Min kæreste er sprunget ud
som bi-seksuel, hvad gør jeg?

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Hej

Jeg skriver fordi, jeg ikke rigtig har andre steder at gå hen med det her.

Jeg er en mand på 33 år og jeg lever i et parforhold med en kvinde på 30, vi har været sammen i 10 år og har 2 børn sammen.

Vi har haft mange svære perioder i vores forhold, med skænderier og mangel på sexlyst.
På det sidste er det begyndt at gå rigtig godt, vi er generelt blevet mere glade for vores fælles liv, og sexlysten er begyndt at vende tilbage, men…

Så fandt jeg ud af min kæreste, skjulte en masse ting for mig. Hun fortalte mig, at hun var bisexuel og hun havde mange fantasier om at være sammen med andre. Hun var blevet lidt forelsket i en hun havde skrevet sammen med fra USA… Jeg flippede ud, og var i chok i ca 1-2uger. Jeg prøvede at få tingene til at hænge sammen i mit hoved. Hun slettede sin profil og har ikke skrevet med ham siden. Nu er det sket igen med en fra England, og hun siger at hun tænder på forelskelsesfasen, og derefter løber det ud i sandet igen. Hun vil ikke miste mig, men hun er bange for, hvad hun kan finde på en dag i virkeligheden. Hvordan er det meningen jeg skal forholde mig til det? Hvis det bare var fordi hun gerne ville have sex med andre, kunne jeg måske affundet mig med det, men hun vil være forelsket i dem først… Hvad skal jeg gøre, elsker hende, og hun elsker mig, men hvor går grænsen lige?

Håber du kan give mig et form for svar.

Svar

Tak for dit brev og dine spørgsmål. Du skriver, at du elsker din kæreste og hun elsker dig. Det tænker jeg er et godt sted at starte svaret til dig. I har haft et fælles liv i 10 år og har sammen to børn. Du skriver, at det var begyndt at gå rigtig godt i jeres forhold efter nogle turbulente år med skænderier og mangel på sexlyst. Så sprænger bomben – din kæreste fortæller, at hun er biseksuel og at hun skriver med andre på nettet, som hun bliver forelsket i. Jeg forstår godt, at du blev chokeret. Det er svært når en man elsker, holder vigtige ting skjult – det kan opleves som et stort tillidsbrud. Måske er du blevet usikker på, om du kan stole på hende, og at hun vil fortælle dig det, hvis hun skriver med/opsøger andre igen.

At blive forelsket i andre

Forelskelse kan oplevelses som en fantastisk rus. De belønningssystemer, der aktiveres i hjernen, er de samme som kokain aktiverer. Vi udskiller dopamin, serotonin og opiater, der giver os lyst, lykkefølelse og nydelse. I forelskelsesperioden fremstår vores udkårne som verdens bedste partner og vi har en tendens til at idealisere den anden. Når vi er sammen med den, vi er forelsket i, føler vi os som hele mennesker.

Din kæreste oplever måske nogle af de følelser, når hun skriver med andre og forelsker sig på afstand. Og det er let at holde fast i alle de gode aspekter af et menneske, som man ikke skal leve sammen med i hverdagen. Du skriver at din kæreste ikke ønsker at miste dig. At hun elsker dig. Du skriver også, at hun er bange for, hvad hun kan finde på at gøre. Prøv at tal med din kæreste om følgende:

Er der noget, din kæreste savner i jeres forhold? Prøv også at tænke tilbage på dengang, I blev forelskede – hvordan var det? Hvad gjorde I? Hvad lavede I sammen? Hvordan så I på hinanden?

Jeg kender jo ikke jeres forhold, men hvis det ligner så mange andre forhold, så har hverdagen med små børn, fritidsaktiviteter og job tæret på jeres parforhold. Måske har I midt i alle hverdagsrutinerne, glemt at sætte tid af til at pleje jeres kærlighed?

Måske er det nu, der skal sættes ind på at genopdage hinanden. Blive forelsket på ny. Det kan I arbejde med på mange forskellige måder – måske kan I gøre noget af det, som I gjorde, da I blev forelsket første gang. Du skriver også, at I havde det godt lige inden din kæreste fortalte dig de hemmelig ting – hvad gjorde, at I havde det godt der? Snak om det og find ud af, hvad der skabte den gode periode. I kan også spørge ind til den andens drømme, forventninger og værdier. Eller begynde at kysse godt og grundigt midt i opvasken. Eller planlægge en weekend, hvor børnene bliver passet, så der bliver mere kærestetid til jer to. I kan udfordre jeres sexliv og finde på nye steder og måder og lege lidt med det. I kan også tale om, hvornår I føler jer elsket – brug gerne denne artikel som udgangspunkt for det. Den handler om de fem kærlighedssprog.

Det er et valg, I hver for sig skal tage – et valg om at rette fokus indad i parforholdet stedet for udad. Når I bruger energi på at udvikle jeres eget forhold, vil det sandsynligvis også opleves mindre tiltrækkende for din kæreste, at investere følelsesmæssigt i andre. Det betyder også, at det er et valg din kæreste skal tage… om hun vil rette fokus på at få jeres forhold til at blive spændende og nyforelske sig i dig igen. Og pleje kærligheden til dig. Eller om hun vil fortsætte med de aktiviteter hun har online, og risikere at miste dig og den historie og base I to har sammen.

Gennem et langt forhold vil der være både tunge perioder og mere lystbetonede perioder. Et par vil både glæde hinanden og såre hinanden. Ligesom alt andet, så skal parforholdet vedligeholdes. Den dybe kærlighed, hvor man holder sammen og kæmper sig igennem de udfordringer, livet også indeholder, har en langt større værdi end den umiddelbare spænding og rus ved forelskelsen. Derfor giver det også mening at arbejde ihærdigt på at få jeres forhold til at udvikle sig og blomstre. Læs gerne med om det lange parforholds styrker i artiklen her, der er et interview med socialpsykolog Jytte Vikkelsøe. Hun har skrevet bogen ”Derfor forelsker du dig aldrig i den forkerte”.

Biseksuel og fantasier om at være sammen med andre

Din kæreste har fortalt dig, at hun er biseksuel og dermed både kan se sig selv sammen med mænd og kvinder. Det kom selvfølgelig som en chok for dig og måske er du bange for, at du ikke er nok for din kæreste, når hun har fantasier om andre. Måske har du andre bekymringer omkring det. Jeg vil opfordre dig til at dele dine bekymringer og tanker med din kæreste, så hun ved hvad du tænker.

Alle par må også beslutte sig for, hvilket forhold man ønsker at have. Hvis vi vælger at leve i et monogamt parforhold med en bestemt person, vil der samtidig med være mange andre personer vi siger nej til, uanset køn. Hvis din kæreste var heteroseksuel ville hun også skulle sige nej tak til alle de andre spændende mænd på markedet, når hun havde valgt dig til. Og dermed gå glip af noget. Det samme gør sig gældende, når din partner er biseksuel. Din kæreste må sige nej til alle andre end dig, hvis hun ønsker at leve i et monogamt forhold, hvor troskab er en del af pakken. Min erfaring siger mig, at der ofte er en, der bliver såret, hvis man åbner op for, at der skal være flere i forholdet end to. Hvis I vælger at leve i et åbent forhold, mister du også det særlige, at kun du og din kæreste er hinandens og kender hinanden på den mest intime måde, både seksuelt og følelsesmæssigt.

Jeg vil også opfordre jer til at tage en snak om, hvordan jeres seksuelle samliv skal udvikle sig. Spørg hende om, hvad hun drømmer om, når det kommer til jeres sexliv. Hvilke variationer, stillinger, bevægelser er gode for hende. Del derefter dine ønsker og lyster med hende. I kan evt. lade det munde ud i en konkret æske med sex-fantasier, stillinger, ideer til forspil osv. Skriv alle de ting, I kunne have lyst til, ned på små stykker papir – en ting på hver seddel. Læg dem i kassen og træk så en seddel engang i mellem. Gerne midt på dagen, på den måde kan tanken om det, der venter, være med til at varme jer op til senere.

Du skrev i dit brev flere gange, at du elsker din kæreste og hun elsker dig. Derfor håber jeg også, at I vil kæmpe for at bevare og styrke jeres relation – I vil helt sikkert stå stærkere som par, hvis det lykkes jer, at udvikle jer sammen gennem denne krise.

Får I brug for hjælp undervejs i den proces, kan I få glæde af at opsøge en parterapeut eller benytte jer af vores gratis telefoniske parrådgivning. Vis også gerne din kæreste dit brev og mit svar, så kan jeres samtale tage udgangspunkt i det.

Jeg ønsker dig og din kæreste alt det bedste.

Venlig hilsen

Støt Parvis

Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.

TAK for enhver gave!

Send til 94 907

Bente Fischer-Nielsen, Parterapeut og klinisk sexolog

Se også: