Fanget i ond spiral

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Jeg har været i et forhold i 6 år, som har kørt mig fuldstændigt i sænk.
Jeg ved simpelthen ikke, om jeg nogensinde kommer op igen.

Jeg mødte denne mand, som var fantastisk – troede jeg, indtil han var mig systematisk utro, og samtidig løj om dette på trods af beviser. Han ville kunne overbevise enhver om at dag er nat og omvendt.
Han lyver om alt, stort som småt. Taler dårligt om alle mennesker, og jeg kunne blive ved. Rent faktisk kan jeg ikke nævne noget godt om ham, og alligevel kan jeg ikke give slip på dette vanvid af kontrol og følelser. Hvordan kan man elske et menneske, som intet godt har at tilbyde?

Når jeg konfronterer ham med mine følelser omkring denne ustabile måde at leve på, fyldt med mistillid og løgne på løgne på løgne – så bliver han rasende.
Han ved, at jeg hader, når han råber i vores lejlighed, da vores naboer kan høre alt, derfor begynder han at råbe – så jeg tier 🙁
Han siger, at det er mig, som er psykisk syg og ustabil, og jeg er ved at blive bange for, om han har ret. Måske elsker jeg konflikter? Og måske ér det mig, som er den stride?

Jeg føler, at jeg har så meget at give af, som jeg umuligt får mulighed for i dette forhold – og dog kan jeg ikke komme ud af det.

Hjælp mig, jeg er på dybt vand. Jeg aner ikke hvad der er rigtigt og forkert i det her. Jeg tror jeg er ved at miste forstanden…

Tak for jeres tid,

Hilsen P

Svar

Kære P!

Tak for dit spørgsmål. Det lyder som en svær situation, du står i. Det vil jeg gerne se på med dig.

Der er to spørgsmål, i det du skriver, som jeg vil prøve at svare på enkeltvis.

For det første spørger du, hvordan man kan elske et menneske, man ikke længere kan se noget godt i. Svaret på dette er ikke helt enkelt. Der kan være meget, der spiller ind. Når man bliver forelsket, vækker det store følelser. Måske føltes det i starten som drømmemanden? Måske fik han dig til at føle dig særligt elsket og værdifuld? Eller måske gav det dig følelsen af, at et hul i dig blev fyldt? At I har haft denne gode periode kan gøre det svært at gå. Den kan skabe en stærk tilknytning, der kan være svær at bryde. Desuden kan der så i lang tid være et håb eller en længsel i dig efter, at det skal blive sådan igen.

Der kan også være mange ting i din historie, som gør, at du knytter dig til din kæreste, selvom du ikke oplever, han behandler dig godt. Blandt andet hvordan du i dine tidlige år har oplevet at få kærlighed, og om du føler dig fortjent til den. Det kan være et godt skridt på vejen at prøve at finde ud af, hvad der holder dig i parforholdet. Hvilke ”men” tanker der kommer, når du tænker på at gå, for at kunne arbejde med dem.

Det andet, du spørger om, er, om du er den stride i parforholdet, og om du elsker konflikter. For mig lyder det som om, at det meste af dig ikke er i tvivl. Du skriver, at han er dig utro, lyver om det og gør din tilværelse ustabil. Hvis det er tilfældet, kan det have sat alvorlige spor i din selvtillid og tiltro til tilværelsen. Det kan gøre, at du har svært ved at stole på din egen intuition, fordi der bliver sat spørgsmålstegn ved den. Så kommer der en tvivl i dig, og tanken opstår, om han kunne have ret.

Da jeg ikke kender mere til jer, og dynamikken mellem jer, er det svært for mig at slå fast, hvad der er op og ned i dette. Og når I har været sammen så længe, kan det være vanskeligt for dig selv at afgøre, hvilke reaktioner der er rimelige, og hvad de udspringer af. Derfor vil jeg råde dig til, at vende din situation med mennesker uden for jeres parforhold. Opsøg fx de veninder, du ved, vil give dig et ærligt og nuanceret bud på din egen rolle i konflikterne. Hvis du igennem denne proces bliver bekræftet i, at det er bedst at komme ud af forholdet, kan det være en god ide at opsøge professionel hjælp. En terapeut der kan hjælpe dig med at holde fast i din beslutning. Vedkommende ville også kunne hjælpe dig med at finde tilbage til, hvem du egentlig er, og sætte sunde grænser.

Jeg håber du kan finde inspiration i mit svar.

Med venlig hilsen

Rebecca Schønherr Thomsen, Psykolog, forfatter og foredragsholder

Støt Parvis

Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.

TAK for enhver gave!

Send til 94 907

Læs mere fra brevkassen: