Jeg kan ikke stoppe med at tænke på hendes fortid
Til brevkassen Kære brevkasse Jeg har været sammen med min kæreste i 6 måneder. Før vi blev kærester havde vi...
Kære Parvis
Jeg har været gift med min mand i 39 år. I de seneste ca. 2 år er han blevet en helt anden person. Han siger, han elsker mig utrolig højt, men hvorfor er det så, at jeg ikke hverken kan se eller føle det? Han siger han vil have sex, men det sker aldrig. Det er som om han tror, at det at tale om vejret er nok og så spise og sove. Han er blevet undersøgt for demens, men det er blevet udelukket. Jeg kan ikke holde til det og ved ikke, om det er det værd. Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg vil gerne have et råd om, hvem jeg kan få hjælp hos.
Kærlig hilsen
I.
Kære I
Du beskriver en svær situation med din mand, som du har været gift med i 39 år, men som du igennem de sidste to år har oplevet som en helt andet person. Jeg får ikke nærmere kendskab til, hvad hans personlighedsændring handler om, men som jeg forstår det, er der tale om, at hans aktivitetsniveau er nedsat betydeligt, og at det i også i høj grad har påvirket jeres samliv, inklusiv jeres seksuelle samliv.
Du giver nu udtryk for et ønske om hjælp og spørger, hvor du kan få det?
Jeg ved ikke, om jeg kan hjælpe dig, men jeg vil forsøge at nærme mig din situation fra to synsvinkler.
Da en undersøgelse for demens har vist, at det ikke er årsag til ændringen hos din mand, har jeg overvejet, om der kan være tale om erektil dysfunktion. Det er et problem, som ofte rammer mænd i den alder, og det kan opleves næsten invaliderende. Det er en situation, hvor din mand vil føle sig mindreværdig, og hvis I ikke tidligere har haft nemt ved at tale åbent og fordomsfrit om det seksuelle, kan din mand reagere ved at trække sig fra dig kropsligt – og i det hele taget isolere sig for at fortrænge, at han oplever, at han ikke længere slår til som mand. Han fortæller dig, at han elsker dig utrolig højt, men han er så bange for, at du skal opleve hans nedsatte evner, at han undgår situationer, hvor de bliver tydelige.
Hvis det er det bagvedliggende problem for den personlighedsændring, du oplever, så er det vigtigt, at du nærmer dig nænsomt og forsigtigt. Han har brug for at mærke, at han stadig er tiltrækkende for dig, men også at det er noget, I kan tale om – for at løse det sammen. Der findes medicin, som kan afhjælpe problemet, samtidig med at I kan finde nye og spændende måder at være sammen på – seksuelt. Fx ved hjælp af noget ”legetøj”. Hvis du er åben og fordomsfri – uden at være nødt til at overskride dine egne grænser – kan det give ny inspiration til jeres sexliv og give jer begge gode oplevelser, som forhåbentlig får betydning for jeres samliv i det hele taget.
Den anden synsvinkel, du kan overveje, er, om der er noget, hos dig eller i jeres samliv, som har været årsag til, at din mand har trukket sig ind i sig selv og væk fra dig? Hvad gør du for at være attraktiv for din mand? Både fysisk og psykisk? Taler I godt sammen? Viser du interesse for hans liv og verden? Er du stadig spændende at være sammen med? Oplever han kritik eller store krav?
Det er vigtigt, at du ikke oplever mine spørgsmål, som om det er dig, der er noget i vejen med. For mig handler det om, at et ægteskab er noget, man skal arbejde på hele livet – og at behov og ønsker ændrer sig i takt med alder og ændrede livsvilkår, og at det derfor er altafgørende, at kommunikationen er åben og tillidsfuld og uden krav og kritik.
Når din mand har været villig til at blive undersøgt for demens, forestiller jeg mig, at han så vidt muligt gerne vil imødegå dine ønsker og behov. Så du kan også foreslå, at I opsøger en parterapeut eller tager på et ægteskabskursus sammen. På den måde kan I vise hinanden, at I begge kan have brug for hjælp og ny inspiration for at genopbygge kærlighed og intimitet.
Jeg håber for jer begge, at det vil være muligt. Et langt samliv i medgang og modgang er det værd at kæmpe for at vedligeholde og bevare. Samtidig mener jeg også, at det er vigtigt at se på livet og ægteskabet som noget, der ikke fuldt ud kan opfylde alle vores ønske og behov, og at ethvert valg, vi træffer, også indbefatter fravalg.
Mange kærlige hilsner
Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.
TAK for enhver gave!
Send til 94 907