Skal jeg tilgive eller
droppe ham?

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Jeg har nu været i et langt og kompliceret forhold længe. Min kæreste og jeg har haft en del problemer i forholdet, hvor vi begge har været en del af det. Jeg har aldrig selv rørt andre drenge, imens vi har været kærester, men han kyssede med en ny pige omtrent hver anden weekend. I starten af vores forhold blev jeg ved med at tilgive ham, men derefter holdt vi en pause på godt 3 mdr. Nu kommer vi sammen igen.

Vores forhold har aldrig været bedre, og jeg havde fået tilliden til ham igen, men så finder jeg ud af, at han har haft sex med en anden i fuldskab. (Det skal lige siges, at alt, hvad han har gjort, har været, imens han har drukket.) Det blev jeg selvfølgelig rigtig ked af,  Jeg elsker ham overalt på jorden, og jeg ved, at det er gengældt, eftersom han overhovedet intet husker. Vi har begge to altid haft følelsen af, at vi er meant to be og skal være sammen for evigt. Men problemet er, at jeg simpelthen er bange for, at jeg aldrig stopper med at være ked af det, hvis jeg fortsætter forholdet med ham. Det er det, jeg har allermest lyst til indeni. Men nogle gange bliver jeg i tvivl, om jeg bare er rigtig naiv i andres øjne, siden jeg bliver ved med at tilgive ham. Er det dumt eller skal jeg droppe ham? Vi har nu været sammen i 1 år og 6 måneder.

Svar

Kære dig!

Tak for dit indlæg og dine spørgsmål.

Det er en rigtig svær problematik, du beskriver. Det, at du elsker din kæreste højt, samtidig med at det er rigtig svært at være i forholdet, fordi du har svært ved at stole på ham.

Du skriver, du er bange for, at du aldrig stopper med at være ked af det, hvis du fortsætter forholdet med ham. Den måde, hvorpå din kæreste er i jeres forhold  – at han flere gange har kysset og haft sex med andre – er slet ikke den måde, du ønsker et forhold. Jeg tror, du ønsker et forhold, hvor du er fuldstændig tryg og ved, at han kun kysser og har sex med dig.

Du har virkelig vist storhed ved at tilgive ham flere gange. Der er desværre ikke sammenhæng i det, din kæreste siger, og det han gør. Han siger, at han er ”meant to be” sammen med dig, men samtidig drikker han sig fuld og har sex med en anden. Jeg forstår godt, du bliver ked af det, rigtig ked at det. Hans ord bliver meget tomme, når han ikke kan vise dig, at han elsker dig ved kun at kysse og have sex med dig.

Du har brug for en kæreste, som du kan stole på, og som både siger, at han elsker dig, og viser, at han elsker dig.

Jeg synes ikke, du skal droppe ham på grund af, hvad andre tænker, lad dem tænke, hvad de vil. Du kan overveje, om du skal droppe ham, fordi det er for hårdt for dig at være i et forhold, hvor du ikke er tryg og ikke kan stole på ham.

Jeg håber, du vil tage dig selv alvorlig og tage den beslutning, som er bedst for dig.

Kærlig hilsen

Støt Parvis

Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.

TAK for enhver gave!

Send til 94 907

Jens Ole Clausen Socialpædagog, fam.- og psykoterapeut MPF

Se også: