Vi har et uforpligtende forhold – men jeg ønsker mere
Til brevkassen Jeg har haft en affære med en forlovet mand i 9 måneder indtil for 3-4 måneder siden. Jeg...
Hej parvis
Jeg er en 26-årig pige, som har set en fyr i ca. 2 måneder. Vi har det simpelthen så godt sammen; han er utrolig omsorgsfuld, vi har samme humor, har mange fælles interesser, har fantastisk sex – ja, det er bare godt 🙂
Sagen er dog den, at jeg gik fra min tidligere kæreste gennem 7 år for ca. 9 måneder siden. Det var et utroligt hårdt brud, selvom det var mig, der tog beslutningen. Jeg har på ingen måde fortrudt, men det var så umådelig hårdt at såre ham så dybt, og det sidder stadig i mig.
Nu da jeg er sammen med ham den nye, kan jeg mærke, at min frygt for at såre igen sidder i mig. Jeg havde en knugen i maven i lang tid, før jeg gik fra min ekskæreste, og den er begyndt at komme igen. Dengang handlede det meget om, at jeg inderst inde godt vidste, at vi ikke skulle være sammen – og nu er jeg i tvivl om, hvorvidt det er det samme med den nye? Eller om jeg bare er vildt bange for at starte noget nyt om, fordi jeg er blevet bange for at være den, der sårer igen på et tidspunkt?
Skal jeg bare springe ud i det og se, hvad der sker? Eller skal jeg gå nu, fordi min krop åbenbart siger noget til mig? Jeg tænker slet ikke de her tanker, når vi er sammen – men det fylder rigtig meget, når jeg er alene. Måske er han bare ikke “the one?”. For jeg føler, at mine veninder er meget sådan, at de bare vidste det med det samme, at de skulle være sammen med deres kæreste for evigt – og det ved jeg ikke, om jeg gør endnu?
Vh
Den forvirrede
Kære du
Tak for at du skriver! Det er godt at dele sine bekymringer. Det kan både få en selv til at tænke, men forhåbentlig kan jeg også give dig nogle hjælpende input!
Det lyder til, at han er en dejlig fyr, og at I har det skønt sammen. Du beskriver, at I har det godt sammen, og at han er god ved dig. Det lyder som om, at du ikke har nogen tvivl, når du er sammen med ham. Men når du er alene, kan du mærke dine bekymringer i maven. Du er nervøs for, om denne følelse i maven er den samme, som du oplevede ved din tidligere kæreste. Du havde svært ved at bryde med din tidligere kæreste, og det forstår jeg godt, når I havde været sammen i lang tid. Jeg forstår godt, at du ikke har lyst til at såre den nye fyr, og jeg forstår godt, at du bliver nervøs for, om det er det samme igen.
Først og fremmest har jeg lyst til at sige, at det er helt normalt, at gamle følelser sidder i kroppen, og at de dukker op igen, når nye oplevelser minder om fortiden. Det betyder ikke, at oplevelsen er den samme. Du skriver, at du dengang inderst inde godt vidste, at I ikke skulle være sammen, så jeg tænker, at det var noget mere end en ”knugen i maven”, der dengang fik dig til at afslutte det. Hvis det kun er følelsen i maven, du mærker nu, kan det være, at det bare er din krop, der minder dig om dengang, uden at det betyder, at det er det samme med den nye fyr.
Du skriver desuden, at du ikke ved, om han er ”the one”, og du har indtryk af fra dine veninder, at det er normalt at mærke fra starten. Alle forhold er forskellige, og processen bag er også forskellig. Nogle vil føle sig sikre fra starten, mens andre vil udvikle sig løbende. Det er på ingen måde unormalt at være usikker i starten og så langsomt blive mere sikker. Måske har dine erfaringer om at afslutte et langvarigt forhold gjort dig mere påpasselig med at erklære en ny fyr for ”the one”. Jeg forstår godt, at det ville være rart at føle sig sikker, men jeg tror også, der er fordele ved at være mere forsigtig, da man så undgår at blive forblændet af forelskelse. Du må godt give dig selv tid til at kunne følge med, og du må godt tage det stille og roligt.
Dine bekymringer lyder hverken unormale eller uforståelige for mig, men derfor kan de stadig være ubehagelige for dig. Jeg vil foreslå dig at snakke med ham om det, hvis du har mod på det. Bekymringerne kan blive mindre, når vi taler om dem.
En sidste bemærkning fra mig er, at du kun selv kan beslutte, hvad du vil gøre. Du har gjort dig mange overvejelser, og jeg håber du fortsat vil mærke efter i din krop, men samtidig være opmærksom på, at din krop sommetider skal lære, at en ny situation ikke ligner gamle oplevelser.
Jeg håber, du finder ud af, hvad du skal gøre med den nye fyr, og jeg håber, at du får nemmere ved at lægge den gamle oplevelse bag dig, når du får nye erfaringer. Forhåbentlig kan du bruge mine overvejelser, og ellers er du altid velkommen til at skrive til os igen!
Endnu engang tak for din henvendelse og de bedste hilsner
Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.
TAK for enhver gave!
Send til 94 907