Min kone har været utro

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Hej

Min kone siger hun elsker mig, men har brug for at finde sig selv, og vil ikke tale om vores forholds fremtid. Hun har været mig utro, og jeg er i tvivl, om hun stadig er det. Hun siger hun ikke har haft sex med ham, og han bare er en god ven. Men alle tegn viser i en anden retning. Jeg har set hende kysse ham, og være væk i længere tid, også om natten, hvor hun ikke vil sige, hvor hun er.

Jeg elsker hende alligevel, og jeg er klar til at tilgive hende, men hun vil ikke åbne op for den mulighed, og derfor føles det som om, hun spiller på to heste. Hun siger, hun elsker mig, og hun er ikke i tvivl om, at jeg elsker hende. Jeg har reageret voldsomt på alle disse episoder verbalt, jeg er på ingen måde voldelig. Alle stemmer i mit hoved, siger jeg skal væk fra hende, men mit hjerte siger noget andet. Jeg tænker på hende 24/7.

Vi bor ikke sammen PT, grundet den gensidige forsørgerpligt. Men det har ikke påvirket, at vi ikke er et par. Vi er separeret af samme grund. Jeg har foreslået, at vi skulle gå i terapi sammen, men det føler hun ikke, hun har lyst til. Og jeg ved ikke, om hun ønsker at kæmpe for vores forhold. For hun siger det ikke direkte til mig. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, for jeg vil ikke undvære hende, hun er mit livs kærlighed. Og jeg hæfter mig ved, at hun krammer mig dagligt og siger, hun elsker mig. Men hun vil ikke kysse på munden, som hun har det nu.

Hvad skal jeg gøre? Det er så svært at leve med. Og hvordan skal jeg tolke, at hun ønsker at finde sig selv i det her?

Hilsen J

Svar

Kære J

Tak for dit spørgsmål. Ud fra det du skriver, kan vi godt forstå, at du både synes, det er svært at leve med, og svært at finde ud af hvad du skal gøre.

Menneskelige relationer kan ofte være komplicerede og ikke sådan bare ligetil at forstå, og dermed heller ikke bare sådan ligetil at svare på. Når vi læser dit spørgsmål, får vi netop den oplevelse, at jeres relation er kompliceret med megen smerte til følge – sandsynligvis for jer begge to.

Med det in mente vil vi nu dele med dig, hvad vi får øje på, eller hvad vores opmærksomhed falder på, når vi læser dit spørgsmål. Det er ikke sikkert, at det, vi får øje på, er et tilstrækkeligt svar, men måske det kan sætte refleksioner i gang, som du kan have gavn og glæde af.

Din tydelighed
Når vi læser dit spørgsmål, har vi svært ved at lokalisere, hvordan det ser ud, når du sætter foden ned. At sætte foden ned betyder ikke at råbe og skælde ud eller kritisere, men snarere, hvordan ser det ud, når du siger: HERTIL – og ikke længere?

Når vi leder efter det, hænger det sammen med, at vi finder det meget vigtigt i et parforhold, at den enkelte kan mærke sig selv og kan tilbyde sig til den anden. Hvis jeg ikke er i god kontakt med, hvem jeg er, hvor meget jeg ”fylder”, hvor mine grænser er, hvad jeg vil være med til, og hvad jeg ikke vil være med til, så er det meget svært at tilbyde sig til ægtefællen. I stedet vil jeg let komme til, via mine valg og handlinger, at spørge ud i rummet: Hvem er jeg – sig hvad jeg skal gøre – bare du ikke går, og så får min ægtefælle opgaven hele tiden at sørge for, at jeg ikke forsvinder ud i ingenting, at jeg ikke ligesom svæver væk eller ligesom bliver som tåge – jeg kan ses, men ikke mærkes.

Gad vide om din kone gør, som hun gør, fordi hun ikke kan mærke dig, at hun afprøver forskelligt for at fremprovokere en reaktion fra dig – sådan underforstået: Er du der for mig – Kan jeg være tryg hos dig – Passer du på mig?

Hvis det er tilfældet, betyder det ikke, at det er okay at hun handle sådan, det fortæller blot noget om en mulig logik i hendes adfærd.

Forstå din reaktion
Når du fortæller, at du reagerer voldsomt, gætter vi på, at det kunne hænge sammen med fx:

a) – smerten over at hun ikke vælger dig og kun dig.

b) – dit hjertes kendskab til din hovedopgave som mand – At vogte og værne (eller hvad du mener en mands hovedopgave er)

Smerten (a) kunne være den udløsende faktor for stemmerne i dit hoved, der siger, at du skal væk fra hende for at undgå yderligere smerte. Man kan sige, at du får lyst til at bruge denne strategi for at udholde smerten, eller for at hindre yderligere smerte.

Dit hjertes ønske om at vogte og værne (b), kunne være den udløsende faktor for dit hjerte, der siger noget andet: ”Jeg tænker på hende 24/7”. Man kan sige, at du får lyst til vedholdende at arbejde på, at I hører sammen – for altid.

Når det kommer ud som ”voldsom reaktion verbalt”, tænker vi det hænger sammen med, at de to elementer er i spil samtidig. Smerten bevirker en trang til at flygte, og hjertet bevirker en trang til at blive og vogte og værne.

Set med vore øjne er din ”voldsomme reaktion verbalt” et udtryk for dine værdier, et udtryk for hvem du ér, og hvad du står for, også selvom det larmer. Det vanskelige, når vreden banker på, er, at adskille det der er mit eget, fra den som har udløst vreden – i dette tilfælde din kone.

Vredens funktion er altså ikke at udskælde eller pådutte andre min vrede. Vi mener vredens funktion er, at hjælpe mig selv tættere på ikke opfyldte behov eller følelser hos mig selv.

Hvem er du som mand?
Da det ikke er særlig frugtbart for parforholdet, at lade reaktionen regne ned over hustruen som tordenvejr, og fordi vi mener, at vredens funktion er at bringe dig tættere på dig selv, vil vi opfordre dig til at tage hånd om den ikke opfyldte følelse eller behov ved at gå på opdagelse i din maskulinitet:

  • Hvem er jeg som mand?
  • Har jeg noget med i bagagen, som hindrer min maskulinitet og min hovedopgave som mand?
  • Hvordan vogter og værner jeg?
  • Hvor er mine grænser, og hvordan holder jeg dem i hævd?
  • Hvordan tjener jeg min hustru, og hvad ligner mon til forveksling tjeneste?
  • Hvad betyder det at elske?
  • Osv.

Da det kan være en ret stor opgave at gå i gang med selv, vil vi gerne opfordre dig til at gøre det sammen med en terapeut. En terapeut kan stille dig spørgsmål, som kan åbne op til en viden om dig selv som mand, som kan være særdeles gavnligt, når man står i noget, som det du beskriver i dit spørgsmål.

En anden bevæggrund for at opfordre til et terapeutisk forløb er, at vi forestiller os, at du har et stort behov for ikke at blive handlingslammet, men at kunne handle uanset din hustrus valg, samtidig med at det kan være svært ikke at få udløst strategien: ”Se at komme væk”, når din hustru er utydelig omkring hendes tilvalg af parterapi.

Vi håber SÅ meget, at du finder en vej.

Kærlig hilsen

Lise og Villy Kjeldsen,
Psyko- og familieterapeuter
Lise og Villy Kjeldsen, Psyko- og familieterapeuter

Gratis sexologisk telefonrådgivning

Har du brug for hjælp til at håndtere sexologiske emner, kan du lige nu få en gratis rådgivningssamtale med parterapeut og sexologi-studerende Bente Fischer-Nielsen.

Gratis rådgivning

Ring til nr. 2425 4022 for gratis telefonrådgivning til par. Rådgivningen har åbent hver mandag klokken 19-22.

Du kan være anonym, og rådgiverne har selvfølgelig tavshedspligt.

Læs mere

Læs mere fra brevkassen: