Hvordan kan jeg
få min eks tilbage?

Hej.

Jeg er en pige på 18 år, og jeg ved, det her kommer til at lyde lidt voldsomt for de fleste voksnes ører, men jeg føler virkelig gennem de næsten 9 måneder, jeg var sammen med den her fyr, så vidste jeg, det var ham. Fyren der skulle blive min fremtid, og mig som skulle være hans. Vi havde mange gange fantaseret sammen om, når vi skulle bo sammen på videregående uddannelser, og når vi så et par, hvor kvinden var lidt mørk i huden (som mig) og den anden var lys (som ham), og derimellem tumlede deres lille barn afsted, så sagde vi altid til hinanden og undrede sammen over, om vores barn ville se således ud. Vores følelser for hinanden var oprigtige, og mangel af kærligheden var ikke årsagen til, han slog op, men hvordan den blev udtrykt.

Jeg har nogle problemer som er lavt selvværd, depression og store familieproblemer, men det er noget, jeg har arbejdet på og det lod ikke til at påvirke ham så meget mere. Jeg føler, mit selvværd er næsten helt i top og føler min depression kan blive bedre. Mine familieproblemer kan jeg holde ud til jeg flytter hjemmefra. Jeg kæmpede så hårdt for at eliminere faktorer, som kunne og ville forværre forholdet, og det var noget, som var under udvikling, da vi stadigvæk var sammen. Jeg troede, det var derfor, han slog op, men tilsidst, da jeg insisterede på at jeg fik et ordentligt svar, så sagde han, han følte sig i klemme med sine følelser. Han havde i forvejen svært ved at udtrykke sig, og jeg forstod det aldrig. Jeg sagde hele tiden til ham, han bare skulle sige det, men jeg havde virket uinteresseret og ligeglad overfor hans følelser, når han endelig konfronterede dem. Hvilket selvfølgelig aldrig var min hensigt! Jeg opdagede og anerkendte, at det han sagde var rigtigt. Jeg var munden og han var øret i forholdet. Der manglede en essentiel balance mellem at lytte og snakke i forholdet. Der var flere gange i vores forhold jeg lagde mærke til, at jeg snakkede for meget og tænkte, gad vide om det går ham på. Men siden han aldrig sagde noget, så tænkte jeg ikke så meget over det.

Jeg er en rigtig god lytter, seriøst. Mine venner kommer hele tiden til mig, og selvom de fleste ikke kan gengælde at lytte til mig uden at afbryde med at trække opmærksomheden på dem selv, så lyttede jeg stadigvæk. Men da jeg kom sammen med ham, var der faktisk endelig én, der lyttede til mig. Hverken familie eller venner har rigtigt lyttet til mig, og da jeg endelig fik mærket, hvordan det føltes at lukke alt det ud, der belastede mine skuldrer, kunne jeg ikke lade vær. Jeg føler, at det er en lille ting, som jeg nemt kan ændrer (ift til andre ting). Jeg ville fra nu af lære at ikke kun sige “jeg elsker dig”, men med de ord ville og burde der medføre respekt og at lytte.

Han elsker mig stadigvæk, hvilket han har udtrykt, og vi kunne stadigvæk have det sjovt som venner, men det gjorde mig ulykkelig. Han er mit livs kærlighed, og håber ikke I krummer tæer af at jeg siger det, selv når jeg er så ung, men det føler jeg virkelig. Jeg har valgt at holde en pause, en såkaldt ‘no-contact’. Jeg snakker kun med ham, når der er noget skolerelateret, eller vi bliver sat sammen i klassen. Når han prøver at kontakte mig i min fritid, svarer jeg kort og høfligt. Vi har ikke været sammen i 6 dage og det her er min 2. dag uden kontakt til ham. Han ser lynhurtig mine opslag på de sociale medier. Jeg føler, at selvom det er svært med den her pause, så er det det, jeg har brug for, for at blive et bedre menneske og kæreste. Jeg føler på samme tid at i den tid, jeg er fraværende i hans liv, så hvis han virkelig fortryder noget, så burde han komme og sige det til mig, for jeg har allerede tydeliggjort, jeg ville elske ham for evigt og være der, når det er svært. Det kræver bare, han kontakter mig først. Tror I det nogensinde ville være muligt for mig at få ham tilbage og sikre ham et forhold, hvor han ikke skal frygte at blive ignoreret følelsesmæssigt og opnå den respekt, han fortjener?