Hej
Min kæreste og jeg har været sammen i 7 år, og vi har 2 børn. Min kæreste har et ønske om at have et åbent forhold, så hun kan prøve at få mere gnist i vores sexliv. Hun vil så prøve nogle andre mænd. Jeg vil gerne høre om, hvad man kan gøre for at forhindre hende i at gøre det.
Kære mand
Tak for dit spørgsmål til os her på parvis.dk. Jeg vil give dig svar på dit spørgsmål og samtidig give dig nogle spørgsmål, som jeg håber, du har mod på at gå videre med i jeres parforhold.
Jeg vil gerne begynde med at spørge, om I har talt om jeres fælles sexliv? Hvis I har, har I så begge en oplevelse af, at I mangler gnist i sexlivet og i jeres parforhold? I de fleste parforhold er det ikke nødvendigvis sådan, at begge parter har samme oplevelse af gnist og sexlyst i forholdet. Det kan være sårbart, at man som par ikke er fælles om oplevelserne af sexlivet. Det kommer ofte frem i et parforhold, at den ene har et større behov, mere fantasi og lyst, og et ønske om at prøve noget seksuelt, som den anden måske ikke har lyst til. Lige så sårbart som det er, lige så velkendt er det også. Når det sker, er det af afgørende betydning, at man kan være fælles om sårbarheden i at have forskellige behov. Samtidig er det vigtigt at gøre, hvad man kan for at møde hinanden i de forskellige behov, lyster og fantasier.
Hvis de forskellige behov for sex, lyst og fantasi ikke skal blive til en større konflikt og en potentiel afstand mellem hinanden, er det vigtigt, at man bruger meget tid på at tale med hinanden. Derigennem kan man mærke et ønske om at leve sexlivet ud med hinanden til trods for de forskellige behov. Jeg ved ikke, om I som par har været gennem denne proces. Hvis ikke, vil jeg anbefale, at I gør det. Nu kan det være, at I har prøvet at have de samtaler og er nået frem til, at I ikke kan møde hinanden, og derfor har din kæreste valgt at ville afprøve et åbent forhold. Det forstår jeg, at du ikke er interesseret i.
Fagpersoner og mennesker, der arbejder med eller lever i et åbent forhold, har gjort sig følgende erfaringer: Et åbent forhold fungerer kun, hvis begge parter er indstillet på det. Personligt tror jeg ikke på effekten af åbne forhold. Jeg tror på, at et par skal finde seksuel gnist, glød og hede fantasier med hinanden – og gøre sig umage for at bevare det igen og igen selv efter mange års parforhold. Det kan bestemt være svært og sårbart, men ved fælles hjælp kan det også være en gave til hinanden. Der er en fælles glæde ved at kunne bevare seksualiteten levende efter mange års parforhold.
Indtil videre har vi et samfund, hvor langt de fleste ikke ønsker at leve i åbne forhold. Flere har prøvet at leve i et åbent forhold. Statistikkerne siger, at flere har prøvet det, og de færreste får det til at fungere. Man går simpelthen væk fra det åbne forhold og vender tilbage til det lukkede forhold. Hvorfor siger statistikkerne det? Det ved vi ikke helt, men der er nogle tendenser: Man mister kontakten til hinanden og bruger mere energi på det åbne forhold. Samhørigheden bliver mindre, da man netop ikke opretholder den fysiske dimension med hinanden, men finder den i det åbne forhold.
Som din kæreste måske fortæller, vil hun finde ny gnist og gejst til jeres seksualliv. Statistikkerne siger, at det ikke sker – tværtimod. Man kan opretholde en emotionel stærk kontakt med hinanden i det faste parforhold, men den fysiske dimension bliver mindre med den faste partner. I et åbent forhold skal man leve med visheden om, at man ikke er den eneste. Det er for de fleste en svær størrelse at mestre. Jalousi finder ofte veje og forstyrrer det faste parforhold.
Du spørger, hvad du kan gøre for at forhindre hende i at have et åbent forhold. Det er et svært og et godt spørgsmål. I de næste afsnit kommer nogle overvejelser og refleksioner.
Hun vil gerne finde en gnist til jeres forhold ved at prøve et åbent forhold. Der er mig bekendt ingen statistik, der viser, at man får et bedre sexliv i det lukkede forhold, hvis den ene vælger et åbent forhold. Man får et andet forhold sammen, men det bliver ikke et forhold, hvor sexlivet bliver ”peppet op” med hinanden. Sexlivet bliver ”peppet op” uden for det faste parforhold.
Kan I få et bedre sexliv uden at din kæreste vælger et åbent forhold? Ja, det er der håb for, at I kan sammen. Som jeg forstår dit spørgsmål, er det det, hun ønsker. Hvis I begge er interesserede i at få mere gnist og et bedre sexliv med hinanden, må I sammen gøre en indsats for det. Så kan din kæreste få det, hun gerne vil have sammen med dig.
Er der andre årsager til din kærestes ønske om at ville leve i et åbent forhold? Jeg ved godt, at du ikke skriver noget om det i din henvendelse, men det kan være relevant. Handler det her ”bare” om sex og muligheden for at gøre det med andre? Eller er der noget andet, som kunne ligge bag hendes ønske, og som I skal have snakket om?
Kan du reelt stoppe hende? Nej, magt og kontrol hører ikke til i et parforhold, så det kan ikke lade sig gøre. Du må overveje, hvad du vælger, hvis din kæreste fastholder, at hun vil prøve et åbent forhold. Hvilke konsekvenser vil det have for dig, hvis hun vælger det? Vil du blive sammen med hende, eller får du overvejelser om at gå fra hende? Hvis du ikke ønsker at være i et åbent forhold, har du ret til at sige, at du ikke er interesseret i det.
For nogen kan det være rart at have en professionel at tale med – enten hver for sig eller sammen. I kan fx opsøge en parterapeut og/eller sexolog. Måske kan det også være hjælpsomt for dig/jer at læse et brevkassesvar til en person i en lignende situation.
De bedste hilsener
Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.
TAK for enhver gave!
Send til 94 907