Fortalt til Jakob Stensig Henneberg
Præstegården havde en stor grund med en lille skov. Når det regnede, gik Lucca ud i skoven, for så kunne hendes far, der er præst i folkekirken, ikke påstå, at hun havde grædt. En af hans regler var, at familien ikke måtte græde.
”Mine elskede bedsteforældre døde, da jeg var 7-8 år, og jeg forestillede mig ligesom, at de to æbletræer i skoven repræsenterede dem. Min far sagde, at mormor og morfar brænder op i helvede, fordi de ikke var kristne. Men jeg kravlede op i træerne og skrev mine oplevelser og tanker ned i dagbog og digte.”
Lucca havde meget at tænke på og skrive ned. Først var der alle pligterne. Én gang om ugen skulle hun rengøre alle tre etager i huset og lægge alt tøj på plads. Tre gange om ugen skulle hun gøre de tre badeværelser rene, og dertil skulle hun lave aftensmad flere gange om ugen. Hun fortæller: ”Jeg brugte også meget af dagen på at vide, hvor mor var i huset, på at mærke stemninger og stå klar til at stille mig imellem min far og mor, hvis han blev vred på hende. Min dør stod altid åben, så min mor kunne komme ind og græde.”
Det var svært i skolen, for Lucca kunne ikke finde ud af fællesskaberne. Hun hadede sig selv og tænkte på, hvordan hendes mor havde det. Moderen var lærer på den kristne friskole, hvor Lucca var elev, men moderen var ofte sygemeldt.
Lucca fortæller, at det seksuelle misbrug begyndte på hendes femårsfødselsdag og fortsatte, til hun var 12. Når moderen handlede ind, spillede faderen ifølge Lucca først backgammon med hende, og derefter fulgte overgrebene. ”Siden har jeg ikke spillet backgammon”, fortæller hun.
De to ansigter
Lucca oplevede stor forskel på faderen og præsten. Hjemme beskriver hun ham som ondskabsfuld, egoistisk, beregnende og uhyggelig. ”Man kunne høre på måden, trappen knirkede på, hvilket humør han var i. Og efter at han havde afstraffet os, kunne han finde på at grine helt uhæmmet, og jeg kunne ikke forstå, hvad der var så sjovt.”
”Henne i kirken var han charmerende, omsorgsfuld og kunne virke interesseret i, hvad andre havde at fortælle. Jeg skulle være stolt over at være præstens datter. Vi skulle sidde og smile og lade, som om vi var en velsignet familie. Så langt tilbage, som jeg kan huske, oplevede jeg ham som to personer. Men jeg forstod aldrig, hvordan han kunne stå og dele nadver ud, og så gå hjem og gennembanke sin familie.”
Synd og fortabelse fyldte meget i både prædikenerne og derhjemme. ”Han brugte bibelversene til at gøre mig forkert, til at true mig. Han bad ’må Gud gøre dig til en velsignelse, for du er på vej i helvede’. Jeg kan huske, at jeg tænkte, ’vil du have mig til at tro på Gud eller ej? Vil du have, at jeg skal tro, men være så bange, at jeg bare makker ret?’”
Lucca i dag
I dag er Lucca 37 år. Hun lider af PTSD og sygdommen CRPS og er førtidspensionist. Ud over at bruge tid med sine to børn skriver hun på en bog om sine oplevelser. Hun har fået skabt en god hverdag, men vejen hertil var lang. Hun har ikke haft kontakt til sin far siden 2006. Både for- og efternavn er udskiftet.
De fem fra skolebestyrelsen
Som 8-årig kom Lucca en dag til at tale over sig, fortæller hun. Moderen havde fået så mange tæsk, at Lucca troede, hun var død, og hun ville ikke hjem og være alene med sin far. Hun fortalte det til sin kristendomslærer, og bad hende om ikke at fortælle det til nogen.
”Hjemme igen fandt jeg hende på toilettet, men kunne nærmest ikke kende hende.” Kort efter bankede det på døren, og Lucca åbnede. ”Udenfor stod fem fra skolebestyrelsen. En af dem var politibetjent og en af min fars gode venner. Jeg hentede min far, som de gerne ville tale med, og så gemte jeg mig. De sagde til min far, at de gerne ville tale med min mor, men han sagde, at hun var faldet ned ad trappen og var for medtaget til at få besøg. Derefter vendte de sig om og gik, og jeg blev gennembanket. Den dag fandt jeg ud af, at der ikke er nogen mennesker, der vil hjælpe.”
De voksne, der vidste noget
Lucca mener, at svigtet på friskolen var stort. ”Jeg fatter det ikke. De skulle have set det. Vi var fire børn”. Hun fortæller, at hun for nylig har talt med nogle af de voksne, der var en del af hendes barndom. De siger, at ingen så det, ”fordi han var præst”.
Moderen mødte ifølge Lucca op på arbejdet med blå mærker, med forklaringer som en skabslåge i hovedet, et styrt på cyklen eller en tand, som tandlægen pludselig måtte fjerne. På et tidspunkt fortalte Lucca og hendes mor en af moderens kolleger om noget af det, der foregik i hjemmet. Kollegaen søgte ifølge Lucca råd hos en leder et andet sted i det kirkelige miljø – et miljø, hendes far selv var en del af. Rådet var, at man ikke skulle blande sig. Der skete ikke mere.
Senere kom Lucca på efterskole og væk fra det hele. Hun fortalte sine nye venner om overgrebene, og den følgende søndag bad en gruppe elever om at blive fritaget for gudstjenesten, som faderen skulle forrette. I en mail til Lucca skrev faderen, at skolens daværende leder havde ringet til ham og fortalt om elevernes anmodning og om begrundelsen for den. Lucca blev aldrig selv spurgt.
Mens hun gik i gymnasiet, sørgede en af efterskolevennernes forældre, der arbejdede i sundhedssystemet, for at få Lucca indlagt på psykiatrisk afdeling. Hun fik et langt forløb i psykiatrien med gentagne selvmordsforsøg, men kom ud på den anden side. Også med oplevelsen af endelig at få hjælp fra andre kristne. ”Der var flere kristne medarbejdere, og de opfordrede mig til at melde min far til politiet.” Forholdet blev anmeldt, men sagen førte ikke til tiltale. Luccas klare indtryk er, at det skyldtes, at hendes mor ikke ønskede at vidne.
Er du i krise eller har tanker om selvmord? Ring til livslinjen på 70 201 201
Moderen er i dag skilt fra faderen. ”Hun vil ikke vidne, for hun synes, han er en stakkel, at vi alle er syndere, og at vi bør tilgive ham”, fortæller Lucca.
“Har du tilgivet ham?”
Tilgivelseskravet har hun mødt andre steder. Lucca holder jævnligt foredrag, hvor hun gennem sang, digteoplæsning og dagbogsnotater fortæller om sit liv. Hun har flere gange besøgt en kirke, hvor hun hver gang er blevet opfordret til at tilgive. ”Så kommer den der smøre, som gør, at man så føler sig som et endnu dårligere menneske”, fortæller hun. ”Man kan slippe afsted med alt, og alt kan fejes væk, ved at henvise til at vi alle sammen synder. Og så er det lige pludselig allermest synd for det menneske, som gør andre ondt. Mine søskende har også bedt mig tilgive, for så kan familien forsones igen. Men selv om jeg har valgt at tilgive, kommer vi ikke til at sidde og lege en stor hyggelig familie.”
”Men jeg har tilgivet min far”, fortsætter hun. ”Jeg var så fyldt af had og vrede, at det var det eneste, der fyldte. Så jeg tilgav. Det han gjorde, var så sygt og afstumpet, at det gjorde det lettere. Jeg har derimod ikke tilgivet min mor, for hun vidste, hvad der skete, hun svigtede i alle de år, og hun svigter stadig ved ikke at ville vidne.”
“Der sker ikke noget”
Lucca ønsker ikke sin far i fængsel. Hun ønsker, at ingen med hans historie skal kunne bære en præstekjole. “Der må være nogen, der kan tage præstekjolen fra ham.”
Lucca skrev til biskoppen over stiftet den 7. november 2007. Hun var på det tidspunkt indlagt.
Svaret kom to dage efter. Biskoppen skrev, at hun med bekymring havde modtaget brevet “med alvorligt indhold”, og at Lucca måtte tale med personalet på afdelingen om de svære oplevelser, ”hun havde at tumle med”. Hun noterede, at Lucca var i færd med at anmelde forholdet, og at en politianmeldelse var den eneste mulighed for at få oplysningerne undersøgt fagligt og korrekt. “Jeg kan ikke handle på det foreliggende grundlag, men sagen stiller sig anderledes, hvis jeg får en henvendelse fra politiet.”
Politiet rejste aldrig tiltale, fordi Luccas mor ikke ville vidne.
Lucca summerer op: “Jeg skammer mig ikke over det, der skete. Jeg skammer mig over, at så mange ved det, og at der ikke sker noget.” Hendes indtryk er, at facaden holdes. “Man passer på hinanden.”
Tro i dag
Trods svigt fra familie, kirkelige institutioner og fællesskaber har Lucca bevaret sin tro på Gud. ”Jeg har måttet arbejde rigtig meget på at adskille min præstefar fra troen. Vi tror jo, at Gud er vores far. Gud er for mig ikke længere den vrede, fordømmende Gud, der står med sin kuglepen og sætter en streg, hver gang man gør noget forkert.” Luccas billede af den kærlige far kommer fra søndagsskolen, hvor hun erfarede en anden Gud end den, hun mødte derhjemme, en kærlig Gud. I dag bliver hun ikke længere dårlig af at se en præstekjole, og hun har sine børn med i kirke. ”Jeg ser det som et bevis på, at jeg er kommet videre”.
Artiklen er en personlig beretning. Den bygger på Luccas egen fortælling, på skriftligt materiale, som Foreningen Agape har fået indsigt i, og på tidligere omtale i Ekstra Bladet, en TV2-dokumentar og en podcast fra RadioIIII. Ingen af de omtalte er navngivet, og fremstillingen er ikke forelagt dem. Lucca har ikke haft kontakt til sin far siden 2006 og har skiftet både for- og efternavn.
Her kan du se TV2-dokumentaren: Farlige forældre
Her kan du lytte til RadioIIII podcasten: Lucca Sylvest Winter lader ikke håbet dø