Føler mig afvist, alene og tavs

Jeg skriver igen, fordi der er kommet flere ting frem, som gør, at min klap går ned. Jeg er i vildrede og min tvivl, om alt er på sit højeste.

Jeg har været sammen med min kæreste i nogle måneder. Vi bor hver for sig, men vi flytter snart sammen. Han er virkelig en god mand, og han gør virkelig intet, som er “forkert” eller noget, som man skal være “opmærksom på”.

Jeg er dog i den situation med mig selv, at jeg er sygemeldt lige nu med stress. Derfor påvirker det mig rigtig meget, at jeg oplever nogle ting, som jeg ikke aner, hvordan jeg skal håndtere, fordi jeg heller ikke kan sige noget uden, det går skævt. Min kæreste føler grundlæggende, at han skal tage sig af alting, og at bare man siger noget, er det noget, han skal forholde sig til og finde en løsning på. Jeg har prøvet adskillige gange at sige til ham, at han ikke skal tage sig af alt og alle, og at den følelse kommer af noget andet.

Vi er ikke rigtigt intime. Der går ca. 2-3 uger imellem, og det er altid meget kort og ikke lidenskabeligt. Jeg har forsøgt at adressere dette, men så føler han igen, at han har fejlet, og at han ikke har lyst, som når alle henvender sig til ham og han skal fixe alting. Jeg siger til ham, at folk ikke forventer, at han skal fixe noget, bare fordi de fortæller, hvordan det går med dem.

Jeg oplever, at hvis jeg viser noget af al min kærlighed, hvilket jeg har rigtig meget af, så afviser han mig ofte, hvis jeg kommer til at strejfe hans ører/næse/øjne. Han afviser også mine kærtegn, hvis han er træt, hvilket han er utrolig meget. Bare i dag har han nærmest sovet fra vi var hjemme kl 19. Så når jeg forsøger at vise ham, at jeg er glad for ham eller prøver at drille ham lidt, så siger han, at der skal jeg ikke gøre, og “eej, altså”.

Jeg har altså brug for at være intim og få lov til at mysse alt det, jeg kan slippe af sted med. Jeg er ved at blive vanvittig, når jeg forsøger at adressere det, og han så sukker dybt og virker opgivende allerede der, fordi han kun hører, det er noget, han skal fixe. Jeg forsøger igen at sige, som jeg plejer, hvilket beroliger ham, men det hjælper ikke på hans ekstreme træthed, som han ikke er helt bevidst om.

Han kommer med ret mange undskyldninger om, at han heller ikke får slappet af, og at det er så hårdt med alle de problemer, han skal løse. Han har meget korte arbejdsdage og laver ikke rigtigt noget ud over det, men det er mekanismen med, at han skal fixe alting, der gør, at han føler, det er alt for meget, han har på sin tallerken. Han har også sagt, at nu hvor jeg er sygemeldt, så kan han ikke klare mere på sin tallerken, og at det er hårdt. Jeg hører det lidt som piveri, da jeg ikke beder om noget, og det er der heller ikke andre, der gør. Det er noget, han føler, som gør, at han bliver indskrænket og træt.

Jeg har desuden lånt ham rigtig mange penge, selvom han tjener dobbelt så meget som jeg, og jeg betaler næsten alt, hvad vi er ude at opleve. Det er ved at gå mig ret meget på, at jeg altid giver fx kaffe og mad, at han altid er i pengeproblemer, at jeg ikke må nusse om ham, at der ikke er noget intimt og en dyb kontakt. Jeg ved ikke, om det bare er mig, men om der virkelig er noget her, jeg skal passe på?