Flytter hver for
sig pga. børn

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Det hele startede så lykkeligt for 2 år siden. Min kæreste og jeg fandt hinanden, og jeg følte mig som den lykkeligste i verden over at have fundet ham. For et år siden flyttede vi sammen i “min” by. Det var så dejligt, og planen var lagt. Vi skulle have et fælles barn, gifte os om nogle år, måske bygge hus, det hele var så perfekt. Der var dog et lille men, som vi også havde snakket om.  Da vi begge har børn fra tidligere forhold, vil vores drømme betyde, at hans børn skal køre en del frem og tilbage i de fem dage, hvor de er hos ham, da deres mor bor 20 km fra, hvor vi flytter sammen.

Nu er der gået et år, og han fortæller mig så nu, at han får stadig mere  dårlige samvittighed overfor børnene,  og at han bliver nødt til at flytter tættere på dem og deres hverdag. Jeg forstår ham virkelig godt, for vender jeg den om, har jeg jo heller ikke lyst til at gøre det over for mine børn.

Men alligevel føler jeg mig så meget valgt fra og svigtet. Jeg er så ulykkelig over situationen. Vi skulle jo så meget sammen, som nu ikke bliver til noget. Vi er ikke gået fra hinanden, det ønsker ingen af os, at vi skal, men jeg har SÅ mange, mange følelser, som farer rundt inden i mig, og jeg føler mig så ked af det. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal takle det hele, og hvordan jeg skal komme igennem det? Samtidig er jeg vred på ham for at knuse vores drømme om barn. Det var ham, der pressede på i starten med det, og den skulle jeg lige vende den gang. Jeg havde sådan glædet mig til vores fremtid, nu ved jeg ikke, hvad jeg gør.

Mange hilsner fra hende med en stor klump i maven

Svar

Kære dig

Tak for dit spørgsmål til os på parvis. Jeg vil forsøge at give dig et par overvejelser og kommentere på den svære situation, du/I er havnet i.

Jeres situation er kompliceret. I havde lagt en fælles fremtid med ønsker og kommende glæder, som nu er brast på baggrund af den fortid, som I hver især havde med jer, da I begyndte jeres parforhold. Drømmene og den kommende lykke er blevet slået i stykker af den virkelighed, I havde med jer, da I valgte hinanden som kærester. Det klarsyn om lykke og glæde, som I havde dengang, er blevet sløret, og fremtiden ser nu helt anderledes ud – og du/I skal finde ud af, om/hvordan I kommer videre sammen, eller om de sårede følelser skal være enden på jeres parforhold. Jeg kan godt forstå, at det er svært, og at det gør ufatteligt ondt. Det er midt ind i den situation, at jeg både forsigtigt og tydeligt skal prøve at give dig/jer et par råd.

Når par oplever det, som I står midt i, er der to udgange. Enten afslutter man forholdet eller forsøger sammen at finde en vej frem midt i det svære. Forskningen viser, at der er fire måder, hvorpå et parforhold med størst sandsynlighed bliver afbrudt; det er, når der kommer kritik, foragt, forsvar og afvisning ind i parforholdet. Med andre ord, de færreste parforhold klarer at kommen igennem en krise, hvis de fire elementer bliver det primære parforholdet kommer til at bestå af. Jeg skriver det, fordi det er det, der er svært nu. Der er brudte aftaler i dit parforhold, som med rette gør dig vred og ked af det. Og hvad skal du gøre med de følelser? For mig at se er det vigtigt, at nogle møder dig i dine følelser, for de er der, og jeg tror ikke, det er sundt at gå rundt med de svære følelser helt for dig selv. Jeg vil opmuntre dig til at finde en person, som du kan dele dine følelser med – en person, hvor du oplever, at der er plads til dine følelser.

Fælles fremtid?

Hvis I vælger at fortsætte sammen, er det vigtig, at I deler dine følelser og mere præcist, at I deler hinandens følelser midt i jeres nuværende situation. Din kæreste har dårlig samvittighed, og du er vred og ked af det. Kan I dele dette med hinanden uden at bebrejde og kritisere hinanden? For jeres følelser er i orden – der er gode grunde til, at I har det, som I har det. Han er presset på grund af børnene, og du forstår ham godt, og du er presset – og han er på vej til ikke at holde, hvad han har lovet dig. Kan man overhovedet finde hinanden midt i det? Måske – måske ikke.

Hvis I vælger at have en fælles fremtid, er det vigtigt, at I ”vender jer mod hinanden”. Jeg er klar over, at fremtiden ser helt anderledes ud end for bare et og to år siden – og jeg er klar over, at hverdagen også nu bliver anderledes, når han vælger at flytte tættere på sine børn. At ”vende sig mod hinanden” betyder, at I må ”nytænke” jeres parforhold, hvis I vil have en fælles fremtid. Kan I blive ved med at være kærester på en ny og anden måde, for det skal til, hvis I vil hinanden? Som tingene er nu, så er det ikke muligt at få det, I havde i tankerne, men det er muligt at få noget andet sammen, som (måske) kan være godt- hvis I vælger det. Det vil indebære, at I sætter jer sammen og får snakket det brudte igennem for at se, om der er potentiale og fælles ønsker for fremtiden. Det er et stort stykke arbejde, for hvordan finder man lige tilliden til hinanden frem igen, når man oplever at være såret? Det er svært og sårbart, men det kan lade sig gøre. Det kan dog ikke lade sig gøre, hvis I igen og igen holder fast i fortiden, og de ønsker, I havde der.

Jeg vil ønske dig alt det bedste for fremtiden, og jeg håber, du finder hjælp og støtte midt i din svære situation.

Ulrik Fogh Buch, Familie- og parterapeut

Se også: