Hvordan kan man
komme over sin ex?

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Kære brevkasse

Hvordan kan man komme over sin eks? Hun gjorde det forbi for to uger siden.
Og jeg tænker på hende hele tiden og sover ikke om natten. De få gange jeg gør det, er det max 30 minutter jeg får.
Går og savner hende hele tiden.

Jeg elsker hende.

Men igen har i nogen værktøjer til at komme videre eller bare at gør så det ikke kan ses på mig, at jeg er gået helt ned over det?

Jeg spiser næsten ingenting ud over folk skal tvinge mig til det.

Hilsen A

Svar

Kære A

Tak for dit spørgsmål til parvis brevkassen.

Du skriver i dit brev, at din kæreste har gjort det forbi. Du er rigtig ked af det og spørger, om vi kan give nogle værktøjer til at komme videre. Du vil gerne have hjælp, så det ikke kan ses på dig, at du er gået helt ned over det. Du sover ikke om natten og har mistet appetitten. Du elsker din kæreste og savner hende konstant.

Vi kan godt forstå, du er ked af det. Du har lidt et tab, og det er voldsomt for dig. Du er i krise, og det kommer du ikke bare sådan over. Der er ikke værktøjer til at komme udenom sådan en krise, men det er muligt at dele nogle tanker med dig om, hvordan du kommer igennem sådan en livskrise.

At miste en kæreste er en sorg, og sorgen har brug for tid for at blive bearbejdet. Lige nu er du ved at erkende chokket over det, der er sket, og du reagerer med både fysiske og psykiske symptomer. Rådet er, at dele dine følelser med en anden person. Erkende at det er dig, der har det dårligt. Vi forstår på dit brev, at du gerne vil have, det ikke kan ses på dig, at du er ked af det. Hvorfor er det vigtigt? Vi kan forstå, du ikke ønsker, at alle skal vide, hvordan du har det, men at dele sorg og savn med andre mennesker er livsvigtigt. Så fortæl en god ven, at du er helt nede over det – at du har mistet den person, du elsker, og at det gør rigtig rigtig ondt. Prøv at være sammen med mennesker du har tillid til, og som tør lade dig være så ked at det, som du nu er. At tale med andre mennesker om din kæreste, og det det har gjort ved dig, at hun har gjort det forbi, er et meget vigtigt værktøj til at komme igennem denne tid.

Du vil opdage, at hver gang du fortæller, bliver du en anelse lettere. Så tal – tal og tal. Vær ikke flov over, du er ked af det. Du elsker hende jo. Hvor lang tid, du har brug for at bearbejde på denne måde, kan vi ikke vide, så det er med at bruge sit netværk. Al erfaring siger, at når der er gået tid, vil sorgen, som nu smerter rigtig meget, blive anderledes og efterhånden blive lettere at bære.

At tale med andre er nok det vigtigste værktøj, vi kan pege på. Samtidig klinger ordet værktøj af, at vi tror vi kan finde et eller andet, der kan fikse dig, så du bliver OK igen. Så nemt er det desværre ikke. Som sagt kommer du ikke udenom krisen – men igennem, og det er noget helt andet.

Mens du har det dårligt, er det vigtigt, fortsat at gøre ting du plejer at kunne lide – fx se venner, dyrke motion, se film, læse bøger, dyrke sport. Du ved bedst selv, hvad du kan lide.

Sorgen vil på en eller anden måde formentlig følge dig resten af livet. Sorg er kærlighedens pris. En har sagt at sorg er hjemløs kærlighed. Den sorg skal du tage hånd om, og den må du, som vi har skrevet, arbejde dig igennem. Når det er sagt, er det imidlertid vores erfaring, at et menneske, der har oplevet kærestesorg, som du gør nu, finder mod til at elske igen. Det er vores håb for dig, at du, når det her er kommet på afstand, vil møde en sød pige, der kan blive din kæreste. Når du så vover at elske igen, bliver dit nuværende tab en del af din bagage og livshistorie, og skal så formentlig fortælles igen.

Vi ønsker dig alt godt fremover.

Kærlig hilsen

Støt Parvis

Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.

TAK for enhver gave!

Send til 94 907

Jane og Carsten Hvidberg,
Parrådgivere
Jane og Carsten Hvidberg, Parrådgivere

Se også: