Vi har det svært med at håndtere konflikter

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Hej brevkasse

Sagen er den, at min kæreste og jeg har svært ved at mødes, når der er noget, der går en på. Min kæreste og jeg har været gået fra hinanden, men er nu fundet sammen igen. Vi er blevet enige om nogle ting, vi skal gøre, for at få vores gode forhold tilbage. Vi har altid været “gode” til at få pisket en stemning op. Bølgerne kan nemt gå højt, specielt fra min side. Der sker det, at han snakker grimt til mig og får mig til at føle, at jeg er en dårlige kæreste. Lige pludselig kan han vende, og så vil han slet ikke snakke med mig og ignorerer mig. Efterfølgende siger han bare, at alt er fint. Jeg bliver ved med at kontakte ham og sige: “Hvad er det, der lige sker?” Jeg vil rigtig gerne have, han snakker det ud med mig.

Det starter oftest med, at vi evt. har skrevet sammen, og jeg føler, der kommer en hård tone. Her er jeg så blevet bedt om at lade være med at spørge, om der er noget galt. Måske skriver han så, at jeg bare skal blive hjemme. Efterfølgende kan der være en mega kold stemning, synes jeg. Det virker tit, som om han er sur på mig. Dagen efter får jeg tit samme besked, at jeg bare skal blive hjemme. Specielt hvis jeg har prøvet at ringe til ham, bare lige for st snakke lidt sammen, hvor han så ikke gider at svare. Hvis jeg så skriver, om han vil ringe til mig, når han kan, så er svaret ofte det samme, at det har han ikke lyst til. Så er det her, hvor jeg spørger, om der er sket noget. Og så begynder den bare: “Nej alt er fint!” Men han vil stadig ikke snakke med mig og skriver, at jeg skal lade ham være osv. Jeg skriver så, om han ikke er sød at tage telefonen og huske, hvad vi har snakket om.

Jeg håber det giver mening. Mit spørgsmål er så, er det mig, som er helt galt på den, og hvad skal jeg gøre i disse situationer?

Svar

Hej med dig.

Mange tak for dit spørgsmål og din refleksion over, hvad du kan gøre, når kommunikationen mellem dig og din kæreste kører skævt.

En udfordring som alle, der er i parforhold, kender rigtig godt. Det er super fint, at I har prøvet at lave nogle gode spilleregler for, hvordan I kan forebygge, at jeres kommunikation går skævt. Alle vil opleve, at det alligevel kan ske, trods gode intentioner.

Skriftelig kontakt

Du skriver ikke præcist, hvad I har aftalt, så jeg prøver bare at komme med lidt input. Du skriver, at jeres kommunikation ofte bliver vanskelig, når I skriver sammen. Måske det er, når du længes efter lidt kontakt og føler, at du bliver afvist, hvis din kæreste skriver lidt kortfattet tilbage. Så svarer du måske lidt mere indtrængende tilbage, og han svarer måske med enstavelsesord. Måske du presser ham lidt mere, fordi du savner noget fra ham, og det ender med, at han bider fra sig? Blot et gæt fra mig.

Hvis det sker nogenlunde på denne måde, tænker jeg, at I skal overveje, hvor meget skriftlig kontakt I skal have. Det er meget nemt at komme til at fejltolke det skrevne, når man ikke har stemmeføring og kropssprog med, som når man er sammen fysisk.

Når vi ikke hører hinandens intention

Du nævner, at din kæreste nogle gange taler grimt til dig (og måske du også gør det til ham), når I får pisket en stemning op. Det ser også ud til, at du selv påtager dig en stor del af ansvaret for, at tingene kører op. Når et skænderi ”kører” op, er det ofte, fordi parterne ikke hører, hvad den anden siger, men svarer ud fra, hvad de tror eller frygter, den anden har af dårlige intentioner. Jeg kender ikke dig, men jeg tænker, at du skal overveje, om du nemt kommer til at ”køre op”, når du i virkeligheden er rigtig bange for, at din kæreste ikke synes du er OK, og måske endda vil forlade dig?

Når man får det sådan, kan man godt blive ved med at ”spamme” sin kæreste så meget, at han til sidst ikke ved, hvad han skal stille op. Reaktionen kan være opgivenhed, ignorering, eller verbal eller fysisk voldsomhed.

Jeg tænker, at du skal øve dig i at lade telefonen ligge. Øve dig i at holde ud, indtil I får lejlighed til at tale sammen, hvor I kan se hinanden. Aftal i stedet et konkret tidspunkt, hvor I kan mødes og tale sammen. Gerne når der er gået tilpas tid til, at I begge har nået at falde til ro og fået tænkt over tingende.

Ikke at føle sig ok

Nogle mennesker har meget let ved at føle sig ikke OK. Jeg ved ikke, om det er et tema i dit liv generelt, eller om det kun er i forhold til din kæreste, at du har det sådan. Hvis det er et livstema for dig, tænker jeg, det ville være rigtig godt for dig at arbejde med. Måske du kender en person, du har lyst til at tale med om det. En mulighed kunne også være en terapeut.

Hvis det er en følelse, som primært opstår i din relation til din kæreste, tænker jeg, at du skal overveje nøje, om han er den rette kæreste for dig. Mærker du, at han er glad for dig, og formår han at vise dig det? Det er meget almindeligt i parforhold, at den ene har mere brug at tale om tingene end den anden. Der kan være stor forskel på, hvor mange ord parterne bruger. Det er en udfordring, men man kan over tid finde en god måde at komme hinanden i møde på, hvis man grundlæggende er gode for hinanden, og begge har viljen til at arbejde med det.

Jeg håber at mine tanker kan være til inspiration for dig. Det er rigtig fint, du bruger parbrevkassen til at blive klogere på dig selv. Du kan også ringe til vores gratis rådgivningtelefon, som har åbent hver mandag aften.

De bedste hilsener.

Bente Nykjær Psykoterapeut

Støt Parvis

Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.

TAK for enhver gave!

Send til 94 907

Flere brevkassesvar

Læs mere fra brevkassen: