Kære brevkasse
Dette bliver en lang mail, for jeg har meget på hjerte. Min mand og jeg har kendt hinanden i 22 år. Vi har en fælles datter på 17 år, og vi har sammen taget os af mine store nu udeboende børn på 27 og 25 år. Vi har altid haft problemer med at kommunikere, og trods adskillige forsøg har vi aldrig fundet rytmen. Vores sexliv gik i stå for 10 år siden, og min krop hungrer efter berøring og intimitet. Min mand siger ofte, at han elsker mig, men jeg kan ikke mærke det, og det har jeg sagt til ham. Jeg har tigget og bedt om sex de sidste mange år, og det sker 1-2 gange årligt, at vi er sammen. Han siger, at han gerne vil, men har har et hav af undskyldninger for, hvorfor “det ikke lige kan blive i dag eller i morgen”.
Jeg synes ikke, han taler pænt til mig. Det har min ældste datter også observeret, og det har jeg sagt til ham. Hans svar er, at det er mig, der ikke taler pænt til ham. Han synes, jeg presser ham i forhold til sex, og han siger ofte, at han ikke kan leve op til de forventninger, jeg har til ham.
Han laver ikke noget hjemme. Det er mig, der står for alt. Han snakker meget om sig selv og hans forholdsvise lille familie. Når han har været ude at cykle en tur, skal jeg detaljeret høre om hans tur. Jeg cykler ikke, men laver andre ting, og hvis jeg fortæller om det, siger han: “Nå, nå.” Jeg kan oftest se, at han ikke hører efter.
Mange vil jo nok sige, at jeg skal forlade ham, men egentlig er jeg interesseret i at få gang i vores ægteskab igen, hvis han altså vil. Vi har været til parterapeut en gang. Det syntes han ikke, vi fik noget ud af, så det gider han ikke igen. Når vi diskuterer, bringer han stort set altid skilsmisse op. Jeg har sagt til ham, at jeg synes, det er ufint, men det har ikke ændret noget.
Vi har på min opfordring haft tusindvis af snakke. Jeg synes, jeg har taget mange ting til efterretning, som han har irriteret sig over, men det går aldrig den anden vej. Han har opfattelsen af, at jeg altid er efter ham, og jeg synes, jeg gør alt for ham. Jeg oplever, at han har det som blommen i et æg og alligevel brokker sig over alt.
Han har ikke et godt forhold til vores datter, og det giver han mig skylden for. Han mener, jeg har præget hende til ikke at kunne lide sin far. Jeg har sagt til ham, at hvis man gerne vil have et godt forhold til sine børn, så har man selv ansvaret for at skabe en god relation. Han hører simpelthen ikke efter, hvad jeg siger. Han holder fast i, at det er min skyld.
Jeg er træt af at skændes, ingen sex at få, få skylden for ting, jeg ikke er skyld i, og så høre på hans evige brokkeri. Jeg har sagt til ham, at jeg kan mærke, han ikke har det godt, og at jeg gerne vil støtte ham til at få det bedre. Han siger bare, at jeg skal lade være med at presse ham.
Han er god til at rose andre kvinder for deres udseende og væremåde. Jeg har sagt til ham, at jeg bliver ked af, at han aldrig siger noget pænt til mig. Det tolker han som jalousi. Jeg tror på, at han elsker mig, men jeg spørger mig selv, om det er som en ven?
Han råber også tit ad mig. Jeg har bedt ham om at lade være med det, da det gør mig ked af det. Han siger, at det er den eneste måde, jeg hører efter på. Jeg har uden held forsøgt at forklare ham, at der forskel på at blive hørt og på at få sin vilje. Jeg kan godt høre, hvad han siger, men jeg er bare ikke altid enig. Han er en sød far, der vil give sine/mine børn alt. Han er charmerende, hvis han er i godt humør. Han bærer desværre ofte nag til folk, hvis de har sagt noget, han ikke bryder sig om. Det har gjort, at vi også i årevis ikke har kunnet ses sammen med noget af min nærmeste familie. Det går bedre nu, men det har taget 10 år med tilbagevendende diskussioner omkring dette.
Jeg orker ikke mere, men jeg orker heller ikke skilsmisse. Jeg vil bare gerne gerne leve i fred og fordragelighed. Jeg vil gerne åbne hans øjne for, at jeg er hans ven og ikke fjende, men jeg kan ikke finde på mere. Jeg får ham ikke med til parterapi. Hvad er mit næste træk?
Kære spørger!
Tak for din mail! Som du selv skriver, er det en lang mail, og det er det jo fordi, der er så meget, der trykker dig og er svært for dig! Jeg vil prøve at kommentere på en del af det.
Det lyder som mange rigtig svære smertefulde år for jer begge to! Det er utrolig slidsomt, når vi dag efter dag lever i et parforhold, hvor vi er utrygge ved hinanden. Jeres konflikter har kørt gennem mange år, og jeg spekulerer på, hvornår jeres parforhold var godt? Hvis det har været godt og trygt at være i på et tidspunkt? Jeg spekulerer også på, hvad I faldt for ved hinanden. Mon du kan fremkalde minder og følelser fra dengang, I blev kærester? Hvilke tanker og følelser mon falder dig ind? At tænke tilbage på det løser naturligvis ikke noget af sig selv; men jeg tænker blot på, om oplevelser og minder fra dengang kan hjælpe jer til at se lidt af det gode i hinanden? Til at finde lidt nænsomhed frem igen overfor hinanden.
Det lyder nemlig til, at jeres parforhold er blevet så konfliktfyldt, at I er blevet hinandens fjender. Det er det, der sker, når vi oplever, at konflikter ikke lader sig løse, bliver langtrukne og eskalerer for os. Til sidst ender vi med at se hinanden som vores fjende og har ikke længere øje for det gode, den anden gør, eller de gode intentioner, som den anden måske stadig har. Vi bliver blinde, og al vores fokus går på at blive bekræftet i, at den anden kun gør uhensigtsmæssige ting og ofte kun er ude på at såre. Det er et meget vanskeligt sted at stå, og de færreste lykkes med at løse de konflikter af dem selv, fordi så mange følelser og erfaringer, fra hvor man er blevet såret, fylder.
Når utrygheden flytter ind
Når vi har mange konflikter, sker der også det i os, at vi bliver utrygge. Det kan jeg også læse, at du er. Du er utryg ved, om han vil dig, om han vil dig som ægtefælle eller som ven. Du er utryg, når han roser andre kvinder, men ikke roser dig. Du bliver utryg, når han ikke vil have sex, og når han råber ad dig.
Når vi bliver utrygge, aktiveres vores nervesystem; det system, som er sat i verden for at passe på os. Når vi igennem længere tid er utrygge i en så nær relation, kommer vi i forsvarsposition, og vores system prøver at beskytte os. Det kan vi gøre ved at kæmpe, flygte eller fryse. Dvs. vi kan forholde os til det svære ved at kæmpe og blive ved med at kæmpe; måske uden efterhånden at vide, hvad vi kæmper for. Vi kan også flygte; det er det, vi gør, hvis vi går ud af en relation. Eller vi kan fryse, hvilket kan ske ved, at vi bliver passive og lader stå til. Det lyder, som om du kæmper!
Du skriver, at du ikke vil skilles, men blot gerne vil leve i fred og fordragelighed. Med den fortælling, du kommer med, lyder det, som om der er lang vej til at lykkes med det. At løse konflikter kræver, at begge parter er villige til at rykke på sig, til at indrømme fejl, til at gå på kompromis, til at snakke sammen om det svære. At begge parter er villige til at kæmpe for det gode!
I konflikter kommer vi også ind i sandhedsdiskussioner. Hvem har ret, og hvem har ikke ret? I diskuterer, hvem det er, der ikke taler pænt til den anden; og I oplever begge at blive talt dårligt til. Ud over at I tilsyneladende begge sårer og bliver såret, kommer diskussionen til at handle om, hvem det er, der sårer hinanden. Hvem der har ret!
Tænk om I kunne lytte til hinanden og begge erkende, at I taler dårligt til hinanden? At starte med at erkende egne fejl i stedet for primært at sætte fokus på den andens fejl. Når vi er utrygge, eller når vi er i tvivl, om vi kan regne med det andet menneske, er det så let at se den andens fejl og mangler og nærmest angribe den anden. Og vi har så uendeligt meget sværere ved at indrømme vores egne fejl eller mangler. Men det forsonende ligger i at stå ved sig selv, og ud fra eget sted kunne række ud, indrømme at vi har såret den anden og måske endda sige undskyld.
Du skriver også, at din mand siger, at han elsker dig, men at du ikke kan mærke det. Måske har I forskellige kærlighedssprog eller måder at udtrykke kærlighed på. Nogle mennesker mærker sig elsket gennem berøring og sex. Andre mærker sig elsket gennem anerkendende ord, tid sammen, gaver eller hjælp i hverdagen. Et menneske, der føler sig elsket gennem berøring, vil typisk også række ud til det andet menneske gennem berøring. Men hvis det andet menneske bliver bekræftet gennem ord, ja, så ender det med, at vi kommunikerer på forskellige frekvenser og ikke får fyldt hinandens kærlighedsbeholder op.
Mon det også er sådan hos jer? At du mærker dig elsket gennem sex og derfor også gerne vil bekræfte ham gennem sex? Mens han måske mærker sig elsket gennem et andet kærlighedssprog – enten tid sammen, anerkendende ord, gaver eller tjenester? Måske kan I med fordel begge tage en test og blive klogere på, hvad der er jeres kærlighedssprog.
Når du beder om råd i din mail, og din mand ikke vil med i parterapi, så tænker jeg, at en konkret ting, du kan prøve af, er at beslutte dig for at begynde at se det positive ved din mand. Fortæl ham, at du har besluttet dig for at lede efter de positive ting eller de positive stunder. Og bed ham om at gøre det samme. Du kan beslutte dig for dagligt at finde én positiv ting ved ham eller ved noget. han gør, og sige det til ham. Beslutte dig for at være taknemmelig i det små – hvad mon du kan få øje på i hverdagen, hvis du begynder at lede efter det? Vil der alligevel dagligt kunne findes et moment, som gør dig glad eller tilfreds? Hvad vil det mon betyde for dig, hvis du lykkes med at finde noget positivt frem? Hvad mon det vil betyde for ham, hvis han begynder at blive mødt med taknemmelighed, ros eller anerkendelse frem for at blive mødt med det, han opfatter som kritik og krav? Mon han vil kunne begynde den samme proces i forhold til dig?
Jeg håber, at jeg med dette brev har fået sat nogle refleksioner i gang hos dig. Om du skal blive, eller om du skal forlade ham, kan kun du selv træffe en beslutning om. Du er interesseret i at få gang i jeres ægteskab igen, skriver du – og jeg kan kun ønske for jer, at I må lykkes med at begynde at nærme jer hinanden igen, når det nu er dit ønske. Det vil kræve tid, tålmodighed og nænsomhed fra jer begge. Hvis du har brug for yderligere rådgivning, kan du ringe til vores gratis rådgivningstelefon hver mandag aften.
De allerbedste ønsker for dig og for jer!
Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.
TAK for enhver gave!
Send til 94 907
Til brevkassen Hej Min kæreste er i gang med en udredning for ptsd (dårlig barndom), og derfor skulle han udfylde...
Til brevkassen Hvad gør man, hvis man har en kæreste, der er kronisk deprimeret og ikke vil modtage behandling? Jeg...
Til brevkassen For to uger siden forlod min kæreste og samlever mig. Der havde for mit vedkommende kun været en...
