Tilgivelse er at opgive retten til hævn

Kun Gud kan tilgive ved at udslette og glemme. Mennesket hverken kan eller skal præstere den form for tilgivelse, mener Dan Månsson, teolog og sjælesørger.

Guds tilgivelse er helt særlig. På et splitsekund kan Gud sætte en tyk, sort sprittusch-streg hen over menneskelig ondskab, så ondskaben både udslettes og glemmes.

I kristne fællesskaber er der en tendens til at overføre Guds enestående evne til tilgivelse på mennesker, og det kan opleves som en meget stor belastning for krænkede mennesker. Mennesket er ikke Gud, og mennesket skal derfor ikke tilgive på samme måde, mener Dan Månsson, teolog og sjælesørger fra Nykøbing Falster.

”Det Gamle Testamente i Bibelen rummer faktisk to forskellige ord for tilgivelse. Ét, der kun bliver brugt om Gud, og ét, der handler om mellemmenneskelige relationer. Det sidste ord kan oversættes med at ”løfte af”. Det forstår jeg sådan, at man giver slip på retten til hævn. Tilgivelse mellem mennesker betyder altså ikke, at man glemmer, hvad der er sket, men at vi giver afkald på en hævn, der er en begrundet ret til,” forklarer han og understreger, at hævn i denne sammenhæng handler om den personlige dimension – og ikke den juridiske.

”At opgive hævnen er at sætte sig selv fri. Fri fra tærende vrede, bitterhed og skammen. At opgive hævnen betyder ikke, at krænkeren slipper for en juridisk dom. Er krænkerens handling en overtrædelse af landets love, så skal de rette myndigheder selvfølgelig underrettes,” siger han.

Tilgivelse er ofte en længerevarende proces. For et menneske, der er blevet seksuelt krænket, kan den tage mange år.

”En seksuel krænkelse griber dybt ind i identiteten.  Selvom den krænkede formår at tilgive, skal hun/han jo stadig leve med følgerne af krænkelserne. Man har måske stadig svært ved at elske sin krop og at lade andre røre ved sig. Man har måske stadig en stemme indeni, der siger, at man er grim og ikke noget værd. Hvis man tilgiver sin krænker, opleves det som at sætte krænkeren fri, mens man selv må leve videre med følgerne. At tilgive er derfor typisk en langvarig proces for mennesket. Og igen: Det handler IKKE om at glemme og udslette. Det kan kun Gud. Det handler om at give slip på retten til hævn,” siger Dan Månsson.

Viljen til tilgivelse er nok

”I Lukas 17, 3 siger Jesus: ”Hvis din bror forsynder sig, så sæt ham i rette, og hvis han angrer, så tilgiv ham…” Jeg læser det sådan, at vi ikke er forpligtiget til at tilgive mennesker, som ikke beder os om tilgivelse. Men vi kan gøre det for vores egen skyld. Når vi opgiver retten til hævn, overlader vi sagen til Gud og gør os dermed fri af ham/hende, der har krænket os. Tilgivelsen bliver en gave til os,” siger Dan Månsson.

Hvis krænkeren derimod ønsker tilgivelse, mener Dan Månsson, at viljen til tilgivelse er nok fra den krænkedes side.

”Den gældbundne tjener i Bibelen (Matt. 18, 21-35) får eftergivet al sin gæld, men overlades til bødlerne, da han selv nægter at eftergive en medtjeners gæld. Jeg tænker, at udfordringen er, at den gældbundne tjener mangler viljen til at ville tilgive. Han kan godt, men han vil ikke.  For mange seksuelt krænkede er det omvendt. De ønsker faktisk at tilgive for at kunne komme videre med eget liv, men de magter det simpelthen ikke. Den krænkede kan tænke eller sige: ”Jeg vil gerne tilgive dig. Menneskelig tilgivelse er en proces, og jeg evner ikke at give slip på hadet, bitterheden og sorgen på et øjeblik.”,” siger Dan Månsson.

Tilgivelse – hvordan gør man?

Det kan lyde let på papiret. Når følelser og erfaringer spiller ind, er det langt sværere at opgive retten til hævn. Dan Månsson har ikke en konkret opskrift, men henter inspiration i blandt andet Bibelens hævnsalmer.

”Som kristne mennesker har vi lov til at gøre som i hævnsalmerne, hvor man først sætter ord på krænkelsen over for sig selv og Gud – endda meget voldsomme ord og ønsker om hævn – og slutteligt beder Gud om at tage sig af det. Et eksempel herpå er Salme 55. Jeg vil helt klart anbefale, at denne proces sker sammen med en eller flere andre. Jeg tror, det er de færreste, der magter alene at skulle rejse sig fra det, man har været udsat for. Derfor skal man først og fremmest søge hjælp til at bearbejde hændelserne,” understreger han.

SALME 55 – inklusiv Dan Månssons lille beskrivelse til de forskellige vers

Dan Månssons kommentarer til Salme 55:

Vers 4-6: David beskriver sin situation.
Vers 7-9: David beskriver sin skam.
Vers 10 og 16: David beskriver sit ønske om ulykke.
Vers 13-15: David beskriver, hvem krænkeren er.
Vers 11-12 og 20b-22: David beskriver krænkerens forehavende.
Vers 2-3 og 17-20a: David skriver om bønnen.
Vers 23: David beskriver visheden om Guds indgriben.
Vers 24: David overdrager hævnen til Gud.
Vers 23-24: Bønnen og visheden om Guds indgriben får David til at slippe byrden og hævnen.

I min optik beskriver denne salme en tilgivelsesproces, uden at krænkeren beder om tilgivelse.

Salme 55: Til strengespil. Maskil af David

(V2) Hør min bøn, Gud,
skjul dig ikke, når jeg bønfalder dig.
(V3) Lyt til mig, og svar mig,
jeg er urolig, og jeg klager.
(V4) Jeg er ude af mig selv over fjendens råb,
over de ugudeliges undertrykkelse.
De vælter ulykke ned over mig,
rasende angriber de mig.
(V5) Hjertet skælver i mig,
dødsangsten kommer over mig,
(V6) skræk og rædsel fylder mig,
frygt indhyller mig,
(V7) og jeg siger:
Gid jeg havde vinger som duen,
så ville jeg flyve bort og finde et bosted.
(V8) Jeg ville flygte langt bort
og slå mig ned i ørkenen.
(V9) Jeg ville skynde mig at finde ly
for den rasende storm, for uvejret.

(V10) Split dem, Herre,
spalt deres tunger,
for jeg ser vold
og strid i byen.
(V11) Dag og nat går de omkring den
på dens mure,
den er fuld af uret og ulykke,
(V12) den er fuld af fordærv.
Undertrykkelse og svig
hører ikke op på dens torve.
(V13) Det er ikke en fjende, der håner mig,
det kunne jeg bære;
det er ikke en modstander, som hoverer over mig,
ham kunne jeg skjule mig for.
(V14) Men du, min ligemand,
min ven, du, som jeg kender,
(V15) vi, som nød hinandens fortrolighed,
når vi vandrede i festtoget i Guds hus.
(V16) Døden skal ramme dem,
levende skal de styrte i dødsriget;
for der er ondskab i kammeret i deres indre.
(V17) Jeg vil råbe til Gud,
og Herren skal frelse mig.
(V18) Aften og morgen og middag
vil jeg klage og stønne,
og han skal høre mig.

(V19) Han skal udfri mig fra kampen, så jeg får fred,
for mange er imod mig.
(V20) Gud skal høre, og han skal ydmyge dem,
han, der troner fra ældgammel tid.
De overholder ikke deres aftaler
og frygter ikke Gud.
(V21) De lægger hånd på venner
og bryder pagten med dem.
(V22) Deres mund er glattere end smør,
men i hjertet vil de krig;
deres ord er blødere end olie,
men er dog dolke.
(V23) Kast din byrde på Herren,
så vil han sørge for dig.
I al evighed
lader han ikke den retfærdige vakle.
(V24) Du, Gud, styrter dem
i gravens dyb.
Mordere og bedragere
får end ikke halvdelen af deres dage.
Men jeg stoler på dig.

 

Dan Månsson er sjælesørger og præst.
Dan Månsson er sjælesørger og præst.

Skrevet af

Anne Sofie Bjørn Bitsch

Kommunikationsmedarbejder, Agape

Se også: