Min kæreste er ikke
klar til at være far

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Hej

Jeg er 22 år gammel, og min kæreste er 25.
Jeg har længe rigtig gerne ville have et barn, men han siger, at han ikke er klar til at blive far.
Jeg vil så gerne have et barn, at jeg har overvejet at bruge en donor og gå fra ham. Ikke fordi han ikke er den rigtige, for det er han 100%, men jeg kan ikke klare tanken om, at han ikke er klar.

Han er meget umoden af hans alder, og derfor kan jeg sagtens forstå ham, for han er slet ikke i stand til at tage vare på et barn lige nu. Han hentyder til, at han ikke synes vi skal have børn nu, fordi vi ikke bor i vores drømmehus, og fordi jeg først til sommer (forhåbentlig) skal i gang med min uddannelse.

Tankerne om børn kom, engang jeg var til lægen og blev testet positiv for kønssygdomme, fordi han havde været mig utro. Lægen har efterfølgende fortalt mig, at jeg ikke har så stor en chance for at kunne blive gravid, fordi jeg har gået med det så længe (han valgte at holde det hemmeligt) og jeg er så bange for, at mine bedste muligheder for at få børn ligger nu, og jeg ved at jo ældre man bliver jo sværere kan det være at få et barn. Jeg er så nervøs for, at hvis jeg venter længere tid vil det være helt umuligt for mig.

Inden jeg blev konstateret positiv for kønssygdomme, var jeg afklaret med at jeg ikke ville have børn, men da den del “blev taget fra mig” vil jeg bare rigtig gerne have et barn. Faktisk så meget, at jeg kan begynde at græde, når jeg ser babyting. Denne her babysnak vender mig og min kæreste cirka en gang om ugen, men han holder fast i sit svar: “ Jeg skal nok give dig børn, når du er færdig med din uddannelse, og vi bor i vores drømmehus”. Derfor vil jeg rigtig gerne høre, hvad I synes jeg skal gøre.

Svar

Kære kvinde på 22 år

Jeg vil prøve at skrive nogle perspektiver og tanker, ind i de problemstillinger du beskriver, og håber på, at det kan gøre det lettere for dig at tage beslutninger og handle.

Mit syn på at sætte børn i verden er, at en graviditet opstår, som et produkt af intim kærlighed mellem to mennesker, der elsker hinanden. Nu har vi så i vores moderne samfund mulighed for at bruge en donor. Spørgsmålet er, om du vil være enlig mor, eller om du vil vente på, at du finder én, du kan dele forældrerollen med? Det er en stor beslutning at tage, og som du skriver, bliver du presset af, om timeglasset er ved at rinde ud, i forhold til om du overhovedet kan blive gravid. Jeg vil anbefale dig, at du går til en undersøgelse eller taler med en kompetent læge, der kan give dig viden om dine muligheder og evner for at blive gravid. Jeg læser det, du skriver, som en utydelig information – ”Lægen har efterfølgende fortalt mig, at jeg ikke har så stor en chance for at kunne blive gravid, fordi jeg har gået med det så længe”.

Det betyder vel ikke nødvendigvis, at det bliver sværere at blive gravid, for hver dag der går? Med andre ord, så få det ordentligt undersøgt og tag en beslutning ud fra det.

Hvis dine chancer ikke forværres af, at tiden går, så lyder det som fornuftig beslutning at vente med at stifte børn, til du har taget en uddannelse og kan købe et hus sammen med din kæreste.

Dine følelser handler om dig
At du kan begynde at græde, når du ser babytøj, det bliver jeg lidt nysgerrig på. Der er åbenbart noget, der berører dig, hvad er det mon? Er det fordi du tænker, at du er ved at miste muligheden for at blive mor? Er det en sorg over det? Er det drømmen om at være mor – at give omsorg? – Måske mærker du en følelse i dig selv, som da du selv var barn og fik omsorg? Eller er der noget i dig, der mangler omsorg, og som du gerne vil give dig selv, i form af et barn du kan blive mor for? Det er tilfredsstillende for et menneske at vide, hvor ”mine” følelser kommer fra, og hvad der skaber dem

Barnets perspektiv
At ønske at blive mor, er helt naturligt. Du skriver: ”Jeg har længe rigtig gerne ville have et barn”. Det lyder som en afklaret udtalelse, men det er også værd at sætte sig i barnets perspektiv, inden du giver dig selv, det du gerne vil have. Hvis du får et barn nu, kan du så give barnet de vilkår og muligheder, du synes, et barn skal have og har brug for? Ville du selv ønske dig den situation, hvis du skulle være barn igen? Disse overvejelser må hjælpe dig til at blive mere afklaret?

Ungdom
I min verden er 22 år at være ung, men det kan sagtens være, at du er klar til at blive ung mor? Det kan også være, at der er ting, du gerne vil prøve og bruge tid på, inden du forpligter dig? Det er betydningsfuldt, at man som forældre har mulighed for at få nogle af sine personlige behov opfyldt, venindeture, fritidsaktiviteter mv. Det er bl.a. derfor, det er godt at være to forældre til barnet og have netværk, der støtter op omkring situationen.

Jeg vil ønske dig en rigtig god fremtid, uanset om det bliver som mor nu, senere eller aldrig!

Kærlig hilsen

Støt Parvis

Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.

TAK for enhver gave!

Send til 94 907

Søren Johan Nielsen, Familie- og psykoterapeut

Se også: