føler, at hendes kærlighed til mig har ændret sig, og at hun pt ikke har behov for at være i et forhold. Hun vil dog gerne, at vi stadig mødes, spiser sammen m.m, når hun er flyttet. Hun vil intet love eller garantere om, hvorvidt vi kan blive kærester igen eller ej senere. Hendes søn er blevet meget ked af det, vil savne mig utroligt meget, og vil gerne både besøge og komme på weekend hos mig.
Vi bor stadig sammen, mens hun leder efter bolig, men vi har ingen kram, kys, kærtegn, kærlige ord eller intimitet mellem os. Hun virker kølig og afvisende, viser ingen følelser. Vi sover i samme seng uden at jeg må gøre noget, hvilket driver mig til vanvid. Dog kan vi godt kalde og skrive skat til hinanden, hvilket hun også gør flittigt. Jeg elsker hende af hele mit hjerte, min krop og sjæl. For få måneder siden, friede jeg sågar til hende og fik et ja. Så jeg er mildest talt fuldstændigt ødelagt, da hun uden sidestykke er min absolutte drømmekvinde.
Skal lige siges, at både hun og jeg har hver især et tidligere langvarigt ægteskab i bagagen, så vi har begge været klar over, hvad vores næste partner skulle indeholde af værdier. Men det hun pt udviser, når vi stadig er sammen, river mig i stykker. Samtidig kan jeg godt forstå hendes valg. Alligevel vil jeg gøre ALT for at vi kan blive kærester igen, selvom vi ikke bor sammen. I døgnet efter hendes udmelding har jeg i hvert fald virkelig gjort hende opmærksom på, hvor meget hun betyder for mig, hvor meget jeg elsker hende og hvor meget jeg gerne vil hende til mine dages ende. Jeg har sagt, at jeg IKKE VIL andre end hende, og prøver på bedste behør også at give hende så meget plads som overhovedet muligt. Jeg prøver ikke at udvise min vulkan af kærlige følelser for hende.
Men…hvordan kan jeg få hende tilbage? Er hendes kærlighed til mig mon forduftet? Hvordan skal jeg forholde mig i denne hjerteknusende situation? Der kan gå måneder før hun flytter. Vil hendes følelser for mig mon komme tilbage, når hun har sit eget hjem, og vil hun mon savne mig?? Har virkelig været en god kæreste for hende, uden at det skal lyde højrøvet, men det har jeg, hvilket familie og omgangskreds bekræfter.
Så er der mon håb for forholdet i version 2.0 ??
Mvh, den dybt ulykkelige
Kære dybt ulykkelige 49-årige
Mange tak for dit brev. Det er virkelig en ulykkelig situation du/I er kommet i. Det var ikke, hvad I drømte om og håbede på, da I flyttede sammen, og da I senere besluttede jer for at blive gift på et tidspunkt.
I har arbejdet hårdt på at få 2 sammenbragte familier til at fungere, og du synes langt hen af vejen at det er lykkedes. Du er mere knyttet til hendes børn end omvendt, og sådan er det bare nogle gange, når man har dine og mine børn under samme tag.
I voksne har oplevet den glæde, at I har haft det godt både i jeres intime samliv, og i jeres oplevelser sammen i øvrigt. Det har været, og er, et rigtig godt fundament for jer. Det gode I har haft sammen, er der ikke nogen, der kan tage fra jer. På den baggrund opleves det endnu mere smerteligt for dig, og sikkert også for din kæreste, hvad der sker nu.
Jeres fundament bliver kraftigt udfordret af din yngste søns personlighed og hans kriminelle adfærd både udenfor og indenfor hjemmet. Nu er din kæreste blevet utryg både på egne, og sikkert ikke mindst på sin yngste søns vegne. Hun vil til enhver tid beskytte sit barn, uanset hvad der har været af godt i jeres voksenrelation. Det lyder til, at en del af dig også anerkender og forstår det.
Jeg kan rigtig godt forstå din ambivalens. På den ene side er du knust over, at dit livs kærlighed nu vælger at gå, på den anden side ser og anerkender du også, at hun og hendes yngste barn ikke kan trives under de nuværende omstændigheder. Jeg gætter på, at du dybest set længes efter at kunne tilbyde dem tryghed.
Din kæreste har brug for at at få en tryg og sikker base for sig selv og sin søn. Det er helt forståeligt, at hun har brug for ro, for at kunne finde sig selv efter en kaotisk periode. Det bedste du kan gøre, er at støtte hende i det, og lade hende få den tid, det kræver.
Jeg forstår godt din forvirring over, at hun stadig kalder dig ”skat” og på nogen områder stadig agerer som din kæreste. Hun er helt sikkert også selv forvirret. Det er forståeligt, at hun prøver på at afgrænse sig selv ved ikke at ville modtage kærtegn, have sex osv. Måske I skulle tale om, hvorvidt det er muligt ikke at dele soveværelse indtil hun flytter, da det giver alt for mange komplikationer for begge parter.
Som sagt, er du nødt til at give hende tid, og samtidig signalere at din dør er åben, hvis hun en dag er klar til, at I kan have en kærlighedsrelation igen.
I mellemtiden kan du med fordel have fokus på at hjælpe din egen familie, og især din yngste søn på fode. Har I mon et tilbud om familiebehandling i jeres kommune? Skal du og din ex kone have noget sparring i forhold til at få samarbejdet omkring din søn til at fungere? Hvilke håb og drømme har din søn selv? Hvordan kan du være en nærværende og guidende far for ham? Hvad savner han fra dig? Hvad har du selv brug for af guidning? Arbejdet med dine egne familierelationer giver rigtig god mening i sig selv.
I forholdet til din kæreste kan du også forsøge at blive tydeligere over for hende. Hvad er du i stand til at skabe af tryghed? Hvem er du som menneske? osv. Jeg forestiller mig, at I har oplevet at stå i brandslukning i en længere periode. Måske din kæreste har gået med uudtalte ting, hun har ønsket, du skulle agere på i situationen. Det er altid meget følsomt at udtale sig om sin partners barn. Vi ved det ikke, men nu er muligheden for at hun kan sunde sig, når hun snart får et sted at bo. I den periode kan I ses som venner, og forhåbentlig få nogle gode samtaler om, hvad I hver især har oplevet.
Vi ved ikke, om du får hende tilbage. Hun ved det heller ikke selv. Jeg håber dog, at I kan bruge det gode fundament I har haft sammen til at samtale om, hvad I hver især har lært, og hvad I vil tage med videre, enten sammen eller hver for sig. Jeg ønsker dig det allerbedste i dit liv fremover.
De bedste hilsener fra
- Online
- Fysisk fremmøde
Til brevkassen Min kæreste og jeg har været sammen i 4 dejlige år, og har boet sammen i de 2....
Til brevkassen Hej Min kone vil skilles og det ønsker jeg ikke. De sidste 2 år har jeg været frem...
Til brevkassen Hej Jeg skriver til dig på grund af, at jeg har brug for et godt råd. Jeg har...
