Er man mere tilbøjelig til utroskab,
når man godt kan acceptere one night stand?

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Kære Parvis

Jeg skriver til jer, fordi jeg er rådvild og søger viden og information.

For et par dage siden havde min kæreste og jeg en samtale, som efterfølgende fik mig til at tvivle på vores forhold på længere sigt.

Vi snakkede om, hvordan der i mange parforhold, efter at man har været sammen i 10-20 år ofte, opstår nogle andre seksuelle behov. Nogle par snakker om tingene og finder løsninger, andre begår utroskab for at få tilfredsstillet deres behov, andre undertrykker deres behov.

Jeg kan selvfølgelig ikke spå om fremtiden, men jeg har brug for at passe på mig selv, og jeg er sikker på, at jeg vil blive utroligt såret, ked af det eller vred, hvis min kæreste om 10-20 år fortæller, at hun har nogle andre seksuelle behov, som skal tilfredsstilles andre steder end i vores forhold.

Min kæreste og jeg meget forskellige, hvad angår vores seksualitet. Jeg har aldrig dyrket sex med en person, som jeg ikke har haft følelser for. Min kæreste har modsat intet problem med at dyrke sex uden følelser.

Derfor frygter jeg et scenarie, hvor vi om 10-20 år står i en situation, hvor min kæreste har nogle seksuelle behov, hvorimod jeg selv ikke har noget behov.

Hvorfor forudsiger jeg så dette scenarie? Det er netop pga. vores forskellighed i forhold til seksualitet. Men er jeg helt galt på den? Ved man noget om, at folk med min kærestes seksualitet er mere tilbøjelige til at få andre seksuelle behov i et langt parforhold?

I takt med at sex er forbundet med følelser for mit vedkommende, så kunne jeg ikke forestille mig, at dette behov vil opstå for mig selv. Men jeg frygter som sagt risikoen for, at dette behov opstår hos min kæreste.

Jeg forventer selvfølgelig ikke, at I kan give mig et klart svar. Men jeg prøver at foretage en risikovurdering (hvor usexet det end må lyde): Har mennesker, som kan have one-night stands og som kan undlade følelser under sex, med større sandsynlighed andre seksuelle behov i et langt parforhold?

Som du/I måske kan fornemme, så fylder det her spørgsmål utroligt meget i mit hoved, og jeg håber virkelig, at I kan hjælpe.

Relevant information:

– Jeg er 31 år gammel, min kæreste er 27 år. Vi har været sammen i 10 måneder.
– Vi er enige om, at et monogamt forhold er vejen frem for os.
– Utroskab er et kæmpe no-go for os begge.

Mvh

Svar

Kære rådvilde

Jeg hører din ængstelighed og dit ønske om at føle dig tryg i dit parforhold. Og det er fuldt forståeligt.

Det lyder, som en fin samtale I har haft om lyst og præferencer, og den realitet, at det kan bevæge sig og ændre sig i fremtiden. Hvor er det godt, at I kan have sådanne samtaler.

Du har en bekymring om din kærestes seksuelle behov vil ændre sig over tid. Uanset hvem du er sammen med vil seksualiteten, lyst og præferencer ændre sig og bevæge sig – heldigvis. Det er ikke en trussel, hvis vi kan tale om det og har klare aftaler og grænser. Som du selv skriver, kan ingen spå om fremtiden. Men vi kan forholde os til vores nutid.

Vær tilfreds i nutiden

Hvis I er enige om, at I vil være sammen, og at I vil være monogame, så forhold dig til dette.

  • Plej jeres forhold og sexliv.
  • Tal om, hvad I har lyst til med hinanden.
  • Tal om, hvad et godt sexliv er for jer. Læs evt. denne bog til inspiration. 
  • Vær til stede i jeres nutid. Hvis jeres “nu” er godt, vil det næste “nu” også være det…

Den bedste forberedelse til fremtiden er at være i nutiden – og at være tilfreds her.

Dbh
Amanda Lagoni

Amanda Lagoni, Sexolog og parterapeut

Støt Parvis

Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.

TAK for enhver gave!

Send til 94 907

Flere brevkassesvar

Læs mere fra brevkassen: