Jeg har besluttet at forlade ham, men har fundet ud af, at jeg er gravid
Til brevkassen Hej Jeg står i den situation, at jeg har været sammen med min kæreste i snart 2 år,...
Hej. Min ekskæreste og jeg var sammen i fem år med en del pauser og nedture, men alt var fint til sidst, inden han tog på højskole. Der mødte han en ny efter et par dage. Nu er opholdet slut, og de bor ca. 3,5 time fra hinanden. Han er oppe hos hende denne her uge, men vi har også set hinanden et par gange, og det har været super rart.
Jeg føler stadig, at der er en gnist fra hans side. Kan det fungere mellem dem, når hverdagen går i gang med arbejde osv., eller kan jeg have lidt håb om (så egoistisk som det lyder), at han slår op, og vi finder sammen igen. For jeg tænker ikke på andet end ham.
Tak på forhånd
Kære kvinde
Du spørger, om jeg tror, der er håb for, at du kan finde sammen med din eks kæreste, som du har været sammen med ”on and of” i 5 år. Han er lige kommet hjem fra højskole og nu fundet en ny kæreste. Som du godt kan gætte, kan jeg ikke spå, om det kan lykkes dig at få din gamle kærlighed tilbage.
Pas på dig selv
Men jeg vil skrive til dig om, hvordan du kan passe på dig selv, når den du holder af, finder en anden og du rammes af kærestesorg. Hvordan undgår du at blive sådan en, som man ”bare” vender tilbage til, når den andens forelskelsesrus brænder af, og dermed bliver du sådan én, som er ”billig til salg”.
Vokse fra hinanden
Du skriver, at din ekskæreste har været på højskole. På højskole bor man tæt på andre, som typisk er i samme alder som en selv. Der bliver man typisk en del af et tæt fællesskab med fælles sjove og spændende oplevelser og minder. På højskole udvikles man, og da du ikke har været en del af det, vil det let kunne ske, at I to vokser fra hinanden.
Derfor vil det, jeg skriver til dig, handle om, at du skal passe godt på dig selv og ikke lade dig nøjes med at vente på ham. Det kan måske blive en forgæves venten. I stedet vil jeg opfordre dig til at pleje det, der er dig, og det, der giver dig et godt liv. Vel vidende at der er en sorgproces, du skal igennem.
Kom igennem kærestesorger
Jeg tror, det er vigtigt, at du ikke lader dig nøjes med få den smule kærlighed, som du nu kan få. Få vendt dit blik mod alt det andet skønne, der er i livet. Måske finder du engang en anden derude i verden, som kan se dig på den helt særlige måde, som den, der elsker, kan gøre. Held og lykke med dit liv. Jeg håber, der er noget i det, som jeg har skrevet, som du kan bruge. Vær god ved dig selv i denne svære tid.
Med kærlig hilsen