Mistillid (a)

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Hej

Jeg opdagede for nogle dage siden, at min kæreste havde søgt på sin ex, skal lige siges hun er psykisk syg og har gjort min kæreste ondt på flere områder. Jeg konfronterede ham med det, da jeg bestemt ikke syntes, at det var ok, og så lige denne person, han havde ikke nogen logisk forklaring på, hvorfor han havde gjort det, og fik den hurtigt vendt om på mig og stillede mig spørgsmål om, at det havde jeg da sikkert også gjort engang. Nej, det har jeg ikke, da jeg syntes fortid er fortid, og der bliver den. Han kunne bestemt ikke se noget forkert i det. Jeg var mere interesseret i at vide, om han havde genetableret kontakt eller ønskede det, det kunne han ikke benægte. Der måtte jeg så gøre ham opmærksom på, at valgte han dette, så var jeg den, der var smuttet. Det handler ikke om, at det lige præcis er hende som sådan, men at hun har gjort nogle ting, som skadede ham. Han tror, det er fordi jeg ser hende som en trussel og er bange for, at hun vil ha ham tilbage. Nej tværtimod, mit problem med det er, at jeg ikke ønsker at han skal slæbe sin ødelagte fortid ind i vores forhold, for det ville ikke gøre nogen gavn for nogen af os.
Det skal lige siges, at det er 7-8 år siden, deres forhold sluttede, og vi har nu været sammen i 6 år.
Jeg ville bare gerne vide, hvorfor hun stadig rumsterer i hovedet på ham. Jeg sagde til ham, at det han havde gjort, var lidt en mavepuster og mistillid fra hans side, det sårer mig at han har gjort det. Det eneste han egentlig havde af svar til det var, at jeg aldrig kommer til at bestemme, hvad han tilfældigt søger efter på nettet.
Lidt en flad kommentar efter min mening.
Føler ikke jeg stoler 100 på ham mere. Er det bare mig, skal jeg se igennem fingre med det, eller hvad skal jeg stille op???

Hilsen den fortvivlede.

Svar

Kære fortvivlede

Ud fra din beskrivelse af din kærestes ex og hendes påvirkning på din kærestes liv tidligere, kan jeg godt forstå din bekymring over, at han genoptager kontakten til hende.

Sådan som du beskriver jeres snakke omkring emnet, virker det til, at din kæreste har meget fokus på, at han vil have sin frihed til at gøre, som han vil. I et forhold skal der gerne være plads til begge, men det betyder ikke, at man kan gøre lige, hvad man vil, særligt hvis det er noget, som påvirker forholdet dårligt. Det lyder det til, at denne kontakt med hans ex gør.
Som jeg læser det, har din kæreste opfattelsen af, at du føler dig truet af hans ex, og det ser han måske ikke nogen grund til, og derfor synes han måske, at du overreagerer. Det er umiddelbart ikke det, der er din frygt, men mere, hvordan det vil påvirke ham og jeres forhold, hvis jeg forstår det rigtigt(?)

Og nej, du kan ikke overvåge ham hele tiden og bestemme, hvad han søger på på nettet, og det er heller ikke meningen. Men det er vigtigt, at du giver udtryk for din frygt for, hvad det gør ved jeres forhold, hvis han holder kontakten med hende.

I har været i et forhold sammen i 6 år, og det lyder til, at han ikke har opsøgt kontakt med sin ex før, men hvad gør så, at han opsøger kontakten nu? Du skriver, at han ikke har nogen logisk forklaring på det, men alligevel er interesseret i at genoptage kontakten. Hvad er så årsagen til, at han gerne vil genoptage kontakten? Hvad er det, han ønsker at have ud af det?
Da de var sammen, havde hun formentlig en stor indflydelse på hans liv, og det kan være, at han blot ønsker at vide, hvordan hun har det. I så fald er det jo noget, I må snakke om sammen, for genoptagelsen af kontakten bør ikke komme imellem jer.

Du skriver, at du ikke helt stoler på ham længere, og om du bare skal se igennem fingre med dette. Hvis du reelt oplever en mistillid til ham, så tænker jeg ikke, at du bare skal se udover dette, for så vil det også kunne komme imellem jer og jeres forhold. Og det kan være vigtigt, at denne mistillid tydeliggøres for din kæreste, så han bliver klar over, at en gentagen kontakt til ex giver dig større mistillid i jeres forhold.

Jeg vil opfordre jer til at få noget hjælp til at få ryddet op i det, der er sket. Find en parterapeut, som kan hjælpe jer med at få ryddet op bagud, så I kan få lavet nogle gode aftaler for fremtiden, ellers tror jeg, mistilliden risikerer at blive hængende.

Dette var lidt af mine tanker. Brug det, som giver mening for dig og jer.

Med venlig hilsen

Støt Parvis

Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.

TAK for enhver gave!

Send til 94 907

Dina Lundberg, Psykolog

Se også: