Spørgsmål
Jeg er en mand på 47 år og har været til PVC-regntøj, siden jeg var 14 år. Jeg har altid godt kunnet lide at se affaldssække blive mast i en skraldebil, mens jeg har PVC-regntøjet på. Jeg elsker også at se kvinder i høje læderstøvler, og jeg ser mange videoer på YouTube med skraldebiler og affaldskomprimatorer.
Engang havde jeg PVC-regntøj på under et par joggingbukser, da jeg var ude at handle. Der så jeg en kvinde i en lang lakregnfrakke og en i nogle lange lakstøvler, og jeg blev helt stiv i kroppen af det syn.
Mit spørgsmål er: Hvorfor har jeg det sådan? Det er ikke, fordi jeg er flov over det.
Mvh. PVC-regnbukser
Svar
Hej “PVC-regnbukser”
Tak for din mail og dit spørgsmål.
Først vil jeg sige, at det at have en fetich – altså en seksuel tænding på eller fiksering ved en specifik genstand, kropsdel eller et specifikt materiale – er ganske almindeligt. Nogle har det mere udtalt end andre, men at have en fetich er almindeligt.
Hvorfor opstår en fetich?
Du spørger, hvorfor du har det sådan. Det kan jeg ikke svare på uden at vide mere om dig og din historie. Der kan være mange grunde til specifikke tændinger. De kan opstå i tidligere seksuelle oplevelser, i tidlige barndomsminder eller i en nydelse, man senere har oplevet ved en specifik genstand eller et specifikt materiale, og som man herefter dyrker og udvider.
Det er ikke forkert at have en fetich, så længe der er samtykke, det er lovligt, og det hverken skader dig eller andre.
Hvornår kan en fetich blive et problem?
En fetich kan blive problematisk, hvis den begrænser os, eller hvis vi oplever den som skadelig eller i strid med vores værdier.
Hvis du oplever en fetich som begrænsende, kan det være en fordel at udforske, om der er andre veje til tænding. Er der andet, der føles rart, og som kan udvides herfra?
Min erfaring er, at det kan være svært at komme af med en fetich, men at man i stedet kan udvide sin tænding til flere områder. Det er dog ikke det, jeg hører, at du ønsker her.
Så til dit spørgsmål om, hvorfor lige netop du har det sådan, må jeg blive dig svar skyldig. I stedet vil jeg lykønske dig med din nydelse, som jo særligt er på plakaten i efterårets regnvåde dage.
Kh
