Blandede signaler
fra ex-kæreste

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Hej

Jeg er en pige på 19 år, der står i den svære situation, at min kæreste igennem 7 måneder for en måned siden slog op med mig. Der er bare det i det, at jeg har en følelse af, at min eks og jeg ikke er færdige med hinanden, og at der er et håb om, at vi finder sammen igen.

Min ekskæreste på 23 år gjorde det meget klart for mig, da han slog op, at hans valg ikke havde noget at gøre med mig eller vores forhold, men fordi han har nogle personlige problemer, han kæmper med og derfor ikke har overskuddet til at være i et forhold på nuværende tidspunkt.  Han fortalte mig, da han slog op, at han elsker mig, at han godt selv vidste, at det var dumt at give slip på mig. Han sagde, at han heller ikke ønskede, at vi skulle gå fra hinanden, men at hans problemer med ham selv fyldte alt for meget, og derfor havde han brug for tid til at finde sig selv igen.

Efter vores brud har han skrevet et par beskeder til mig, hvor han forklarer, at han bare har brug for noget tid til at finde sig selv, og derudover bliver han også ved med at skrive, at man aldrig ved, hvad der kommer til at ske med os i fremtiden. Dette gør mig forvirret, da det er, som om at han ikke vil lukke mulighederne for en fremtid sammen.

På et tidspunkt i vores forhold kiggede vi på hund sammen, og en uge efter vores brud sendte han en besked til mig med den hvalp, vi skulle have haft. Han skrev, at tiden måtte vise, om vi fik en hvalp sammen i fremtiden. Dette er endnu et eksempel på, at det er, som om han ikke lukker mulighederne for os helt.

For en uge siden stødte vi tilfældigvis ind i hinanden. Vi fik en kort snak om, hvordan det hele går med os begge to, men efter vores møde er jeg kun blevet endnu mere i tvivl om, hvad det er han vil, da han under vores samtale krammede mig flere gange og sagde, at han syntes, det var dejligt at se mig igen. Da vi skulle sige farvel til hinanden, blev han ved med at sige “vi ses”, men jeg sagde til ham, at hvis han ikke mente, vi skulle ses igen,  så ville jeg hellere have, han sagde farvel. Han sagde, at han ikke havde lyst til at sige farvel til mig. Han har derudover også efter vores brud skrevet til min søster, at han savner os. Igen skrev han: “Man ved aldrig, hvad der kommer til at ske med os i fremtiden.”

Det hele er forvirrende for mig.  Min eks. har slået op med mig, men samtidig føler jeg, at der stadig er en chance for, at vi finder sammen på et andet tidspunkt. Sådan tolker jeg de ting, han siger, skriver og giver udtryk for. Jeg glæder mig meget til at få et svar fra jer, så jeg kan få en andens mening omkring det hele.

Knus T

Svar

Kære T

Tak for din mail. Det lyder som en svær situation, du står i. Det er altid hårdt og svært, når et forhold er forbi, men du er i tvivl, om det reelt er forbi mellem dig og din ekskæreste, når han sender disse signaler. Det kan jeg godt forstå, og det gør situationen endnu sværere.

Jeg vil dele nogle af de tanker, jeg får, når jeg læser din mail, og så håber jeg, du kan bruge det til noget. Du skriver i din mail, at du bliver i tvivl om, hvorvidt de ting, din ekskæreste gør eller siger, kan tolkes, som om han kan se en fremtid for jer to. Jeg kender selvfølgelig ikke situationerne fuldt ud, men jeg forstår godt, at du bliver i tvivl, og det virker til, at de ting, som din ekskæreste siger og gør, kan være et udtryk for, at han stadig kan se, at I kan have en fremtid sammen.

Men han har jo slået op med dig for en måned siden, og det er det, der gør hele situationen svær. Jeg vil derfor opfordre dig til at tage en samtale med din ekskæreste. Jeg kan jo læse, at det er af personlige grunde, han har gjort det forbi mellem jer – det handler ikke om, at han ikke elsker dig eller ikke synes, I har det godt sammen. Men når han har slået op med dig, og hvis han fortsat ønsker at stoppe jeres forhold for at fokusere på sig selv, må han stå ved det og stoppe med at sende blandede signaler til dig. Jeg vil derfor opfordre dig til at tale med ham og fortælle ham, at du bliver forvirret, når han handler, som han gør.

Jeg ved jo ikke, hvad denne samtale fører til, men jeg tænker også, at du må overveje, hvor du står i denne situation. Hvis din ekskæreste fortsat står ved sit ønske om ikke at være sammen med dig, men samtidig stadig sender signaler, der fortæller noget andet, vil jeg opfordre dig til tydeligt at sige fra overfor det. Det skal du gøre for at passe på dig selv. Han har jo gjort det forbi mellem jer, og selvom han så siger og handler på en måde efterfølgende, som kan så tvivl om hans brud og intentioner, må du i dit indre holde fast i, at han har slået op med dig og ikke tillægge ord og handlinger for meget betydning. Jeg vil derfor igen opfordre dig til at tale med din ekskæreste og fortælle ham, at det er for hårdt for dig, at han sender sådanne signaler til dig, når han har slået op. Derudover vil jeg også opfordre dig til at sige, at hvis han fortsat ønsker, at I ikke skal være sammen, må han også begynde at handle derefter.

Jeg håber for dig, at situationen snart kan blive nemmere, og jeg håber, at din ekskæreste kan og vil give dig den ro, du trænger til for at mærke efter selv og komme dig ovenpå bruddet med ham. Jeg håber, du kan bruge mit svar. Jeg ønsker dig alt godt i denne situation og fremover.

Venlig hilsen

Louise Lyngsøe, Psykologistuderende

Se også: