Hej.
Jeg er blevet anbefalet at rette henvendelse til jer.
Jeg er en fraskilt ung kvinde på snart 36 år, uden børn. Jeg er født og opvokset i en kristen familie, og jeg vil betragte mig selv som troende. Jeg kommer i kirke, missionsforening og er leder i en klub. Jeg valgte desværre for ca. 10 år siden at blive gift med en, som jeg følte mig tvunget til at blive gift med, da jeg ikke turde tage konflikten med min familie om ikke at være kærester med ham mere.
Jeg var ung, umoden, og meget optimistisk til livet foran os, så selvfølgelig skulle vi nok få det til at fungere. Jeg har i mange år, faktisk altid, haft den holding, at skilsmisse ikke var en mulighed, men det har jeg måtte erkende, at det kunne jeg ikke leve i mere. Vi kom i parterapi og forsøgte på flere måder at få det til at fungere mellem os. Men hvis jeg ikke skulle ende på kirkegården af frustrationer, ulykkelighed, og kvælningsfornemmelser, så jeg til sidst en skilsmisse som eneste udvej, Det var nødvendigt for igen at kunne ånde.
Jeg har haft samtaler med en præst, da det var svært at tage en beslutning om skilsmisse, på grund af hvad jeg tror på, og som jeg altid har fået fortalt. Nu er jeg faldet til ro i den beslutning, som jeg tog. Udfordringen er nu, at jeg har mødt en, som giver mig alt det, jeg forstår ved kærlighed. Det, som jeg har længtes efter i 10 år. En, jeg faktisk har lyst til at dele livet med, og ikke bare “fordi jeg skal”. Er det på nogen som helst måde muligt at kunne få et liv med en igen? Kan det være rigtigt, at fordi jeg tog et ufattelig dumt valg for 10 år siden, er jeg er nødsaget til at leve alene resten af livet og ikke opleve kærligheden?
Jeg ved, det er forkert at flytte sammen. Derfor ser jeg ikke det som en mulighed, men omvendt, så er lysten der. Jeg har lyst til at opleve, hvad det vil sige at være i et forhold, hvor begge er der, fordi de har lyst, og ikke fordi det er “under tvang”. Jeg har læst mange holdninger i forhold til at blive gift igen, og det klinger desværre heller ikke godt i mine ører i forhold til biblen.
Jeg vil jo egentlig gerne opleve et samliv med ham, jeg har mødt, men betyder det så, at alt, hvad jeg tror på, kommer i konflikt med mit faktiske liv? Er der på nogen måde en fornuftig vej i dette dilemma, jeg står i? Jeg har et eller andet sted lyst til at sige, at jeg er ligeglad med min tro for så at kunne opleve samlivet med en, jeg virkelig holder af og ønsker at dele mit liv med, men det føles også forkert i forhold til, hvad jeg er opdraget til, selv tror på og står inde for.
Hvordan kan jeg komme videre?
Kære fraskilte unge kvinde
Først og fremmest tak for dine spørgsmål til brevkassen. Det lyder som en svær start du har haft på voksenlivet, hvor du har forsøgt at få det til at fungere i et ægteskab, hvor du følte dig mere og mere kvalt. Til slut måtte du trods dine overbevisninger gøre det forbi, for at kunne få luft.
Det første spørgsmål du stiller er, om det er muligt, at få et liv med én igen. Og det korte svar er, at selvfølgelig er det det. Men det egentlige spørgsmål du stiller er vel, om du kan, uden at få dårlig samvittighed? Og det er på en måde noget helt andet.
Den ene side af dig siger; det kan ikke være rigtigt du skal straffes for et valg du tog for 13 år siden. Det kan ikke passe, du ikke skal have lov at mærke kærligheden.
Den anden side af dig minder dig om at du er et troende menneske. Og i forhold til den måde, du tolker Bibelen, ser du det ikke som en mulighed at blive gift igen.
Dilemmaet bliver på en måde forstærket af, at det dermed bliver ”enten eller”, enten følger du dit hjerte, og må blive ligeglad med din tro, eller også følger du dine overbevisninger, og opgiver at få et liv med en partner du elsker. Ingen af delene føles rigtige for dig. Det kan jeg godt forstå, vækker mange følelser i dig, og har potentiale til at skabe frustration og søvnløse nætter.
Og på en måde kommer psykologien også til kort her. Den kan hverken svare på hvad der er op og ned teologisk omkring at blive gift igen, og om der dermed findes en måde at forene din tro og dit ønske om nyt forhold. Den kan heller ikke svare på, hvad der gør dig mest lykkelig at vælge. Så hvad kan den egentlig i dette spørgsmål?
I forhold til, hvad du kan gøre herfra, så lad mig starte med et modspørgsmål. Du spørger, kan det passe at du skal straffes for et valg du tog for 13 år siden. Jeg spørger, hvem er det, du spørger om det? Hvem er det du oplever vil straffe dig for det valg? Er det en selvkritisk side i dig, udløst af skyld? Er det Gud? Er det de mennesker du er opvokset med? Skridtet videre, afhænger af dit svar på det spørgsmål.
Hvis du når frem til, at anklagen eller dommen udspringer af en kritisk side inden i dig, er det værd at se nærmere på. Nogle mennesker lever i en tilstand af nærmest kronisk dårlig samvittighed, der gør livet meget tungt. Det kan være, man ikke føler, at man har ret til at blive vred, eller har ret til at gøre det, der gør én glad. Hvis du kan mærke, at dårlig samvittighed og skyld er et tema der går meget igen hos dig, kan det være hjælpsomt at tale med en psykolog omkring dette, for at forstå hvordan det påvirker dig og de valg du træffer.
Hvis du når frem til, at den du føler dig straffet af, er Gud, så er det oplagt at vende din protest imod ham. Du beskriver i dit brev, at samtaler med en præst tidligere har hjulpet dig til at finde ro. Måske det kunne være en vej at gå igen?
Hvis du når frem til, at dem, du føler dig straffet af, er dem du er opvokset i blandt, så er det måske der din opmærksomhed skal lægges. Er der en bestemt gruppe, eller nogen i din familie, du føler dømmer dig? Er du enig i deres måde at tænke på, eller har du flyttet dig? Nogle gange kan der ske det, at man kommer til at følge overbevisninger man er opvokset med, uden at tage stilling til hvor man selv er i det som voksen.
Din rejse gennem disse spørgsmål vil formentlig lede dig gennem en masse svære følelser, fordi der er store ting på spil. Dine spørgsmål kommer til at handle om hvordan du ser dig selv, verden, din overbevisning, dine relationer og din opvækst. Jeg håber du i din proces kan have en medfølelse med dig selv, når det er hårdt, og at du finder modet til at udholde kompleksiteten. For mange vil mene at dit valg er indlysende – men ikke altid med samme konklusion. Derfor må vi holde fast i kompleksiteten og dybderne i det, der er på spil for dig. Så det valg, og den vej du ender med, er det, du i sidste ende bedst kan leve med. Og så der er mennesker omkring dig der kan forstå, at du kan have brug for at blive samlet op følelsesmæssigt, uanset hvad du ender med at gøre.
Jeg håber du finder en god vej frem i dit svære dilemma.
Med venlig hilsen
Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.
TAK for enhver gave!
Send til 94 907
Til brevkassen Hej Jeg har fundet en rigtig sød, omsorgsfuld og god mand. Sidste sommer tog vi i sommerhus, og...
Til brevkassen Hej Parvis Vi er et ungt kristent par på 19 år, der bliver ved med at sidde fast...
Til brevkassen Min mand meddelte, at han ville skilles, efter at vi har været sammen i 32 år. Han siger,...
