Vi har et uforpligtende forhold – men jeg ønsker mere
Til brevkassen Jeg har haft en affære med en forlovet mand i 9 måneder indtil for 3-4 måneder siden. Jeg...
Hej brevkasse
Jeg fik en besked fra min kæreste igår om, at hun var i tvivl omkring os, hun har haft meget kvalme og sådan noget. Jeg ringer hende så op og hun siger, at hun syntes, det er svært lige pt. for hun føler en anden er interessant. Hun elsker mig stadig og siger, at hun har vendt alle ting i hovedet med nu hvis vi bare holdt en pause? Hun ved ikke hvad der nu skal ske, for hun gider heller ikke gå fra mig.
Jeg kan ikke finde ud af, om det ville være en god ide at gå ud og have sex med en anden bare for at hun kan se, om hun vil mig eller ikke. Vi snakkede kort om det igår, hvor hun sagde, at hvis hun skal have sex med en anden, så skal jeg også, for ellers føler hun, at hun har været utro.
Jeg har brug for hjælp her!
Skal jeg give hende lov til at være sammen med en anden? Og så stadig være kærester med mig? Skal vi bare holde en pause, og så håbe vi finder sammen igen (vi elsker hinanden utroligt højt) Eller skal vi bare gå fra hinanden?
Jeg ved ikke, hvor længe I har været kærester, eller hvordan jeres forhold har været, men når din kæreste giver udtryk for, at hun har haft forskellige overvejelser om pause eller mulighed for at finde en anden at have sex med, fordi hun ikke gider at gå fra dig, så tror jeg, I har brug for at sætte fokus på jeres forhold.
Det er normalt og naturligt at opleve usikkerhed og frustration i et forhold – især når den stormende forelskelse er blevet til dagligdag. Jeg tror, det er meget almindeligt, at det også kan opleves fysisk. Men jeg tror ikke, at det er en god ide at eksperimentere med et åbent forhold, for at finde ud af, om man stadig skal være sammen. Det seksuelle er noget tæt og intimt, som knytter mennesker sammen på en særlig måde, og jeg tror, at det vil påvirke jer begge og jeres forhold, hvis I begynder at dele det med andre.
Jeg tænker der i stedet for er brug for en – eller måske flere - lange, dybe og ærlige samtaler, så I sammen kan blive klar over, om jeres forhold er så stærkt, at der er noget at bygge videre på. Hvis det ikke er tilfældet, er det bedre at I går fra hinanden. En pause kan være en god ide, hvis der er mange konflikter, men hvis baggrunden er usikkerhed og ønsket om at afprøve noget andet, så tror jeg, at det vil være for svært for den, som ikke ønsker det. Din kærestes forslag om, at du så også skal prøve det, vidner om, at hun godt er klar over, at jeres forhold ellers vil blive skævt fremover.
Så hvis I virkelig ønsker at være sammen, så bør I i stedet prøve at finde ud af, om der er områder i jeres forhold, som har brug for ændringer.
Hvad er årsagen/årsager til, at din kæreste er blevet usikker?
Er I begyndt at tage hinanden for givet?
Bruger I for lidt tid på at tale sammen om dybere ting?
Har I fælles interesser?
Har I forventninger, som ikke bliver opfyldt?
Hvad er jeres fremtidsplaner?
Hvordan er jeres oplevelse af jeres seksuelle samliv?
Alt det og sikkert endnu mere, må I prøve at tale om – og I kan måske overveje at få hjælp til det hos en parterapeut, så I kan få hjælp til at finde ud af, hvad der er vigtigt i jeres forhold og hvor der er udfordringer.
Jeg håber for jer, at I får klarhed over jeres forhold. Uanset hvad der bliver udfaldet.
Mange hilsner
Inge