Vores forhold har ændret sig

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Hej

Jeg har nu været sammen med min kæreste i 1,5 år. I starten af vores forhold var det utroligt godt. Han har altid behandlet mig som en prinsesse, og det elskede jeg. Han græd tit, hvis jeg var usikker på parforholdet, og han gjorde alt for at få det til at fungere, fordi jeg i starten var meget i tvivl. Han gad aldrig være sammen med hans venner, kun mig, vi hyggede altid. Han prioriter stadig mig mere end hans venner, men selvfølgelig kan han godt være sammen med dem i ny og næ, dog meget sjælendt. Han er stadig sød overfor mig, og han siger jeg er smuk. Han siger “nurhh”, fordi han synes, at jeg er så sød.

Men imellem disse søde ting han gør, så snakker vi bare ikke så meget mere. Han er selvfølgelig lidt træt for tiden. Så vi sidder bare og ser film og serier hver dag på sofaen. Vi har ikke så meget sex som før. Vi putter ikke hver nat, som han altid plejede at lægge op til. Han lægger fx altid op til sex, også selvom han har sagt, at jeg også skal gøre, så det prøver jeg selvfølgelig at gøre bedre. Men jeg synes bare for tiden det hele bliver lidt mere og mere kedeligt. Vi er begyndt at have så mange diskussioner, som kommer af de mindste ting, fordi vi misforstår hinanden. Vi ved endda, hvor det går galt i diskussionerne, men det er, som om de bare stadig kommer alligevel. Vi ender begge med at sige, at vi føler, vi ikke kan mere. Når jeg så går, så siger han, at han gerne vil prøve igen. Det er altid ham, som siger det.

Jeg er bare så bange for, at det her forhold i sidste ende ender med ikke at holde. Jeg forstår bare ikke, hvorfor jeg tænker sådan. For han har altid vist, han vil mig, men jeg føler mig bare så usikker her for tiden, fordi det hele er blevet så anderledes. Han viser stadig hans følelser for mig hver dag, men stadig kun med ord, og ellers er det bare så kedeligt, og jeg bliver så deprimeret af dette. Han kunne heller aldrig finde på at være mig utro, han vil aldrig drømme om det, han HADER utroskab. Alligevel er jeg bange for, at han finder en anden sød pige, når han starter ved sit nye job. En pige,  som han ender med at snakke godt med, og han så mistet følelserne for mig. At han får følelser for en anden pige, fordi vi ikke har det 100% som i starten. Jeg elsker ham bare så højt, og jeg vil ønske, vi bare hyggede os hver dag. At vi kunne snakke og hygge som dengang i starten, i stedet for at det hele bare var det samme. Jeg vil aldrig køre død i dette forhold grundet dette, men jeg er bange for, at han vil. For i starten viste han meget mere kærlighed, end jeg gjorde, og nu føler jeg, at jeg har lyst til at give ham alt. Jeg gør det ikke, men føler bare jeg har lyst til det. Jeg kan ikke mærke fra hans side, at han viser så meget som dengang. Jeg er bange for, det er fordi, at der nu er gået 1,5 år, og nu det ikke så spændende længere.

Ved slet ikke, hvordan jeg skal forklare alt dette, andet end at jeg bare vil vide, om det her måske snart er enden på forholdet? Er det virkelig blevet så dødt, som jeg tror? Kan han virkelig ende med at falde for en anden sød pige nu, hvor han ikke viser så mange følelser længere? Det skal siges, at han ikke går i byen, og det har han ikke gjort, siden vi begyndte at komme sammen. Han vil heller ikke have, at jeg går i byen. Så det er ikke, fordi han ikke går op i forholdet, men jeg mangler den tryghed, at vi kunne have det lige så godt som i starten, så jeg ved vi forbliver sammen. Jeg ved, han elsker mig, men jeg er så bange for, at det her forhold ikke holder, da det allerede på 1,5 år har ændret sig markant føler jeg…

Svar

Kære brevkasseskriver

Tak for dit brev. Jeg kan godt forstå, at det kan føles hårdt og svært, når parforholdet ændrer sig fra et til noget andet. Du beskriver, at det er blevet mere kedeligt, og at I ofte sidder og ser film i stedet for at snakke. Du skriver også, at din kæreste ikke udtrykker sin kærlighed på samme måde som i starten.

Jeg har lidt forskellige tanker ind i dette. En ting er, at I måske er kommet ind i en anden fase af jeres forhold. I starten af et forhold er man ofte meget forelskede. Det betyder, at man kan snakke sammen i evigheder, der er en stor lyst til at være meget sammen både seksuelt og bare generelt. Nu har I været sammen i 1,5 år. I er måske nået til en anden fase i forholdet, hvor I ikke er nyforelskede mere, men det er blevet mere hverdag at være kærester. Det betyder, at der ikke er helt de samme vilde følelser som tidligere. Dette behøver ikke at betyde, at forholdet er ved at slutte, men intimitet, nærhed, snak og samvær kommer ikke helt så automatisk længere, og er noget, som I nu skal vælge at prioritere.

Når forelskelse bliver til kærlighed

Når man går fra forelskelse til kærlighed, så går man lidt fra at have rigtig mange følelser, hvor man slet ikke kan lade være med at være sammen, over til, at det også bliver et valg. Vi vælger at være sammen og prioritere hinanden, fordi vi elsker hinanden.

Derfor tænker jeg, at det er vigtigt, at du snakker med din kæreste om disse ting.

  • Spørg ind til, om han oplever, at jeres forhold har ændret sig, og hvad han tænker om det.
  • Fortæl ham, hvad du godt kunne tænke dig, at I prioriterede i jeres forhold.
  • Lad ham fortælle, hvad der betyder noget for ham i jeres forhold, som han gerne vil prioritere højt.

Her tænker jeg måske også, at det er vigtigt at give plads til, at I kan være sammen med vennerne eller veninderne. Det betyder ikke, at jeres forhold er et dårligere sted end i starten, hvor han ikke rigtig var sammen med venner. Det er vigtigt også at have plads til gode vennerelationer, selvom man er kærester.

Jeg kan ikke garantere, at I altid vil forblive sammen. Men jeg tror, det vil hjælpe, at I får talt om disse ting og får afklaret, om I begge ønsker dette forhold og ønsker at prioritere de ting, som I oplever som betydningsfulde i forholdet. Derefter kan du forhåbentlig give lidt slip på bekymringerne om at forholdet er ved at slutte, og at han falder for en anden.

Du skriver om, at I tidligere har haft mange gode snakke og at du savner dem – måske kan I finde inspiration til flere gode samtaler i dette spil eller disse spørgsmål.

Det var mine tanker til dit spørgsmål, jeg håber, at det kan være dig lidt til hjælp.

Mvh

Dina Lundberg, Psykolog

Støt Parvis

Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.

TAK for enhver gave!

Send til 94 907

Flere brevkassesvar

Læs mere fra brevkassen: