I tvivl om jeg kan tilgive

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Hej

Jeg er lidt frustreret og søger råd til, hvad jeg skal gøre.

Min kæreste og jeg har hus, en datter på 4 og en ny på vej her sidst i måneden. Men han har on and off sagt i et halvt år nu, han ikke har de rigtige følelser for mig. Ved ikke, om det bare er noget, han siger, eller om han virkelig mener det. Jeg har virkeligt svært ved at finde ud af ham, fordi han har meget skiftende humør.

Vi købte hus sidste forår, og siden da, er vores forhold egentlig bare gået mere galt. Vi har også haft et par nedture igennem de 6 år, vi har været sammen. Han har haft skrevet med rigtig mange piger og ses med nogle af dem. Alt sammen hemmeligt for mig. Dette har stået på i perioder i gennem hele forholdet. Især hvis vi har haft et skænderi.

Men da vi købte hus, har han trukket sig ind på værelset for sig selv med sin PlayStation. Når han ikke arbejder, spiller han. Når han ikke spiller, er han ude af huset.  Han hjælper ikke så meget til i hverdagen, er dog god til at lave mad tit, men ellers føler jeg bare, han ikke gider være sammen med os. Han lader også mig stå for alt med huset alene – istandsættelse osv. Han virker ikke som om han interessere sig for det. Det virker heller ikke som om han interessere sig for graviditeten. Som sagt, får ikke hjælp til noget. Må klare alting selv.

Pointen er, at han her for 4 måneder siden igen sagde, han ikke følte kæreste-følelser for mig, at han ikke respekter mig og har i 1,5 måned egentlig bare været ligeglad med mig og har gjort præcis hvad der passer ham. Han har skrevet med mange flere piger. Jeg har fundet ud af, han har været mig utro i sommers, han har sågar sovet hos en ny flirt en hel weekend.

Jeg har været så ked af det, og det ved han. Først nu, kommer han retur og siger han gerne vil være sammen med mig. Han har været sød mod mig, hjulpet til osv. i en uges tid, men jeg har virkelig været i tvivl om jeg kan tilgive ham denne gang. Utroskab og skriverier, er sket så mange gange i de 6 år, vi har været sammen, at jeg er bange for denne gang heller ikke vil ændre på det. Og han virker egentlig heller ikke oprigtigt ked af det. Han gav op efter den uge, og kontakter stadig nye piger på datingsider. Han har også taget kontakt til dem, han har været mig utro med. Han siger, det er min egen skyld, at jeg ikke har givet ham nok opmærksom osv. Og måske har han lidt ret. Men jeg står virkelig med alt ansvar alene angående hus, barn og selve hverdagen.

Jeg har dog heller ikke selv været en engel. Når jeg drikker, bliver jeg meget hurtig fuld, og har sagt en masse grimme ting til ham, som han slet ikke fortjener. Jeg kan intet huske af det. Går virkelig i blackout når jeg er fuld. Har undskyldt så mange gange, været oprigtigt ked af det og har lovet, at når vi de meget få gange vi er ude, ikke drikker mere end 3 glas vin.

Jeg elsker ham, tror jeg da. Har virkeligt svært ved at finde ud af mig selv. Om det bare er vane at være sammen med ham, eller om jeg virkelig holder af denne mand. Måske kommer jeg til at tænke på, at vi endelig har hus sammen, og snart to børn, hvilket er min drøm. At leve familielivet. Jeg ville bare ønske, han tog mere ansvar og havde mere interesse for det. Derudover ved jeg  virkelig ikke om jeg vil kunne glemme, hvad der er sket, og aldrig hive op i det i fremtiden. Det er sket så mange gange, og jeg er bange for, han vil gøre det igen!

Hvad skal jeg gøre??

Svar

Vi kan godt forstå, hvis du oplever, at det kan være svært at tilgive og glemme, hvad der er sket. Det er en massiv historie af svigt, løgne og utroskab, du har været udsat for, og stadig bliver udsat for.

Tilgivelse og tillid
Af og til er det muligt i et forhold at gå ind i tilgivelse og en proces med forsoning og tillid. Tilgivelsen er mulig – selv overfor fjender. Tilgivelse er ikke, at man accepterer, hvad der er sket. Tilgivelse er ikke at sige, at det ikke gjorde ondt. Tilgivelse er ikke, at man helt glemmer det, der er sket, for det er ikke menneskeligt muligt. Men tilgivelse er at vælge at leve med det, der er sket og give en ny chance, fordi vi vasker tavlen ren for skyld og slipper vreden, for at man kan forsones.

Forsoningen og tilliden kræver, at begge parter ønsker at genoprette tillid, og at man viser sig tilliden værdig igen. Det tror vi bliver umuligt, hvis ikke din kæreste vil ændre indstilling til, at han ser andre kvinder. Der er helt sikkert en menneskelig grænse for, hvor alvorligt og hvor mange gange tilliden kan brydes og genoprettes. Derfor vil vi opfordre dig til at overveje, om du tror på, at du kan få tillid igen?

Gør noget nyt
Der er mange indgroede dårlige vaner i jeres forhold. F.eks. er det ikke godt for et parforhold, at man ikke holder det, man lover, men ser andre – som din kæreste gør. Derfor er det næsten helt sikkert umuligt for jer at redde jeres forhold, hvis ikke I gør noget radikalt anderledes, end det I har gjort indtil nu.

Måske kender du sætningen: ”Hvis du gør, som du altid har gjort, får du det samme resultat”. Vil du kunne fortsætte på samme måde som nu?

Hvis jeres forhold skal reddes, så skal I søge professionel hjælp sammen. Det lyder som om, at der er et mønster i jeres forhold, der skal brydes. Derfor vil vi anbefale jer at søge professionel hjælp sammen, fordi det vil kræve meget mere fornemmelse af jer som par.

Vælg med hovedet
Vi er bekymrede for både dig og dine børn. Det er vigtigt, at du vælger en god fremtid for både dig og dine børn, og det skal du vælge med både hjerte og hoved. Nogle af de ting, du skal tænke over om fremtiden kunne være: Vil han nogensinde blive god for dig? Vil det nogensinde blive godt for dine børn at vokse op i det klima, der er mellem dig og ham? Hvis dine børn havde en stemme og var i stand til at give dig et godt råd, hvilke råd ville de så give dig?

Tag et serviceeftersyn
Vi er også lidt bekymrede for dig. Du antyder, at du måske har et alkoholproblem. Måske er der også noget i dit eget liv, som du skal have kigget lidt på. Du kan eventuelt opsøge en professionel terapeut selv. Du kan ringe til vores telefonrådgivning mandag mellem 19-23 og tale anonymt.

Vi vil ønske dig det bedste for dig og dine børn.

Kærlig hilsen

Støt Parvis

Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.

TAK for enhver gave!

Send til 94 907

Mona og Per Ladekjær, 
Parrådgiver og psykoterapeut
Mona og Per Ladekjær, Parrådgiver og psykoterapeut

Se også: