Min hustru er afvisende – er vi i virkeligheden skilt?

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Vi har været gift i over 20 år. Jeg er meget forelsket, men min hustru viser ingen følelser. Det er 10 år siden jeg har set min hustru uden tøj på og ti år siden vi har kysset. Vi sover sammen, og ofte vil hun kramme on morgenen, men ikke mere end det. Forsøger jeg at røre hende, bliver jeg afvist.

Min hustru er en utrolig flot og attraktiv pige. Hun har alt mange drømmer om. Jeg er altid den med overraskelser: en buket blomster, et smykke, parfume, en buket eller lidt sexet natkjole til Valentines, men der er meget langt til lidt romantik. Jeg har spurgt hende, forsøgt at tale, men hun afviser, går på internettet og vil ikke snakke.

For et par år siden, “voldtog” jeg hende tidligt om morgenen. Det “virkede” men kun den dag. Og det er ikke mig at voldtage, jeg er til kys og romantik.

Er vi i virkeligheden skilt, men bare bor sammen I et stort hus? Hendes gamle mor bor hos os, men det er kun mig der ser efter hende.

Jeg vil så gerne være glad. Jeg vil så gerne vise hende kærlighed, men jeg bliver afvist. Hvad skal jeg stille op, hvordan bliver jeg hendes mand? Et svar der kan ændre vil blive modtaget med glæde.

Svar

Kære dig

Tak for din henvendelse og dit spørgsmål til Parvis Brevkassen.

Du spørger, hvad du skal stille op, hvordan bliver du hendes mand, og om jeg kan give et svar, som kan ændre din og jeres situation.

Hvad skal du stille op?

Det lyder hårdt at læse om, hvordan I har det med hinanden. Fra mit synspunkt kan det ikke blive ved, med mindre I får en klar aftale med hinanden om ikke at have et fysisk/seksuelt forhold med hinanden.

Jeg læser det som om, at sådan en aftale ville være for svær for dig. Du skriver, at du har lyst til at have en helt anden fysisk kontakt til din kone, end den I har haft og har nu. Når du ikke vil nøjes med jeres fysiske kontakt, som den er nu, men har lyst til mere, er der ikke andet for end at få snakket med hende om det.

Jeg vil foreslå dig at sige til hende, at det er for svært for dig med så lidt fysisk kontakt mellem jer. Fortæl hende, at det betyder meget for dig, at I er sammen, kan have sex og være sammen seksuelt. Derefter må du lytte til hendes svar og sammen må I finde ud af, om det er noget, I vil have hjælp til, eller noget I sammen skal gøre noget ved. Som det er nu, fungerer det ikke. Hendes afvisning af emnet kan ikke længere bruges. Det lyder til, at jeres parforhold er prøvet, og at emnet ikke længere kan ties ihjel.

Hvordan bliver du hendes mand?

Lige nu bliver du afvist og det er svært at vide, hvorfor du bliver det. Det nytter ikke at presse din kone til noget seksuelt. I stedet vil jeg foreslå dig at finde ud af, hvad hun har lyst til. Du skriver, at hun er til morgenkram, men at det ikke bliver til mere end det. Når der ikke er anden fysisk aktivitet og du er til romantik, kan det være et sted at starte, at tage dig god tid til morgenkram.

Sex er mere end det, der foregår seksuelt med hinanden.  Lige nu har du en kone, der ikke vil dele ud af sin krop. Hvad med hendes tanker og følelser – deler I dem med hinanden? Deler du dine tanker og følelser med hende? Seksualitet handler også om følelser, men som du beskriver, viser hun lige nu ikke følelser.

Det er en meget velkendt tematik i parforhold, at manden gerne vil have adgang til sex med sin kvinde, og kvinden vil gerne have adgang til sin mands følelser. Når det bliver ved, sker der oftest det, at de begge bliver frustrerede i parforholdet. Deres manglende lyst og interesse for hinanden bliver et problem. Han kalder det mangel på sex, hun kalder det mangel på følelser og intimitet.

I bliver nødt til at få sat jer sammen og få snakket om ovennævnte. I har hver en eller flere ”hemmeligheder” som gør, at jeres seksuelle samliv med hinanden er fraværende. Måske kan du få inspiration i et svar til en anden spørger.

Der er hjælp at hente

Her til sidst vil jeg opmuntre dig og jer til at få hjælp sammen. Ved din hustru for eksempel, at du har sendt et spørgsmål til brevkassen her? Ved du om hun har søgt efter hjælp til jeres parforhold et andet sted?

Når jeg skriver, at der er hjælp at hente, er det fordi, det har stået på i lang tid. Oftest bliver problemerne i parforholdet større jo længere tid der går, inden man gør noget ved det. Det kan ende med, at man vokser fra hinanden og så er bruddet en realitet. Men det behøver ikke at være sådan. Man kan vokse sammen, men det kræver, at man bliver ved med at møde hinanden med de udfordringer, som også er en del af et parforhold.

Det kan være, at det er svært selv at komme videre fra der, hvor I er nu. Derfor kan det være en god ide at opsøge hjælp hos parterapeut eller lignende. Jeg håber I kommer godt videre herfra, og ønsker jer alt det bedste i jeres mangeårige parforhold og ægteskab.

De bedste hilsener

Ulrik Fogh Buch, Familie- og psykoterapeut

Har du brug for hjælp?

Vi kan hjælpe dig videre

- Online
- Fysisk fremmøde

Book en gratis 📞visitationssamtale her

Parterapeut og sexolog Bente Fischer-Nielsen

Flere brevkassesvar

Læs mere fra brevkassen: