Utroskab (b)

Har brug for at få en udenforståendes syn på situationen.
Jeg er en kvinde på 38 år som mødte manden i mit liv for 7 år siden. Det første år havde vi det rigtig godt, men efter 2 år opdagede jeg, at han skrev meget seksuelt med flere forskellige kvinder via SMS. Min verden brød sammen, og vi levede i krise, hvor han bedyrede, at han ikke vidste hvorfor og at han ville os. – Det kulminerede med at han overfaldt mig fysisk og jeg flygtede på krisecenter med min dengang 2-årige datter (svært handicappet).
Vi var fra hinanden i 4 måneder hvor han var ulykkelig og virkelig kæmpede for at vinde os tilbage, og da han gennemførte et program for voldelige mænd med succes, valgte jeg at give os endnu en chance.

De efterfølgende 5 år har jeg kæmpet hårdt for at få tilliden tilbage til ham ifht. andre kvinder og det lykkedes faktisk. Jeg anede ikke uråd….
For 8 måneder siden opdager jeg så, at han igen har en meget intens, flirtende og seksuel flirt kørende med en kunde i hans butik (han er selvstændig). Jeg går fuldstændig ned med flaget der, får en depression og kan hverken sove eller spise.
Han bagateliserer ALT og forsøger på alle måder at lyve sig fra sine handlinger, hvilket resulterer i, at jeg selv må “grave” sandheden frem. I den forbindelse opdager jeg så, at han yderligere de sidste 4 år har haft en daglig hed affære med en anden kvinde, som han flere gange har haft sex med.

Igen nægtes og bagatelliseres alt og jeg må kontakte elskerinden for at få sandheden.
Situationen er nu, at vi (dvs. jeg) har brugt de sidste 8 måneder på at redde vores forhold. Jeg troede på at han virkelig fortrød og stolede på hans åbenhed ifbm. hans telefon osv. og er i mellemtiden blevet gravid. Har så lige opdaget at han alligevel har haft løbende kontakt on/off med kunden der – og mødtes med hende 3 gange for at “hygge” og nusse .

Det var bare dråben for mig! Jeg er helt død i mine følelser for ham nu. Er fuldstændig ligeglad ved tanken om ham og en anden, og det har jeg fortalt ham.
Han vil dog ikke acceptere et brud og insisterer på at NU er alting anderledes. At han ikke vil leve sit liv uden mig og børnene. Han vil have endnu en chance.
Jeg er bare færdig med hans løgne og orker ikke at stable et forsøg på tillid op til ham igen. Det føles fuldstændig meningsløst overhovedet at forsøge, da jeg er overbevist om, at han bare starter forfra, og jeg gider simpelthen ikke bruge resten af vores liv på at skulle kontrollere alt hvad han siger og gør.

Jeg føler mig så ydmyget, nedgjort og ført bag lyset. At han har “tvunget” mig til at leve på komplet falske præmisser de sidste 4-5 år. For jeg er aldrig blevet spurgt, om jeg ville leve med min. 3 i vores forhold (kvinderne kendte til mig hele vejen).

Jeg føler, han har kasseret mig hver eneste gang han har valgt at gå over grænsen med dem, da han kendte konsekvensen fra 1. gang, og alligevel har han ment, det var “risikoen” værd.
Nu er jeg der, hvor det er helt fint for mig, at han vælger dem til og mig endegyldigt fra…. Men det vil han slet ikke høre tale om ???? Han vil mig og kun mig påstår han.
Han har ikke råd til terapi, så det kommer ikke på tale.
Er jeg helt forkert på den ved bare at give op, og etablere et liv selv for mig, min datter og vores ufødte barn? Er forvirret over ham og har brug for en second opinion.