Jeg er ikke tiltrukket af min kæreste

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Hej

Jeg er en 30 årig mand, der har været sammen med min kæreste i næsten 9 år. Jeg KNUS-elsker hende og vil hende kun det allerbedste i verden, men jeg er ikke seksuelt tiltrukket af hende. Jeg tænder ikke på hende.

Vi mødte hinanden, da vi var henholdsvis 19 og 22. år. Vi har haft kriser gennem årene .Tre gange faktisk. Første gang arbejdede vi os igennem det, mens vi forblev sammen. Anden gang var vi fra hinanden i tre måneder, men fandt sammen igen, fordi vi jo elsker hinanden. Og nu står vi her igen. Det er til dels de samme problemer, der kommer frem hver gang. Jeg føler, vi er blevet nogle andre mennesker, end da vi mødte hinanden. Både intellektuelt og fysisk. Og uroen over ikke at have været sammen med andre, samt lysten til at prøve det, kommer snigende hvert andet år i en sådan grad, at det ender i de her kriser.

Vi har løbende snakket om det og nu besluttet at åbne forholdet for andre, fordi vi begge havde nogle af de tanker.
Den aftale om det åbne forhold har vi haft gennem det sidste halvandet år, men ingen af os har endnu gjort brug af den. Årsagen har blandt andet været, at der har været nedlukning, men også fordi aftalen var, at det ikke måtte være nogen, vi arbejdede med.

For halvanden måned siden mødte jeg så en pige på arbejdet. (Ikke en, jeg arbejder sammen med, men en veninde til en kollega). Vi havde vildt god kemi med det samme. For at gøre en lang historie kort ender det med, vi er sammen, og jeg kan ikke få hende ud af hovedet. Min kæreste og jeg har snakket om det i de sidste par uger, og vi er i tvivl om, hvorvidt vi begge kan blive i forholdet, hvis dette sker “hvert andet år”.

Men hvordan ved jeg, hvad der er det rigtige at gøre? Skal vi gå hvert til sit, eller kan vi arbejde på det? Er den manglende seksuelle tiltrækning til hende noget, man kan ændre på? Jeg er i tvivl, om den har været der før? Jeg elsker hende og hun mig, men bør vi have tid hver for sig for at finde ud af det hele?

Håber du kan hjælpe en ekstremt forvirret 30-årig midt i sin midtvejskrise.

Svar

Kære 30-årige spørger!

Vi kan godt forstå, at du er ekstremt forvirret og oplever at være i krise. Og sådan må din kæreste også opleve det.

Noget af det sværeste ved et parforhold er, at gnisten, forelskelsen og de varme følelser kommer og går i perioder. Det kan ikke undgås. Hvis vi lader vores engagement følge vores aktuelle følelser i mere eller mindre grad, så ville stort set alle forhold have perioder, hvor vi går fra hinanden, har pause og finder sammen igen.

Det kan I selvfølgelig vælge at gøre, men det lyder også til, at det er utroligt opslidende. Hvor lang tid kan I holde til, at jeres forhold fungerer på den måde? Det ville nok være et godt spørgsmål at snakke med hinanden om og et spørgsmål at overveje hver især.

At tage et valg

Vi er ret overbeviste om, at på et tidspunkt er man nødt til at tage et valg, og så må man tage konsekvenserne af det valg. Det kan være, at jeres forhold er slut, og det har nogle svære konsekvenser.

Det kan også være, at jeres valg er, at nu vælger I hinanden og går ind i det med fuld forpligtelse. Det har også nogle konsekvenser. Men grundlæggende har et parforhold brug for tryghed og forpligtelse, hvis kærligheden skal vokse og gro. Her vil vi varmt anbefale, at hvis der skal være tryghed og forpligtelse, så kan man ikke have bagdøre eller sidedøre i forholdet.

Man kan godt spørge, om jeres forhold egentlig har haft gode betingelser for at vokse i kærlighed, hvis I ikke rigtig ved, hvor I har hinanden? Det er ganske enkelt lidt sværere at kaste sig i armene på en anden, hvis man ikke har et løfte om at blive grebet. På samme måde tænker vi også, det er sværere at åbne sig følelsesmæssigt, men også erotisk, for et menneske, hvor man ikke aner, om vedkommende snart gør det forbi.

Så helt grundlæggende vil vi opfordre jer til at tage et valg og så holde fast i det i så høj grad, som I kan holde til det. Hvis det efterfølgende bliver helt umuligt at holde ud til at være sammen, så må det være forbi. Hvis I træffer valget om at gå fra hinanden, så kan det være svært at få tilliden til hinanden igen. Måske finder den ene af jer en anden, så det har selvfølgelig også nogle konsekvenser. Men det er helt sikkert, at hvis I bliver ved med at leve på den måde, I har gjort indtil nu, så får I samme resultat…. så gør noget andet. Og vores råd er altså at tage et valg.

Erotisk tiltrækning og tænding

Vi vil også understrege, at til et godt parforhold hører også erotisk tiltrækning. Så det er selvfølgelig ret vigtigt, om I begge føler, at det også er værd at være intime med hinanden? Det er lidt svært at vurdere ud fra dit brev, om den bare skal genfindes eller slet ikke har været til stede. Måske er du også lige pt. lidt forblændet af den anden pige? Så bliver det svært at genkende den samme glød i dit eget forhold. Måske har I været lidt “dovne” i jeres erotiske liv og ikke været nysgerrige på, hvilke nye veje,der var at gå, udover at åbne parforholdet op. Men der findes mange andre måder at få ny inspiration, eventyr og lyst ind i et parforhold. Vi kan anbefale jer at læse bogen “Lidt om Lyst” af sexolog Amanda Lagoni for at få inspiration og hjælp til at få mere lyst og nydelse i jeres forhold. I kapitel tre kan I f.eks. læse mere om tre forskellige slags tændinger:

  • Tryghed og kærlighed – at føle sig elsket og tryg kan vække lysten.
  • Eventyr og uforudsigelighed – at afprøve nyt og være eksperimenterende i parforholdet.
  • Receptiv tænding – at man ikke har en spontan lyst, men kroppen og lysten skal startes af noget udefra.

Måske skal I tage en snak om, hvad I hver især ønsker jer og drømmer om seksuelt. Hvad der tænder jer hver især, og hvordan I kan få mere af det ind i jeres relation. Så når du spørger, om I kan arbejde på at få tændingen tilbage, så er vi ret sikre på, at det er muligt at arbejde på og finde veje i. Hvis I har brug for hjælp til det, kan I gøre brug af vores tilbud om gratis sexologisk rådgivning.

Grundlæggende tryghed

Vi tænker, at vi mennesker helt grundlæggende har brug for have en tryghed i forholdet. Om det lige er ægteskab, der er svaret, det er selvfølgelig jeres valg, men for os at se kan det være helt afgørende tydeligt at markere, at I har taget et valg og forpligtet jer på hinanden. På den måde er det ikke dagens aktuelle følelse af tiltrækning eller mangel på samme, der afgør jeres fremtid.

Når man er omkring de 30 år, bliver det efter vores erfaring mere vigtigt at have en sikkerhed i, om forholdet nu også er noget, der skal vare livet igennem, eller man skal finde noget andet. Det virker, som om at jeres forhold råber på, at I tager et valg, for at det kan bevæge sig i en retning. For at have retning må der være et mål. Hvis ikke vi ved, hvad vi vil, så investerer vi ikke i det.

Vores erfaring er, at gnisten, lysten og den erotiske tiltrækning følger med forpligtelsen og trygheden. Det kan også skabe et tillidsfyldt rum for leg, eventyr og spænding erotisk set. Hvilken større kærlighedserklæring kan man give end den kærlighedserklæring, at man vil elske og ære en anden, indtil døden skiller os?

Kærlig hilsen

Mona og Per Ladekjær

Mona og Per Ladekjær, Parrådgiver og psykoterapeut

Støt Parvis

Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.

TAK for enhver gave!

Send til 94 907

Flere brevkassesvar

Læs mere fra brevkassen:

Hans sexlyst er lav

Til brevkassen Hej Min kæreste er i gang med en udredning for ptsd (dårlig barndom), og derfor skulle han udfylde...