Vil gerne have hende tilbage

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Hej
Min eks og jeg gik fra hinanden i starten af maj måned. Da vi gik fra hinanden, var det som venner, fordi vi har to børn sammen. I den tid vi har været fra hinanden, har vi haft nogle diskussioner og skænderier, men også hygget os og haft sex op til flere gange.

Jeg vil gerne være sammen med hende igen, men jeg har blandede følelser om, hvorvidt hun også vil med mig. Også fordi jeg ved, at hun også har andre partnere end mig, men ingen hun taler om. Jeg tror heller ikke, at hun ved, at jeg ved det.

Så mit spørgsmål til jer: Hvad gør jeg, skal jeg snakke med hende om det, eller hvad gør jeg?

Svar

Kære brevskriver

Tak for din henvendelse. Jeg forstår problematikken og din tvivl om, hvorvidt du skal handle på dine følelser eller ej. Jeg kender ikke til detaljerne i jeres forhold, og hvorfor det sluttede mellem jer, og kan derfor ikke give et direkte svar på, hvad du skal gøre. Ud fra det, du skriver, vil jeg forsøge at komme med nogle tanker og råd til, hvordan du kan forholde dig til din eks.

Når man går fra hinanden, er der som regel en væsentlig årsag hertil. Jeg forestiller mig, at der også har ligget flere tanker og overvejelser bag jeres brud med hinanden. Du siger, at du gerne vil være sammen med hende igen, men er i tvivl om hendes interesse i det. Samtidig skriver du, at I har været sammen flere gange, siden I slog op i maj måned, og at det både har været på godt og ondt.

Når jeg læser dit spørgsmål, bliver jeg nysgerrig på, hvad der gør, at du gerne vil finde sammen med hende igen? Nogle gange efter et break up finder man ud af, at man alligevel ikke kan undvære den anden, og man kan få en lyst og motivation til at arbejde på det, som måske gik galt tidligere. Andre gange kan man savne nærværet og tosomheden, fordi det helt naturligt kan være svært at være alene efter at have været i et forhold. Jeg tænker, at det er vigtigt, at du mærker efter, om det er hende som person og jeres forhold, du savner og ønsker at genopbygge, eller om det nærmere er det behagelige i at have en partner frem for at være alene. Tal evt. med en god ven om det.

Hvis du mærker, at det er frygten for at være alene og savnet af tosomhed, der drager dig tilbage til hende, så vil jeg råde dig til at lade det ligge. Som sagt kan det være rigtig svært at løsrive sig fra en ekskæreste, og det kan tage tid, før man finder ro i at være single igen – men det skal nok komme. Samtidig forestiller jeg mig, at det, at I har haft sex sammen flere gange efter bruddet, måske kan virke forvirrende følelsesmæssigt. Og hvis du mærker, at det egentlig ikke er forholdet, du ønsker at få igen, men blot nærheden og fraværet af ensomhed, så vil jeg også råde dig til at sætte et punktum for jeres sexliv sammen. Det er svært at løsrive sig fra én, man ikke helt har sluppet.

Hvis du derimod kommer frem til, at du helt oprigtigt ønsker hende tilbage i dit liv og samtidig har nogle forslag til, hvordan I kan genopbygge jeres forhold, så vil jeg råde dig til at snakke med hende om det. Fortæl hende om dine overvejelser og gør det samtidig tydeligt for hende, at du ikke forlanger eller forventer, at hun er samme sted. Du skriver, at du ved, hun har andre partnere, så skab ikke for høje forventninger hos dig selv. Måske er hun kommet videre. Men ved at dele dine overvejelser med hende ved du også med dig selv, at du har gjort, hvad du kunne gøre, og at du ikke har sluppet noget dyrebart uden at kæmpe for det.

En af grundene til mit råd om de nøje overvejelser om årsagen til at finde sammen igen er især jeres fælles børn. Hvis der hos begge parter er et fælles ønske om og vilje til at arbejde på forholdet igen, kan det bestemt komme jeres børn til gavn. Hvis det derimod handler mere om en midlertidig flugt fra ensomhed uden særlige fremtidsudsigter, vil det sandsynligvis skabe forvirring hos børnene, at mor og far er sammen igen for så muligvis at gå fra hinanden en gang til.

Jeg håber ovenstående tanker og råd kan hjælpe dig i din situation. Jeg ønsker dig al held og lykke.

De bedste hilsner

Simone Kusk, Psykolog

Se også: