Spørgsmål
Kære Parvis.
Jeg er en mand på 43 år, som efter 21 år sammen med min kone nu står i den situation, at vi er blevet skilt. Vi mødte hinanden for 21 år siden, blev gift nogle år senere og har sammen en datter på snart 15 år.
Allerede i starten af 2025 fortalte min kone mig første gang, at hun ville skilles. Det slog mig fuldstændig ud, men vi fortsatte sammen, og vi gik hver især til psykolog.
Efter noget tid oplevede jeg, at vi begyndte at bevæge os i en bedre retning. Faktisk følte jeg allerede omkring sommeren 2025, at vi havde fundet hinanden igen som par. Vi havde stadig kærlighed, nærhed og intimitet mellem os, og jeg troede oprigtigt på vores fælles fremtid.
Derfor kom det som et voldsomt chok for mig, da hun i sommer, næsten præcis et år senere, igen fortalte mig, at hun ville skilles. Denne gang stod hun fast på sin beslutning, og kort efter blev vi officielt skilt.
Jeg skriver til jer, fordi jeg stadig elsker min ekskone dybt, og fordi mit inderste ønske er, at vi en dag kan finde sammen igen som par.
Vores ægteskab har bestemt ikke været problemfrit. Gennem årene har vi haft vores konflikter, udfordringer med økonomi, kommunikation, tillid og personlige grænser.
Jeg har selv begået alvorlige fejl. Jeg har haft et temperament, som til tider løb af med mig, været grænseoverskridende og ikke altid lyttet til eller respekteret min kones behov. Det er noget, jeg i dag tager dybt ansvar for og har gjort over for hende.
Min ekskone har fortalt mig, at hun gennem længere tid følte sig ensom og udmattet i vores ægteskab. At hun langsomt mistede sig selv, og at hendes følelser for mig efterhånden forsvandt.
Hun har også erkendt, at hun selv havde nogle uhensigtsmæssige mønstre, blandt andet et stort kontrolbehov omkring vores økonomi.
Men vi har også haft 21 år med utrolig meget kærlighed, intimitet, fælles oplevelser og et familieliv, som jeg stadig ser tilbage på med stor glæde.
Det, som har været allersværest for mig at forstå, er, hvordan hendes følelser kunne forsvinde, når jeg samtidig oplevede, at vi stadig havde kærlighed, nærhed og intimitet mellem os.
Også efter vores første krise oplevede jeg, at vi kunne kysse, være intime, fortælle hinanden, at vi elskede hinanden, og lægge planer for vores fælles fremtid. For mig var det tegn på, at vi havde genfundet noget af det, der tidligere havde bundet os sammen.
Jeg kan i dag godt forstå, at hun måske oplevede situationen anderledes, og at hendes følelser allerede var under forandring.
Hun har siden gjort det meget tydeligt, at hun ikke ønsker at genoptage forholdet. Hun siger, at hun stadig elsker mig som menneske, ven og far til vores datter, men at kærligheden til mig som partner er væk.
Hun har endda sagt, at hun aldrig vil finde tilbage til mig.
Og det gør ufatteligt ondt, for jeg elsker hende stadig.
Efter skilsmissen har jeg arbejdet meget med mig selv. Jeg øver mig hver evig eneste dag på at blive det menneske, jeg gerne vil være. Jeg arbejder med at forstå mine tidligere reaktionsmønstre, regulere mine følelser, respektere andres grænser og blive et mere trygt og selvstændigt menneske.
Jeg arbejder blandt andet med accept og med at finde en balance mellem mine følelser og min fornuft.
Det gør jeg først og fremmest for min egen skyld og for at være den far, jeg ønsker at være for vores datter.
Men jeg vil heller ikke skjule, at en del af mit hjerte stadig drømmer om, at min ekskone en dag igen kunne få romantiske følelser for mig.
Ikke fordi vi skal tilbage til det gamle ægteskab. Det ønsker jeg faktisk ikke. Hvis vi nogensinde skulle finde sammen igen, skulle det være et nyt forhold, bygget på gensidig respekt, tryghed, tillid og alt det, vi hver især har lært.
Jeg ved godt, at jeg ikke kan få hende til at elske mig romantisk igen, og at jeg skal respektere hendes nej. Jeg har også erkendt, at mit behov for svar og min desperation efter skilsmissen nogle gange har lagt et urimeligt pres på hende.
Jeg ønsker ikke at presse hende mere eller gøre min personlige udvikling til en strategi for at vinde hende tilbage.
Men jeg står stadig med nogle spørgsmål, som jeg håber, I kan hjælpe mig med.
Hvordan kan romantisk kærlighed, der langsomt er forsvundet gennem et langt ægteskab, eventuelt opstå igen mellem de samme to mennesker?
Hvad kan jeg gøre for at skabe de bedst mulige betingelser for, at vi måske en dag kan finde hinanden igen, uden at presse hende, forsøge at påvirke hendes følelser eller overskride hendes grænser?
Hvordan kan jeg respektere hendes meget klare afvisning og samtidig finde en sund måde at leve med mit fortsatte ønske om at genfinde kærligheden med hende?
Jeg er klar over, at ingen kan forudsige fremtiden, og at det kræver to mennesker, som begge ønsker et parforhold.
Jeg ønsker heller ikke at sætte mit eget liv på standby i håbet om, at hun en dag vender tilbage.
Men efter 21 år sammen har jeg svært ved at forestille mig, at jeg nogensinde skulle elske et andet menneske på samme måde.
Derfor håber jeg, at I kan give mig nogle ærlige, faglige perspektiver på, om kærligheden mellem to tidligere ægtefæller kan genopstå, og hvordan jeg bedst forholder mig til den virkelighed, jeg står i.
Med venlig hilsen
En mand, der stadig elsker sin ekskone
Svar
Kære mand
Det lyder som en rigtig svær situation at stå i, når din kone gennem 21 år har besluttet, at I skal skilles, mens du stadig elsker hende. Som jeg læser det, har du et stærkt håb og ønske om, at I igen kan finde sammen, og spørger til, om dette er muligt, eller hvordan du kommer videre.
Som du skriver, så kan ingen forudsige fremtiden, heller ikke jeg, men det lyder til, at der er ting, som vil kræve meget for din ekskone at få vendt, hvis romantiske følelser igen skal komme frem, når hun er så afklaret i det nu. Derfor kan du nok heller ikke forvente, at hun er med på, at I skal lave ting sammen som par.
Naturlige måder at være sammen på
Men måske er der nogle naturlige måder, I kan være sammen på. Nu ved jeg ikke, hvordan jeres relation er, når I er sammen, eller hvor gammel jeres datter er. Om I ses, når der er skiftedag, eller det vil falde naturligt, at I engang imellem kan spise aftensmad eller have tid sammen alle tre, hvis din ekskone ikke ønsker alenetid sammen med dig.
For du skriver, at du har arbejdet meget med dig selv og er anderledes i dag, end du har været i jeres ægteskab, hvilket formentlig vil være positivt for din ekskone at erfare. Om det kan lade sig gøre over et aftensmåltid eller nogle fælles aktiviteter sammen med jeres datter, ved jeg ikke, men det kan måske være en start. At hun oplever, at du gerne vil hende, og at der er nogle ting, som du har arbejdet med og er blevet bedre til at håndtere.
Hvis hun oplever, at der er noget, som hun kan savne i det, I havde sammen, og mærker noget af det samme bånd, som du udtrykker, og erfarer, at noget af det, som kunne være svært imellem jer, er blevet mindre, så er der måske en chance.
Det kræver, at begge vil det
Men det kan også være, at det er rigtig svært at vende hendes syn på jeres forhold, og at hun ikke får et ønske om, at det skal blive jer to som par igen. For som du skriver, så kræver det, at begge vil det, før et parforhold kan fungere. Og selvom det virkelig er hårdt, så er du nok nødt til at give slip på tanken om at finde tilbage sammen igen.
Brug tid med dine venner og brug tid på aktiviteter, som giver dig noget godt, så tomrummet måske kan mindskes over tid. For det kan blive rigtig hårdt at gå og håbe på noget, som ikke kommer til at ske, hvor det kan være godt at fylde noget andet ind i stedet.
Jeg ved ikke, om disse tanker hjælper dig på vej, men jeg håber, at du finder din vej i det. Du kan også overveje at kontakte Agapes parterapeut Bente Fischer-Nielsen for at booke en samtale med hende. Hun tilbyder også solosamtaler. Hun kan kontaktes på bente@agape.dk.
Med venlig hilsen
