Føler mig fravalgt

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Hej

Jeg har været sammen med min fyr i 5 måneder, det gik rigtig godt til at starte med, han kom for lidt over halvandet år ud af et ægteskab, hvoraf han fik en datter. Så hans x, som afsluttede deres ægteskab, er der tvungen kontakt til, hun er videre og det er vi på sin vis også, men han bliver ofte i tvivl for hvad nu hvis jeg svigter ham. Vi er der, hvor jeg føler et stor svigt, han tager sig ikke tid til mig, aflyser, glemmer aftaler osv. og jeg er i øjeblikket så splittet. Jeg har givet ham mit ord på, jeg aldrig vil stikke af, når tingene bliver svære, men jeg kæmper alene, og jeg føler ikke, at han vil det, trods hans konstante beskeder omkring, at det er dette han ønsker, og at han er ked af, at han ikke formår at give mig det han ønsker osv.

Hvordan kan vi få det til at fungere? Hvordan får jeg ham til at forstå, at jeg heller ikke ønsker at leve i et forhold, hvor jeg altid som partner er fravalgt (årsagen til at hans x gik) ?

Svar

Kære du

Tak for dit spørgsmål.

Jeg kan godt forstå, du er frustreret. Det er hårdt at føle sig alene i kampen for at fastholde parforholdet. Og det er hårdt at frygte, om din partner vil behandle dig på samme måde, som har været medårsag til, at han blev skilt fra sin tidligere kone. Begge dele er tunge at bære på.

Det lyder som om, din kæreste er bevidst om, at han ikke giver dig ”nok”, og frygter at du svigter/forlader ham. Jeg bliver nysgerrig på, hvordan han mon forholder sig til sin ekskone og deres forhold. Ved han, hvad der gik galt, og hvad han bidrog med til de udfordringer, der blev for store for dem? Ofte vil uhensigtsmæssige kommunikations/handlemønstre ikke forsvinde af at finde en ny partner. I så fald, han kender til det, der udfordrede ham i hans tidligere ægteskab, har han så arbejdet med det og fundet nye måder at arbejde med netop de udfordringer på?

Jeg bliver også nysgerrig på, hvordan han viser sin kærlighed til dig. Hvad er for ham et udtryk for, at han elsker dig – og at du er hans udkårne? Og hvordan udtrykker du, at du elsker ham? Det er ikke altid, vi viser kærlighed og oplever at føle os elsket på samme måde. Det kan måske kaste lys på, hvad der egentlig får jer hver især til at opleve jer elsket, og om I måske taler forbi hinanden nogle gange.

Jeg bliver også nysgerrig på, hvordan I taler om dette sammen. Det er tungt alene at bære tvivl om parforholdet eller den andens vilje og kærlighed. Har du fortalt ham om den splittelse, du overlever ved både at ønske at kæmpe for ham, men samtidig også at føle dig alene i den kamp? Hvis han særligt frygter, at du forlader ham, kan det måske være en hjælp at vise ham, at du kæmper for og virkelig ønsker at blive hos ham – men også viser ham, hvad der kan gøre det svært.

Jeg vil foreslå, at I enten sammen eller hver for sig får nogle samtaler ved en terapeut. Det tror jeg, vil være en god hjælp for jer.

Jeg håber, disse overvejelser og tanker kan være en hjælp for dig.

Mvh

Sofie Bruun Simonsen, Psykologistuderende

Støt Parvis

Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.

TAK for enhver gave!

Send til 94 907

Læs mere fra brevkassen: