Kære brevkasse.
Jeg er kvinde på 39 år. Jeg har en kæreste, som jeg elsker. Dog har jeg gennem den seneste tid set sider af ham, som jeg tager stor afstand fra, og som, jeg kan mærke, udfordrer mig. Min kæreste er meget bestemmende og manipulerende. Han vil vide, hvor jeg er, hvor længe og med hvem osv.
Jeg føler mig så låst. Besøger jeg en veninde, og han mener, jeg er væk for længe, er jeg utro, og han sender mig så kryptiske beskeder, hvilket gør, at jeg føler mig tvunget hjem med set samme. Jeg kan intet sige eller gøre rigtigt. Prøver vi at snakke om ting, og jeg retter kritik mod ham eller hans person, ryger han af som en raket, lukker samtalen og ignorerer mig. Jeg føler, jeg ikke kan tillade mig noget andet end at gå på arbejde, sørge for det praktiske hjemme og så ellers bare være hjemme bag de fire vægge, så han ved, hvor jeg er.
Det dræner mig, og jeg overvejer at gå, men jeg er også bange for ham, hvis jeg gør.
Er det mig, der er noget galt med?
Den knuste
Kære ”Knuste”
Det fremgår ikke af dit brev, om I har børn, og hvor lang tid I har været sammen. Det er noget, jeg nok skulle have med i mine overvejelser, og så dog! Der er så mange ting i det, du omtaler, som gør, at jeg meget enkelt vil anbefale dig, at komme ud af det forhold, jo før jo bedre!
Der findes forskellige termer for det, du er udsat for. Det skal jeg ikke komme ind på her, men jeg gætter på, at din kæreste var beleven, opmærksom og ville gøre alt godt for dig i starten af jeres forhold, og at du i den grad følte dig smigret. Hvis det var sådan, så bestyrker det blot min antagelser.
Det lyder, som om han forsøger at skabe en solid kontrol over dig ved at manipulere. Som du selv beskriver det, så bliver konsekvensen, at du må lukke ned for dit eget liv. Dine behov bliver der end ikke talt om, og der er slet ikke plads til dem. Det lyder også, som om at frygt og skyld allerede har etableret sig dybt i dig. Han møder dig ikke med nogen form for anger, og han tager ikke ansvar for sine handlinger, selvom du har det rigtig skidt. Ubegrundede beskyldninger er begyndt at forvirre, og virkeligheden bliver mere og mere grumset, hvilket er et klart tegn på, at du skal væk.
Du elsker ham, men glem nu ikke, at du har et ansvar over for dig selv. Der skal i kærligheden være en naturlig plads til, at vi kan sætte vores grænser og blive mødt i dem, uden at vi udsættes for de ting, du beskriver. Jeg er bange for, at du er ved at miste dig selv.
Dit afsluttende spørgsmål: ”Er det mig, der er noget galt med?” – viser bare, at den nedbrydende proces, han har gang i, er begyndt at virke. Nej, der er noget galt med din kæreste, og det kan du ikke løse, men du skal passe på dig selv.
Det her bliver et kort svar, fordi jeg ser slet ingen grund til at søge parterapi eller råde om, hvordan du kan forsøge at tale med ham om dine problemer. Jeg vil råde dig til, at du hurtigst muligt får hjælp til at bearbejde det, du har været udsat for.
Venligst
Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.
TAK for enhver gave!
Send til 94 907
Til brevkassen Hej Jeg har fundet en rigtig sød, omsorgsfuld og god mand. Sidste sommer tog vi i sommerhus, og...
Til brevkassen Hej Parvis Vi er et ungt kristent par på 19 år, der bliver ved med at sidde fast...
Til brevkassen Min mand meddelte, at han ville skilles, efter at vi har været sammen i 32 år. Han siger,...
