Min mand har haft hemmelige kontakter til andre kvinder

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Jeg og min mand har kendt hinanden i ca. 20 år. Vi mødte hinanden kort efter hans daværende kones død. Vi flyttede sammen efter ca. 3 år. Vi boede i hans hus et par år, så købte vi hus sammen. Det løb vi sur i pga. sammenbragte børn mv. Vi boede hver for sig i 6 år, mens vi stadig var kærester. Så flyttede vi sammen, blev gift og købte igen hus sammen.

Min mand var så i sommers ude for en ulykke, og i den forbindelse opdagede jeg, at han gennem de sidste 8-10 år har haft hemmelige forbindelser til to kvinder. Den ene er en ungdomskæreste, som jeg tidligere har bedt ham droppe kontakten til, da jeg syntes, at han talte lidt for meget om hende. Den anden er en tidligere kollega, som jeg også har hørt en del om. Førstnævnte har han mødt en enkelt gang (siger han), og ellers har de skrevet sammen. Sidstnævnte har han hjulpet med forskellige ting og besøgt adskillige gange. Hun er 15 år yngre end ham, og han siger, at der ikke er eller har været nogle følelser eller noget sexuelt i deres forhold. Han siger også, at han ikke har set hende i et par år, da hun er flyttet, og de ikke længere har fælles kolleger at tale om.

Det har været et chok for mig at erfare, hvad han har haft gang i. Nu føles det, som om han er en helt anden, end den jeg troede, han var. Han siger, at han fortryder nu, men at det var hemmeligt, fordi han ikke ville gøre mig ked af det. Han siger, at han vidste, at han tog en chance. Han havde åbenbart så stort behov, at han ikke kunne lade være, på trods af at han havde dårlig samvittighed overfor mig. Han siger dog også, at han ikke mente, at det var mere problematisk, end at jeg nok bare ville sige pyt, hvis jeg opdagede det. Men sådan gik det desværre ikke.

Jeg er så ked af det, såret, vred og fortvivlet. Vi har nu gennem flere måneder trampet rundt i det her, eller det vil sige, at jeg har. Jeg kan ikke glemme, lukke ned og hvad han ellers mener, jeg bare bør gøre, så vi kan komme videre. Det sidder som en stor klump af sorg over, at alt nu er forandret. Jeg er både fysisk og psykisk helt tyndslidt nu.

Han har fortiet, hvad han havde gang i, og kvinderne vidste, at det skulle være hemmeligt over for mig. Han har, siden jeg opdagede det, løjet i ét væk, for at jeg ikke skulle kende omfanget, og situationen derved skulle optrappes. Men jeg har haft brug for at vide præcis, hvad han har lavet med de to, så jeg har haft mange spørgsmål, som han kun modvilligt har svaret på. I starten nægtede han at have kontakt til dem. og endda at han ikke kendte hende, der viste sig at være hans kollega.

Pga. af alle hemmelighederne, løgnene, sære forklaringer, forkerte oplysninger mm har jeg nu mistet tilliden til ham. Jeg har også svært ved at acceptere, at han har været så egoistisk, og at han nu ikke tager ansvar og går ind i alt det her kaos og prøver at hjælpe mig til at kunne tilgive og acceptere. Han siger, at han ikke har behov for at tale om det og beder mig stoppe totalt med at tale om det. Men det er så svært, når jeg stadig ikke har en god mavefornemmelse og ikke føler mig tryg ved hans forklaringer. Jeg ved ikke, om jeg kan fortsætte sammen med ham. Jeg er 55 år, og min mand 7 år ældre. Han var også utro i sit tidligere ægteskab.

Jeg er altså nu i en situation, hvor jeg skal vælge, om jeg vil skilles og miste alt det, vi har sammen af goder og relationer, eller om jeg vil fortsætte sammen med ham,  på trods af at han har svigtet mig og været ligeglad med mine følelser, og hvad han har gjort med mig. Det er selvfølgelig mig, han har valgt at gifte sig med, men kan jeg fortsætte på baggrund af alt det her?

På forhånd tak for jeres svar!

Svar

Kære du

Tak for dit spørgsmål.

Du spørger, om du kan fortsætte i dit parforhold på baggrund af flere år med hemmeligheder og fortielser, som efterlader dig med både vrede, fortvivlelse og ked-af-det-hed. Du oplever samtidig en stor sorg over, at alt nu er forandret, og du er tyndslidt.

Allerførst har jeg lyst til at skrive til dig, at det er helt naturlige reaktioner, når du mærker en blanding af både sorg og vrede. Og det er helt forståeligt, at du føler dig tyndslidt både fysisk og psykisk. Det er en ulykkelig og ensom situation, du står i, og jeg vil virkelig gerne anerkende, at du deler din situation samt søger råd og vejledning.

Du beskriver jeres historie med flere store bump på vejen. I er en sammenbragt familie med hver jeres historier og erfaringer med familieliv og parforhold i bagagen. I har forsøgt jer med at bo sammen, bo hver for sig, og så flytte sammen igen. Du skriver, at din mand har været ude for en ulykke, og så beskriver du, at du har opdaget, at han har haft kontakt til et par kvinder gennem en årrække.

At vælge hinanden til

Jeg får en tanke om, at I har valgt hinanden til flere gange gennem jeres fælles liv. Som jeg læser det, så valgte I hinanden til som kærester, og samtidig valgte I at bringe hver jeres familier sammen i et ønske om et fælles familieliv. I valgte efterfølgende at bo hver for sig igen for at passe på jeres parforhold, og til sidst valgte I hinanden til igen ved at blive gift og købe hus sammen.

I et parforhold er der tale om at vælge hinanden til igen og igen i både stort og småt som en bekræftelse til den anden på, at du og vores forhold er vigtig. Det skaber samhørighed, forbundethed og fortrolighed.

Du skriver, at din mand jo har valgt at blive gift med dig. Og ja, det har han valgt. Men i et parforhold er det også et valg om igen og igen at vælge hinanden til både på det følelsesmæssige og det fysiske plan.

Hemmeligheder, fortielser og utroskab

I jeres forhold har din mand søgt kontakt med andre kvinder og fravalgt at involvere dig i hans følelser og tanker, da hans lyst til kontakten til kvinderne opstod. Det har betydet, at der er kommet fortielser og hemmeligholdelser imellem jer.

Uanset om det er en aktivitet, en opgave eller en relation, som får så meget opmærksomhed og plads, at det kommer til at stå imellem os i parforholdet, er det vigtigt at stoppe op og få talt om, hvilken betydning det har for den følelsesmæssige kontakt imellem os. Når der, som i jeres situation, er tale om, at en relation til et andet menneske får så stor plads og betydning, at det bliver til fortielser, hemmeligholdelse og tillidsbrud, så er der tale om utroskab! Og utroskab udgør en alvorlig fare for parforholdet!

Et nyt forhold må begynde

Når der har været utroskab i et forhold, kan man sige, at forholdet slutter, og et nyt forhold må begynde. Som du skriver, så er det, som om at alt er forandret, så derfor vil det også føles, som om I skal starte på et nyt forhold, hvis I endnu engang vil vælge hinanden til. Et nyt forhold kan sagtens være med den samme partner, men det kræver en del samtaler omkring det skete og støtte til at genopbygge tilliden mellem jer.

Opsøg hjælp

Det lyder til, at din mand gerne vil bestemme, hvilken betydning hans handlinger har og har haft for dig. Det kan både være, fordi det er svært for ham at udholde at blive konfronteret med konsekvenserne af hans handlinger. Det kan også være, fordi det er svært for ham at udholde at se dig såret og vred. Uanset hvad baggrunden er, så er din reaktion helt normal, og jeg vil opmuntre dig til at fastholde, at I skal tale om det skete.

Det er en svær proces at genopbygge tilliden efter gentagne og langvarige tillidsbrud. Jeg vil klart opfordre jer til at opsøge hjælp hos en professionel parterapeut, som kan støtte jer i at få sat ord på de følelser, I hver især har, samt arbejde med de bagvedliggende grunde til, at din mand søger og skjuler kontakten til andre kvinder. På den måde kan I finde ud af, om I kan fortsætte sammen, og hvordan jeres fremtidige forhold i så fald skal se ud.

Artikler til inspiration

Der er skrevet en række gode artikler omkring utroskab, som du kan læse her. I kan også læse artiklerne sammen og på den måde begynde samtalen om det skete og forhåbentlig blive klart til at arbejde med jeres forhold i et professionelt terapeutisk rum. Jeg vil anbefale følgende:

Hvorfor opstår utroskab?

Den svigtede part

Den utro part

Utroskabens fem faser

De bedste ønsker til dig og jer

Karen Doktor Psykoterapeut

Støt Parvis

Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.

TAK for enhver gave!

Send til 94 907

Flere brevkassesvar

Læs mere fra brevkassen:

Hans sexlyst er lav

Til brevkassen Hej Min kæreste er i gang med en udredning for ptsd (dårlig barndom), og derfor skulle han udfylde...