Krise i forholdet

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Hvad skal jeg gøre nu? Min kone og jeg har været sammen, siden vi begge var unge (ca. 13 år). Vi er gift på 8. år og har 2 børn. Jeg er med tiden blevet mere negativ (hvilket desværre er meget normalt i min familie), og jeg har fuldstændig overhørt hendes ønske om mere romantik og kærlighed i vores forhold, samt mere ro fra min side. Hun har nu sagt, at hun overvejer at melde sig ind i en boligforening, og at vi skal have en periode hver for sig, så hun kan finde ud af, om hun savner mig, eller hvad der skal ske. Vi er ikke uvenner, og hun siger, at hun stadig elsker mig, men mest som en ven…

Jeg er endelig vågnet op og vil gøre alt, hvad der overhovedet er muligt for at rette op på det hele. Jeg vil helst ikke presse hende til noget som helst, men jeg vil tage kampen op for, at vi kan blive sammen. Hvis jeg kort forsøger at give hende en krammer, når hun er stået op og har sovet dårligt, siger hun, at hun har det svært med det, og at det godt kan virke omklamrende. Jeg elsker hende virkelig helt fantastisk meget, og jeg har ikke lyst til at give slip på vores liv sammen.

Svar

Kære Mand.

Tak for din henvendelse til Brevkassen.

Problemet.

Du indleder dit brev og spørgsmål til Brevkassen ”Hvad skal jeg gøre nu?”. Efter at have læst din beskrivelse af jeres parforhold, tænker jeg, det er sidste udkald for at gøre noget.

Din hustru er på vej væk og ønsker at flytte i en boligforening for at blive afklaret i forhold til dig. Din hustru har savnet romantik og kærlighed i forholdet samt mere ro fra din side. Hun har svært ved fysisk kontakt med dig – bare det at få et kram.

Du nævner i forbifarten, at du selv er blevet mere negativ, og tilføjer, at det desværre er meget normalt i din familie. Hvad tænker du om det? Hvorfor er du blevet negativ? Hvad er det i jeres familie, som gør, I får en sådan holdning til livet?

Løsning.

Det mest positive i dit brev er, at du skriver, du er vågnet op, og i den tilstand kan man tage et valg. Du elsker din kone og har ikke lyst til at give slip på jeres liv sammen. Hvor heldigt, at din hustrus udmelding er, at hun stadig elsker dig.

Hvis du er indstillet på at rette op på forholdet, og for at I kan blive sammen, er det hårdt arbejde. Det er et fuldtidsjob, du har foran dig. Din hustru skal erobres på ny. Kærligheden er opfindsom, så lad dig inspirere.

For det første må du fortælle din hustru om din opvågning. At du ønsker at bruge mere tid sammen med hende og give hende koncentreret opmærksomhed. At I sammen får flere fælles oplevelser, som kan gøre jer glade. At du ønsker at gøre alt hvad du kan, for at I kan blive sammen.

Spørg ind til hvad du kan gøre for hende? Hvad gør hende glad?

Overrask hende med ting – gaver, som du ved hun sætter pris på. Inviter ud til et hyggeligt sted – måske et weekendophold, hvor I får børnene passet, så din hustru får en oplevelsen af, du mener det, du siger, og at det ikke bare er snak. Når man kommer væk fra hverdagen og ind i andre omgivelser, kan man opleve at se hinanden på en ny måde. Undlad måske for en tid fysisk kontakt, da hun har svært ved at modtage det.

Et forslag kunne være at læse bogen “Kærlighedens 5 sprog” af Gary Chapman.

Hvad er jeres kærlighedssprog? Det kan jo være så forskelligt, men for at få en større forståelse for hinanden, kan det være godt al blive klar over.

Men umiddelbart tror jeg ikke, I selv kan løse problemerne. Mit forslag vil være, at I søger en dygtig familieterapeut som kan hjælpe jer til en bedre kommunikation og en større forståelse for hinandens behov.

Alt godt til jer begge.

Varmeste hilsner

Støt Parvis

Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.

TAK for enhver gave!

Send til 94 907

Ellen Hedelund, Psykoterapeut

Se også: