Forlist parforhold

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Kære brevkasse

Jeg skriver til jer, da jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op. Min eks har efter 10 år valgt at forlade mig for 4 måneder siden. Vores forhold har været fyldt med problemer fra starten med alkohol fra hans side og ubehandlede diagnoser, som først for 8 måneder siden blev behandlet. Han har virkelig haft det svært, og jeg har forsøgt på bedste vis at give ham plads og forståelse, når han har haft brug for det. Men jeg er også en person, der ikke finder sig i hvad som helst og har til tider fået svaret ham tilbage i en grov tone, hvilket har gjort, at han så er blevet fysisk i nogle tilfælde.

Han frier så til mig i dec, og går fra mig i start feb. Han begynder at finde sammen med hans kolleger i slut marts. Det har virkelig sat mig tilbage.

Vi har 2 børn og et hus, der nu skal sælges. Jeg går vildt meget i panik og prøver på alle mulige måder at få ham tilbage men lige lidt hjælper det.

Hvad skal jeg gøre.

Svar

Kære kvinde

Du står i en rigtig svær situation, og det er ikke mærkeligt, at du føler dig panikslagen og ikke ved, hvad du skal gøre.

Du har igennem en lang årrække levet et problemfyldt liv med en mand, som har givet dig svære udfordringer, mens du har forsøgt at forstå og hjælpe, så godt du kunne. Og du har oplevet hans fysiske reaktioner, når du har sagt fra. Da han endelig kom i behandling, fik det bedre og friede til dig – så forlod han dig kort efter.

Nu er du alene med børn og hus og med et stort ønske om at få ham tilbage. Det er forståeligt. For han har udgjort en stor del af dit liv, og han er far til jeres to børn. Der er samtidig praktiske udfordringer, fordi du nu sidder tilbage i et hus, som du åbenbart ikke kan blive boende i alene. På mange måder er din situation den samme, som hvis han var død. Og så er det på en måde værre, fordi du er blevet kasseret.

Du er lammet, og dit selvværd er i bund, og her og nu oplever du, at det eneste, der kan hjælpe dig videre, er, at han kommer tilbage til dig.

Jeg ved ikke, om det vil være muligt. Men jeg tror, det er vigtigt, at du her og nu prøver at komme videre – næsten som om han var død. Hermed mener jeg, at du er nødt til at give afkald på håbet om at få ham tilbage, hvis det skal lykkes. Jeg håber, du har familie og venner, som kan give dig hjælp og opbakning i den situation, du står i. Du har brug for hjælp til det praktiske, men det kan også være i form af at tage sig af jeres børn, så du får tid alene til at sørge, tænke tilbage og til at lægge planer for en fremtid uden ham. Til det arbejde kan du have brug for hjælp af en psykolog, som også kan give dig redskaber til at genvinde dit selvværd.

Hvis din ex på et tidspunkt vil vende tilbage til dig, er det vigtigt, at han finder én, som kender sit eget værd og som vil sætte grænser og betingelser for et fortsat samliv, hvis det overhovedet skal lykkes. Han har svigtet dig, og hvis I skal være sammen igen, skal trygheden og tilliden genopbygges. Hertil vil det også være godt med hjælp fra fx en familieterapeut.

Men uanset, om det sker, så er det vigtigt, at du forsøger at skabe et meningsfyldt liv. For dig selv og sammen med jeres børn – uden ham. Overvej, om der er gamle drømme, du ikke fik opfyldt, fordi du brugte så mange kræfter på at leve med og hjælpe ham. Det kan handle om arbejde, uddannelse, fritid, venner og familie. Jeg kan også anbefale, at du prøver at finde en kirke, hvor du gennem ord og mennesker kan finde trøst og opmuntring og nyt indhold i livet.

Jeg håber virkelig for dig, at du kommer godt videre i denne svære situation i dit liv.

Mange gode ønsker

Støt Parvis

Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.

TAK for enhver gave!

Send til 94 907

Inge Bøgel Lassen, Forfatter, certificeret PREP-kursusleder

Se også: