Hvorfor skriver han med
andre piger om sex?

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Min kæreste og jeg har været sammen i efterhånden snart fem år. Sidste år havde han behov for i nogle måneder, at skrive til andre piger, og fortælle dem, hvad han gerne vil gøre ved dem. Da jeg opdagede dette, konfronterede jeg ham med det, hvor han sagde han ikke vidste, hvad grunden til det var. Han har altid været meget usikker på sig selv. Jeg valgte efter en hård kamp at tilgive ham, og han lovede ikke at gøre det igen.

Nu et år senere, har han lavet præcis det samme nummer igen, bare med en vi kender personligt. Han stoppede det selv, fordi han så det ikke var rigtigt, men der var det for sent. Jeg blev to måneder efter konfronteret med dette af veninden. Vi står nu tilbage, og han kan ikke forklare sine handlinger, og mener ikke, der var noget i det, og at han ikke kan leve uden mig. Jeg er usikker på om eller hvordan jeg skal tilgive ham, især med frygten for at han gør det igen. Vi har haft det godt, så havde slet ikke set det komme igen nu. Han har også før givet udtryk for at han tror, at han er afhængig af porno. Er der nogen hjælp at hente? Har han et problem, eller er han bare fyldt med dårlige undskyldninger?

Svar

Kære dig

Du beskriver noget, som jeg har hørt før. At din partner er seksuelt drevet af noget, som du finder uhensigtsmæssigt, sårende og truende for dig og for jeres relation – og det lyder som om han er enig med dig, men ikke kan lade være. Det er et svært sted for dig at stå, og jeg kan godt forstå at du frygter at han gør det igen. Og det gør han nok også med al sandsynlighed, hvis han og I ikke får noget hjælp.

Det siger jeg ud fra at du skriver, at han ikke ved hvorfor han gør det, og at han også har udtalt at han tror han er afhængig af porno. Det lyder som tvangshandlinger, og som noget han har brug for hjælp til at navigere i.

Opsøg mere hjælp

Du skriver, at I havde det godt og at I ønsker at være sammen. Så synes jeg I skal søge hjælp sammen, hos en parterapeut, psykolog eller sexolog (gerne en fagperson, der er en blanding af dette). Der er hjælp at hente, og det er sjældent bare en “dårlig undskyldning”, men en seksualitet, der er omgivet af skam og skyld. Og det kan forandres med hjælp.

Og det må du godt stille som et krav til at I kan være sammen. Når nogen overtræder vores grænse og svigter, har vi brug for at vedkommende angrer, og dernæst for at markere vores grænse tydeligt. Den kan du f.eks gøre ved at udtrykke højt og tydeligt, at dette skal ændre sig, og at det ikke er nok at love noget, han ikke kan holde, men at han og I, skal søge hjælp.

Jeg håber I finder den rette hjælp og ønsker jer alt det bedste.

Amanda Lagoni, Sexolog og parterapeut

Støt Parvis

Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.

TAK for enhver gave!

Send til 94 907

Læs mere fra brevkassen: