Min mand truer med at tage en elskerinde

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Hej i brevkassen.

Jeg er en kvinde først i 50`erne, og jeg har været gift i godt tyve år. Vi er et kristent ægtepar, der har meget forskellig opfattelse af vores sexliv. Det fører til konflikt mellem os. Min mand har gennem årene flere gange sagt, at så kan han også gå til en elskerinde, da han ikke er tilfreds med den sex og hyppighed, jeg kan give. Vi har sex ca 1 gang om ugen, men oftest uden at jeg har lyst, og det bliver oftest til en quicky.

Jeg bliver utrolig hårdt ramt, når han begynder at tale om en elskerinde – han siger dog, at han ikke har gjort det. Men i min optik er det ikke noget, man “truer” med. For mig bliver det et udtryk for, at jeg ikke har nogen værdi for ham, og at jeg ligeså godt kunne byttes ud med en hvem som helst anden. For mig at se hører trusler og kærlighed ikke sammen.

Det har jeg for mange år siden accepteret, forstået sådan at jeg har valgt at blive i mit ægteskab, selvom jeg ikke føler mig elsket. Samtidig har jeg indimellem også haft håb om, at vi kunne finde en form for fællesskab og måske vokse lidt tættere sammen over årene. Indimellem synes jeg det er lykkedes.

Jeg ryger bare tilbage til et nulpunkt, når han igen bringer en elskerinde på banen. Jeg har forsøgt at tilgive ham de forrige trusler, og han har lovet flere gange ikke at nævne det igen. Det har jeg valgt at tro på, men nu gør han det så igen.

Er jeg helt galt på den, når jeg mener, at det er en dårlig ide verbalt at bringe en elskerinde på bane?

Mvh V

Svar

Kære V

Tak for dit spørgsmål til brevkassen. Jeg kan godt forestille mig, hvor frustrerende det er, at din mand kommer med de trusler, han gør. Det korte svar på dit spørgsmål er, at du ikke er helt galt på den. Det er bestemt ikke godt for jeres ægteskab og sexliv, at han på den måde truer med at tage en elskerinde.

To frustrede parter

Som du beskriver jeres ægteskab og ikke mindst jeres sexliv, så tænker jeg, at din mand og du er to forskellige steder. Som jeg læser det er I begge meget frustrerede, og løsningen på det er ikke, at din mand tager en elskerinde eller for den sags skyld heller ikke, at I får en quicky en gang om ugen, som du ikke har lyst til. Begge dele bidrager desværre til, at der skabes større afstand mellem jer. Sex er meget mere end den seksuelle akt. Der er så mange andre følelser på spil, og det tror jeg ikke kan mættes, ved at din mand tager en elskerinde, selvom det lyder til, at han tror det.

Sex går gennem dagligstuen

Jeg har hørt det beskrevet sådan, at vejen til et godt sexliv i soveværelset går gennem dagligstuen. Altså hvis man skal skabe et godt sexliv, så skabes det i det gode hverdagsliv, i forholdet man har til hinanden i hverdagen, den måde man snakker sammen, rører hinanden, deler småt og stort, og ikke mindst respekterer hinanden på godt og ondt.

Samtidig er sexlivet en essentiel del af samlivet i ægteskabet, fordi det skaber en speciel nærhed og samhørighed, som ikke kan skabes med ord, og som jeg læser dit brev er det også i jeres forhold en vigtig del.

Kærlighedssprog

For nogle mænd kan sex være en udtryksform, en måde at vise kærlighed og nærhed. Hvis din mand ikke har så mange ord, kan det måske være svært for ham at udtrykke sig på anden måde end gennem den nærhed, der skabes ved sex. Måske er det derfor, at det er så afgørende for din mand, at jeres sexliv fungerer?

Som du skriver, hænger trusler og kærlighed ikke sammen. Når din mand kommer med de trusler, tænker jeg også, at det kan være noget, han siger i afmagt. Måske fordi at for ham er sexlivet den måde, han mest oplever nærheden i jeres samliv. Hvis din mands kærlighedssprog er fysisk berøring, vil det være den måde, han bedst kan udtrykke sin kærlighed, og også den måde han bedst kan mærke, at han er elsket. Derfor kan fravær af sex måske skabe en følelse af mindreværd og afvisning hos din mand, selvom det ikke er det, der er i spil for dig. Og du har måske brug for nærheden i relationen og i ord og handling for at kunne få lyst til sex og så har vi en dårlig spiral.

En bleg efterligning

Så når det går skævt for jer i jeres samliv, er det måske, fordi at for din mand skabes relationen til dig gennem sex, og for dig er relationen en forudsætning for det seksuelle samliv med ham. Derfor tror jeg, det er vigtigt, at I får snakket om, hvad der er på spil for jer begge. Som det er nu, bliver ingen af jer tilfredse. Selvom din mand måske gerne vil have sex hver uge, så er det bestemt ikke det, han har brug for, når det ikke er noget du er helt med i. Din manglende lyst vil bare skabe større og større afstand mellem jer. Så bliver jeres sexliv bare en efterligning af det, han har brug for, nemlig nærheden med dig. Det er ikke sikkert, at han er bevidst om det.

Håb om fællesskab

Du skriver, at du har valgt at blive i dit ægteskab, selvom du ikke føler dig elsket. Du skriver ikke, om du elsker ham, men at du ind imellem har et håb om, at I kan få et tættere fællesskab med hinanden. Det betyder heldigvis, at der er håb for, at I igen kan skabe det fællesskab, der skaber en bedre grobund for et godt og intimt fællesskab og sexliv, som I begge kan få det godt med.

Hvornår fungerer det godt?

Jeg ved ikke, om du er bevidst om, hvad det er, der gør, at du ind imellem føler, I har en bedre relation? Jeg tror, det vil være godt for dig og jer begge, at I starter der, hvor det går godt. Hvad er det, der for jer skaber fællesskab? Er det gode samtaler? Er det fælles projekter eller oplevelser? Det er forskelligt, hvad det er, der fungerer i ægteskaber, men nogle gange er bevidstheden det, der skal til for at skabe mere af det, der går godt. Det har I helt sikkert begge brug for.

Hvad har du brug for – hvad tænder du på?

Samtidig synes jeg, det er vigtigt, at du forsker i, hvad det er, du har brug for? Hvad gør dig godt? Hvad tænder du på seksuelt? Hvad skaber den gode relation til din mand? Hvad er det, der gør, at du ikke føler dig elsket? Hvad skal der til, for at du føler dig elsket?

På samme måde kan du tænke over, hvordan du skaber den gode relation til din mand. Hvordan kan du glæde ham og vise, at du elsker ham. Hvordan kan du vise ham, at du gerne vil ham, så han ikke kun føler sig elsket ved at have sex, men kan mærke, at du gerne vil ham, udover at du stiller op til at have sex hver uge, selvom du ikke har lyst.

Forandring og overgang

Jeg tror, det er et problem i mange ægteskaber, specielt når man kommer op i jeres alder, at den ene har mere brug for sex, end den anden. Overgangsalder kan også spille ind og skabe forandringer i behov og lyst. Det er fristende at lade den, der har det største behov bestemme, hvor ofte man skal være sammen seksuelt. Det kan være et valg, man tager, men sex er også kommunikation, og på den måde bliver det desværre en skæv kommunikation, ligesom når det kun er den ene, der taler i en samtale. Der mangler noget, der er ingen nærhed og samhørighed, og desværre skaber det ofte større afstand.

Opsøg hjælp

Det er derfor rigtig vigtigt, at I sammen får talt om, hvad der sker imellem jer. At I får talt om, hvordan I får skabt en bedre vej, hvor han får sit behov dækket, og du kommer til orde med dine behov og lyster, så han forstår, hvad der sker for dig. Det er ikke sikkert, det er nemt for jer. Det er et emne, der er rigtig svært for mange at få taget fat på. Det lyder til, at I har en ulige kommunikation og relation, så derfor vil jeg opfordre jer til at finde en terapeut eller sexolog, som kan give jer input til, hvordan I finder vej ind i det gode og fantastiske sexliv, som giver kærlighed og nærhed og ikke som nu, afstand og trusler. I har også lige nu mulighed for at få hjælp via vores gratis sexologiske samtaler.

Jeg ønsker jer alt det bedste og håber, I finder en vej videre.

Kirsten Kirk Christensen, Psykoterapeut

Støt Parvis

Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.

TAK for enhver gave!

Send til 94 907

Flere brevkassesvar

Læs mere fra brevkassen: