Vi har et uforpligtende forhold – men jeg ønsker mere
Til brevkassen Jeg har haft en affære med en forlovet mand i 9 måneder indtil for 3-4 måneder siden. Jeg...
Hej
Min kæreste og jeg er begyndt og have nogle problemer, efter han en dag slog op med mig, fordi han ikke havde følelser for mig. Det kom rigtig uventet, idet vi havde det så godt før. Han kom dagen efter og sagde, det var en fejl. Han følte sig presset og vidste ikke, hvad han ellers skulle gøre. Han sagde, han elskede mig, og det var mig, han ville have. Jeg tog i mod.
Der er gået et stykke tid nu, og jeg føler, han virker lidt kold og afvisende over beskeder.
Vi bor et stykke vej fra hinanden og derfor ses vi kun i weekenderne. Jeg har derfor svært ved og tro på ham, især når hans svar altid er korte ja/nej og ikke virker interesseret for mig eller spørger ind til mig.
Jeg ved ikke om han kun gør det, fordi han så mig så ked af det, eller hvad det er. Synes jeg har taget snakken med ham, at jeg har behov for, han også er med til at kæmpe, og at det ikke kun er mig, der skal arbejde på det her.
Hvorfor er han så kold, og hvorfor kan jeg ikke tro på det, han siger, når han siger han elsker mig og vil kæmpe for os?
Kære brevskriver
Tak for dit brev. Det må være hårdt at være i den følelsesmæssige usikkerhed, som dit brev giver udtryk for. Jeg kan desværre og af gode grunde ikke sige noget om, hvorfor din kæreste virker til at være så kold og ligeglad, – men – måske kan jeg bidrage med lidt ind i dit spørgsmål om, hvorfor du ikke kan tro på det, han siger, når han siger at han elsker dig og vil kæmpe for jeres forhold.
Jeg hører i det, du skriver, at du er blevet meget usikker på din kæreste og jeres relation i forlængelse af episoden, hvor han slog op med dig. Du mangler noget bekræftelse på, at han virkelig vil dig. Og hans ord om, at han elsker dig og vil dig og jeres forhold, mangler i dit følelsesmæssige system at blive fulgt op af nogle vidnesbyrd og handlinger fra hans side af, som kan gøre dig mere tryg og bekræfte det, som han har sagt til dig.
Du skriver ikke noget om, at din kæreste har lukket dig ind i, hvad det var/er, som han følte sig så presset i, da han valgte at gøre det forbi med dig. Måske har han fortalt noget om det, men – hvis ikke – så kan jeg forestille mig, at du mangler noget viden; at du mangler noget, som kan give dig lidt mere forståelse for, hvad det var/er, han er presset af, og hvad det, som presser ham, har af betydning for, hvad han kan bidrage med ind i jeres forhold lige nu, og ikke mindst: Hvad du skal gøre for ikke at komme til at presse ham via jeres forhold, hvis der også er noget i jeres relation, som kan komme til at presse ham.
Har han fortalt dig om det? Har du spurgt ind til det? Har I kunnet dele noget af det sårbare, som er i dette, med hinanden her? Hvad var det f.eks., der gjorde, at det var det at slå op med dig, der lige netop den dag var den mest nærliggende løsning for ham – midt i det pres, han var i? Havde det noget med dig at gøre – eller var det noget helt andet? Du kan forestille dig så meget, men det er ham, der sidder med svarene. Og – hvis du skal have noget ro i dette, så er den vigtigste ting at gøre at spørge ham – og at få sagt til ham, at det er vigtigt for dig at få noget klarhed og hjælp fra ham til at forstå lidt mere af, hvordan virkeligheden ser ud ovre på hans banehalvdel.
Med andre ord: Du skriver, at ’du har taget snakken med ham’; at du har gjort det klart for ham, at det ikke kun er dig, der skal kæmpe for forholdet. Men – har I – i den snak, som I har haft om dette, været i dybden og fået snakket om, hvad det er, I hver især går og tumler med lige nu – på hver jeres banehalvdel? Har du fået fortalt ham, hvad det er for en usikkerhed, som du er ramt af, og som du står så alene i? Har du fået spurgt ind til, hvad det er, der er var så svært for ham den dag, hvor han slog op? Jeg har en fornemmelse af, at I mangler at få snakket jer mere ind på hinanden og ind i hinandens liv; men – måske tager jeg fejl. Din usikkerhed og uro er i hvert fald meget forståelig, når du ikke er tryg ved og i jeres relation, og når du ikke ved, hvor du har ham og jeres forhold henne. Du skriver ikke noget om, hvordan I har det, når I ses i weekenderne. Falder du til ro, når I er sammen? Kan du tro på hans kærlighed, når I mødes og er sammen dér?
Du skriver også, at du er usikker på ham, når i kommunikerer via sms; at han virker så kold og afvisende dér og ikke spørger ind til dig. Det lyder til at være rigtig svært for dig, – men – har du fået sagt det til ham?
SMS-kommunikation kan være noget vældig bøvlet noget, hvis der er utryghed i luften. Det kan være så svært at ’afkode’, hvordan den anden tænker, føler og har det via SMS, når der er følelsesmæssig uro til stede. I din situation tror jeg, at du er speciel sårbar i dette, da du går og længes efter bekræftelse og tegn på, at I er på rette vej sammen.
Mit råd til dig og jer er, at I skal have snakket noget mere om det, som I er havnet i. Det er vigtigt, at I får snakket jer rigtig godt ind på, hvordan I hver især har det, og hvad I hver især har af utryghed, behov, forventninger og sårbarheder i jeres forhold; og at I også hver især får sat ord på, hvad der er svært lige nu – både i jeres relation til hinanden og generelt.
Det er vigtigt, at I får snakket jer så meget ind på hinanden, at I begge har en god oplevelse af at blive hørt og forstået og rummet, og så I får en god fornemmelse af, at I helt ved, hvor I har hinanden og jeres forhold. Lige nu virker det til, at du er meget isoleret med dig selv og dine svære tanker og følelser i forhold til din kæreste, og det er ikke godt og bestemt heller ikke holdbart i længden.
Det er umuligt for mig at vide, hvad der vil komme ud af en sådan åben snak, for jeg ved jo ikke noget om, hvor din kæreste er følelsesmæssigt i forhold til dig, og det er netop også den usikkerhed, som du selv står i. Men – uanset hvad, så må det være det vigtigste for jer begge, at I finde ud af, om I har noget og nok at bygge på sammen – eller om det er for skrøbeligt.
Håber at det kan lykkes for jer at få en god snak om tingene. Hvis det er svært at komme i gang med samtalen, så kan det måske være en mulighed, at du lader din kæreste se både dit brev til brevkassen og mit svar til dig(?) Bare lige en tanke.
Med venlig hilsen
Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.
TAK for enhver gave!
Send til 94 907