Jeg er bange for min kæreste

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Hej.

Jeg har virkelig et problem med min kæreste. Jeg føler virkelige ikke, jeg kan kommunikere med min kæreste. Han er rigtig tit grov i tonen over for mig, og tit taler han ned til mig. Jeg har en diagnose, som gør, at jeg ikke har det let i forvejen. Jeg har været sammen med ham i snart 2 år, og jeg føler, at det bare ikke har været særlig nemt at være sammen med ham. Han siger rigtig tit til mig, at jeg ikke er en rigtig pige, og jeg ikke er ligesom andre piger. Og han sammenligner mig stort set med alle piger/kvinder, han får øje på og skælder mig nærmeste ud, fordi jeg ikke går i det samme tøj som dem, eller ikke bruger så meget makeup som dem.

Jeg får det rigtig dårligt, når han altid fortæller mig, jeg ikke er som andre piger og hele tiden kigger efter andre. Jeg kan ikke snakke med ham om det, fordi han bare begynder at råbe af mig og peger det hele over på mig, som om det er min egen skyld, og at det bare er, fordi jeg ikke kan lide mig selv. Jeg har mange gange prøvet at gøre slå op med ham. Men han begynder at råbe og slå sin hånd ind i ting. Jeg føler mig rigtig utryg sammen med ham og jeg føler ærligt talt, at han ikke elsker mig, for han vil aldrig lytte til mig, når jeg prøver at snakke med ham. Han virker så ligeglad, og jeg tror han bare udnytter mig. Jeg ved virkelig ikke, hvordan jeg skal slå op med ham. Fordi jeg er ærligt bange for ham, og jeg kan ikke holde ud at bo sammen med ham. Jeg føler mig slet ikke hjemme i min egen lejlighed.

Svar

Kære dig

Tak for din henvendelse til os her på parvis.

Det parforhold, du beskriver med din kæreste, er ikke et velfungerende parforhold, og der skal gøres noget ved det. Som du beskriver det, har du en kæreste; der skælder dig ud, siger grimme ting om og til dig, råber ad dig og gør dig utryg. En kæreste, du er bange for, og som ikke er interesseret i at snakke og lytte til dig. Min meget klare respons på det er; sådan kan det ikke blive ved. Enten skal der repareres på jeres parforhold nu, hvilket vil kræve, at I får hjælp sammen – og jeg fornemmer I skal have professionel hjælp til dette – ellers skal jeres parforhold afsluttes – jo før jo bedre.

Et sådan parforhold, som du beskriver, er et parforhold, der er brudt sammen. Det er ikke et parforhold. Hvad der er årsagen til dette, er i bund og grund ikke interessant, der hvor I er i jeres parforhold. Det, der er på vej til at ske, hvis du ikke passer på dig selv, er, at du risikerer at bryder sammen – mentalt og formentligt også fysisk.

Derfor tror jeg, at det bedste, du kan gøre, er at finde nogle personer, der kan hjælpe dig til at komme igennem denne krise, som du er havnet i. Det kan være familie, venner eller en form for professionel hjælp. Årsagen til, at jeg skriver det så specifikt, er, at du har prøvet at få ham i tale. Du har forsøgt at sige fra overfor ham, du har prøvet på at finde frem til en måde, hvorpå, du kan trives bedre i dit parforhold – og det er ikke lykkes. Du har forsøgt, og han virker ikke interesseret i at komme dig i møde og bidrage til jeres parforhold.

Du skriver ligeledes, at du flere gange har prøvet at slå op med ham, og at han reagerer voldeligt ved at slå sin hånd ind i ting. Den form for reaktion er ikke i orden, og hans måde at skræmme dig på er stærkt grænseoverskridende. Jeg vil derfor opfordre dig til at overveje, om du skal have hjælp til at komme ud af dit parforhold. Der er organisationer, der hjælper med dette. De kender til de situationer, som du beskriver, og hjælper mennesker, der er havnet i et fysisk og/eller psykisk voldeligt parforhold. Jeg synes, du skal tage kontakt til dem for at få hjælp og rådgivning.

Du får her nogle bud på et par steder, hvor du kan få rådgivning og hjælp:
Levudenvold.dk har en anonym hotline, der er åben døgnet rundt. Deres telefonnummer er 1888.
På danner.dk kan du også få hjælp, deres telefonnummer er 33 33 00 47.

Din opgave bliver nu at finde ud af, hvad der skal til, for at du kan komme igennem denne svære tid. Jeg håber, du får noget hjælp og kan finde den eller de personer, der kan hjælpe dig og støtte dig i denne svære tid. For nu skal der forandring til.

De bedste hilsener

Ulrik Fogh Buch, Familie- og parterapeut

Se også: