Tillid eller mistillid

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Efter de to første helt fantastiske år med min kæreste sker der et voldsomt brud i vores tillid.

Min kæreste opsøger nemlig sin ekskone, efter at de har været skilt i fire år. Han er ærlig overfor mig omkring hans tanker. Han savner at være der mere for sine børn og har dårlig samvittighed. Han savner kernefamilielivet og alt det, der følger med, når der er børn indblandet. Han elsker mig og har aldrig været så lykkelig i et forhold som med mig. “Du er helt perfekt”, som han siger, “hvis bare du var mor til mine børn.”

Vi er udfordret, da hans ekskone og børn bor 20 km fra, hvor vi pt. bor sammen. Jeg har ikke mulighed for at flytte med ham tættere på hans børn, da jeg også selv har to børn i den by, hvor vi bor nu.

Jeg finder så ud af, at han uden om mig allerede har taget kontakt til sin ekskone for at se, om han kan “holde hende ud”. Jeg fortæller ham, at jeg ved, de har mødtes til en snak og gået en tur.

Efter en måned i helvede, hvor jeg har ventet på, hvad han beslutter sig for, ender det ud med, at han bliver hos mig, men vi flytter i hver vores lejlighed. Vi har mulighed for masser af tid alene, da ingen af os har børn hver anden uge.

Hele mit problem er, at hans ekskone jo altid vil være i han liv (deres børn er 7 og 11 år). Jeg har det så hårdt med, at hun skriver til ham, eller at de ringer sammen, som man jo gør, når man har børn sammen. Jeg er så bange for, at han får tanker om, at det var måske fint nok, at de var sammen. Jeg får en voldsom uro, når jeg ved, de snakker sammen. Jeg kan næsten ikke tåle, han sender sms’er … selvom det bare er om børnene.

Jeg vil så gerne være sikker på ham og stole 1000% på ham, som jeg gjorde inden alt det her.

Han er god til at bekræfte mig og skriver søde ting til mig flere gang i løbet af en arbejdsdag. Det er nu 1 1/2 mdr. siden det bliv os to igen, men jeg har det så svært i det. Hvordan skal jeg tackle det? Ønsker det skal være os to.. elsker ham højt!

Svar

Hej med dig!

Tak for dit gode brev, hvor du rigtig fint giver mig et overblik over de udfordringer, du står i lige nu. Alene det at skrive brevet har sikkert sat noget på plads for dig. Godt gået! Samtidig vil jeg sige, at dette er en rigtig svær problemstilling, og det har virkelig sat mig på arbejde! Måske er nedenstående det brev, jeg har brugt allermest tid på!

Du beskriver, hvordan de første to år har været helt fantastiske, men nu er din tillid blevet svigtet i ganske alvorlig grad. Samtidig har I begge oplevet et brud tidligere i jeres liv, og han har haft overvejelser om, hvorvidt det var bedre at gå tilbage til den kvinde, der er mor til hans børn.

Hvor må det have været en svær opdagelse for dig! Det er den slags, der virkelig kan ryste selvtilliden. Det er ikke en situation, der er lette løsninger på – og jeg kan godt forstå, at det må have været et helvede for dig.

Forholdet har stærke kvaliteter

Når han kan være så ærlig overfor dig, lyder det, som om I har en rigtig god dialog og en stor grad af åbenhed overfor hinanden. Dette er meget værdifuldt og smukt. Samtidig virker det til, at din kæreste er et rigtigt familiemenneske, som elsker sine børn og gerne vil være der for dem. Det er også værdifuldt og smukt, men i dette tilfælde er det en kæmpe udfordring for jer begge to, for han savner kernefamilielivet og alt det, der følger med, når der er børn indblandet. Det kan han desværre ikke have sammen med dig.

Du gør ham lykkelig – men han savner børnene

Han elsker dig og har aldrig været så lykkelig i et forhold som med dig – men han savner sine børn forfærdeligt. 20 km er ikke særlig langt, men når det drejer sig om børn, er det alligevel en stor distance, som I begge har opdaget! På grund af dine børn er det ikke muligt for dig at flytte, så det kunne blive bedre for ham. Jeg går ud fra, at han nu er flyttet nærmere sine børn? Det lyder ikke, som om han savner sin eks, men fire børn hver anden uge har måske også været en meget stor mundfuld for ham, der gerne vil have noget kvalitetstid med sine egne børn.

Måske er han lidt konfliktsky?

Når jeg nærlæser dit brev, får jeg tanken, at din kæreste måske er lidt konfliktsky. Hvis det er tilfældet, så vil han hellere flytte sig end tage snakken. Du kan læse mere om det her. Det er ikke ualmindeligt for mænd at være lidt konfliktsky. Der er skrevet masser af artikler og endda bøger om emnet!

Nogle par evaluerer forholdet hver måned, det kan være en god ide, når man skal navigere i så vanskeligt et farvand, som det I er ude i! Her vil du kunne hjælpe ham meget ved at være imødekommende og nysgerrig på, hvad der fungerer for ham. Hjælp ham til at fortælle dig, hvad han har brug for. Spørg ham, hvordan du kan blive en endnu bedre kæreste, og hvad du kan gøre for at lave den bedst mulige ramme, når det gælder et vellykket samvær for ham og hans børn.

Tålmodighed og tilgivelse

Faktisk tænker jeg ikke, det er en situation, der vil være let for nogen af jer, men som tiden går vil børnene blive ældre, og det ændrer meget! Tålmodighed er en vigtig ting i den forbindelse, og knyttet til den er evnen til at nyde nuet. I er blevet enige om, at det skal være jer, og at I kan være sammen, når I ikke har børnene. Det bliver ikke let, men det, du kan gøre, er selv at tage ansvar for dine ængstelige følelser og beslutte dig til virkelig at nyde den tid, I har sammen.

Måske kunne I sammen sætte rammer op for, hvornår og hvor meget han kommunikerer med sin eks. På den måde vil din ængstelse ikke være ødelæggende for jeres forhold. Du skal altså beslutte dig for at stole på ham og arbejde på at tilgive ham, hvis han skulle svigte din tillid. Det er ikke sikkert, at du helt stoler på ham nu, men ved dine handlinger kan du vise ham – og dig selv- at du vil stole på ham. Efterhånden vil følelserne så falde til ro! Du kan læse mere om det her.

Selvom der er flere år til det sker, så bliver børn ældre og flytter hjemmefra. Det meste af livet har vi kun hinanden, og venskabet er vigtigt, når I skal blive gamle sammen.

Tal med nogen, du stoler på

Det kan være en god ide at tale med nogen, for især i starten vil det være op ad bakke. Parvis tilbyder gratis telefonrådgivning hver mandag. Men en veninde eller kollega er også en mulighed!

Der er ingen garantier
I kærlighed er vi altid sårbare. Det er dem, vi elsker, der kan såre os allermest. Der er desværre ingen garantier for, at han i det lange løb vælger at blive hos dig. Men det er godt at læse, at han lytter og forstår dig og på mange måder viser, at han elsker dig. Du elsker ham højt, og der er noget, der tyder på, at det er gensidigt. Så når I vælger hinanden til som et aktivt valg, er der store chancer for, at det vil lykkes for jer.

Jeg ønsker jer alt det bedste fremover!

Tove Larsen, Cand. Pæd. Psych.

Se også: