Min kæreste var så jaloux – nu har jeg slået op, men har dårlig samvittighed

Hej parvis

Jeg skriver, fordi jeg er forvirret og ked af det. Jeg er 24. Jeg har været sammen med min nu eks-kæreste i syv måneder. Helt fra starten af har jeg kunnet mærke, at han har været jaloux anlagt. Noget som jeg egentlig normalt ser som et rødt flag, men tiden gik, og jeg blev glad for ham, og vi blev kærester.

I starten af vores forhold sidder han med min telefon og er inde på Snapchat. Han går så ind i billeder, og jeg kommer i tanke om, at jeg da egentlig har billeder af min tidligere kæreste der. Ikke nogle jeg bevidst har beholdt for at kigge tilbage på. Jeg går så lidt i panik og siger til ham, at der nok er nogle billeder, som han ikke vil bryde sig om. Det gør ham frustreret og får ham til at sætte spørgsmålstegn ved, om jeg overhovedet er kommet videre efter min tidligere kæreste osv. Jeg fortæller ham, at det intet har med det at gøre, og at jeg sagtens kan slette de billeder.

Nogle uger efter låner han min computer, mens jeg er på arbejde. Her tjekker han så mine billeder, som jeg selvfølgelig har synkroniseret med min telefon, hvilket jeg ikke har tænkt over. Her var der så også nogle intime billeder med min tidligere eks, som han så. Jeg var ikke klar over, at min computer stadig havde de billeder. Det fortæller jeg ham. Jeg forstår godt, at det må være mega hårdt for ham, at se de billeder. Dog er det også et tillidsbrud fra hans side.

Nå, de seneste par måneder af vores forhold har vi skændtes og diskuteret meget – også om ligegyldige ting. Hvis jeg havde været i byen, skulle jeg forhøres, når jeg kom hjem. Inden jeg skulle afsted, kunne han ikke sige, at jeg så godt ud. Han sagde i stedet: “Du har godt nok stive nipples.” Alt sådan nogle ting. Jeg fortæller ham, at jeg ikke har nogle intentioner andet end at hygge mig i byen med mine veninder/kollegaer. Jeg fortæller ham også, at jeg synes, det er træls, at han skal kommentere på mit tøj på den måde.

Det er bare én af de diskussioner, der kommer igen og igen,  og vi kommer ind i en dum cirkel af diskussioner. Jeg begynder også at blive mistroisk overfor ham, hvilket ikke ligger til mig. Jeg stalker hans Instagram osv. Jeg føler egentlig, at jeg bliver én, som jeg ikke har lyst til at være. Jeg kan godt stadig gå i byen, men lidt med en klump i maven. Jeg tænker ofte, at det er godt, hvis jeg er tidligt hjemme, for så kommer der færre problemer.

Vi havde også en episode, hvor vi skulle sammen i byen med nogle af mine veninder og deres kærester. Min ekskæreste siger, at han kører kl 22, da han skal arbejde dagen efter. Han drikker lidt med og ender med at tage med i byen alligevel. Han vil så gerne hjem omkring 01.30, hvor jeg egentlig ikke vil hjem. Han spørger mig så, om jeg vil med hjem, og jeg siger ja. Men jeg har egentligt lyst til at blive, så det siger jeg lidt tid efter. Så bliver vi virkelig uvenner og råber ad hinanden. Han kan ikke fatte, at jeg hellere vil være i byen end at tage hjem med min kæreste. Han ender så med at køre hjem alene, og jeg er ked af det. Tror også lidt, at jeg blev lidt rebelsk. Jeg vidste den nemme løsning ville være at tage med hjem, men jeg ville jo i virkeligheden gerne blive og hygge med de andre.

Efter nogle måneder med mange diskussioner er jeg kommet frem til, at den måde, vi har et forhold, ikke er rigtig. Jeg vil gerne, at vi kan løfte hinanden op og booste hinanden. Menjeg synes alt skriger om, at han er mega usikker på sig selv. Det ikke er sundt for mig. Jeg slog så op for en dag siden, da vi havde endnu et skænderi, og det ligesom var den sidste dråbe. Det kom som et chok for ham. Han forstod det ikke, når jeg for nylig havde sagt, at jeg elskede ham højt, og at han var min eneste ene osv.

Han siger, at han ikke kan leve uden mig, og hvis han skal tage til psykolog, så vil han gøre det. Jeg synes, det er så hårdt, at skulle afvise ham gang på gang. I virkeligheden har jeg bare har lyst til at være sammen med ham uden nogle (store) problemer. Jeg elsker ham jo stadig, men jeg var/er ikke glad.

Jeg er lidt i et dilemma, fordi han bliver ved med at presse på. Jeg er bange for, at jeg i sidste ende “bukker under,” fordi jeg får så dårlig samvittighed over at gøre ham så ked af det. Nu ser jeg endelig den sårbare side af ham, som jeg har manglet….

Hvad er den mest optimale måde at håndtere det hele på? Han skriver stadig og ringede også nogle timer, efter at vi havde slået op. Det er som sagt kun en dag siden, men det føles bare ulideligt lige nu.